Er det virkelig så svært?

McDonalds har aldrig været skide gode til særlig meget, det er ikke nogen hemmelighed. Min vejledende liste til ting på McD’s menu som man for enhver pris bør holde sig fra, indeholder bl.a. deres kaffe (også den såkaldte luksus-udgave, for føj hvor er det ringe!), deres McChicken (verdens mest kedelige kyllingeburger - ville det være så slemt måske at smide et par skiver tomat i, og så holde lidt igen med dressingen?) og hamburgerne.
Men nogle få gode idéer har de dog fået i årenes løb. F.eks. er deres jordbærmilkshake ret god, og det samme er deres chokolademuffins (som regel, i hvert fald...) Jeg har også en uheldig svaghed for Big Tasty burgerne (som jeg så lige har opdaget indeholder 878 kcal og 51,3 g fedt, såøh... dem spiser jeg ikke flere af any time soon!) Men det bedste man kan få på McD er altså en McFlurry med Daim! Den som har undfanget dén idé var lidt af et geni. Men øh... der er en ting jeg ikke helt forstår. Det kan da ikke være særligt svært at blande isen og chokoladestykkerne ordentligt sammen! Eller... det kan det åbenbart, for jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har fået en McFlurry hvor størstedelen af chokoladen ikke har ligget oven på isen og ventet på at jeg selv skulle blande de to ting sammen! Og jeg synes altså det er herre irriterende! Helt ærligt, de har maskiner til at blande det for dem, så hvorfor er det lige at jeg selv skal gøre det? Hvis jeg ville have is med Daim-drys, så ville jeg have bestilt dét, men nej, det er altså ikke det jeg er ude efter når jeg bestiller en McFlurry! I går fik jeg den hidtil mest ublandede McFlurry jeg nogen sinde har været udsat for - se billede (jeg kom i et svagt øjeblik til at bestille en med Smarties for fornyelsens skyld, men jeg kan nu altså noget bedre lide dem med Daim - der er lidt for meget Harlekin og festfyrværkeri over Smarties. Plus Daim smager jo bare meget bedre...)
Det er måske en lidt dum ting at være irriteret over, men øh... sådan er jeg. Jeg ser med længsel frem til den dag hvor jeg ikke selv behøver at blande min McFlurry.

Og så har jeg forresten fået en musikalsk åbenbaring. Jeg har egentlig aldrig været udpræget vild med Hanson-sangen Can’t Stop, det har altid undret mig lidt at dén sang fik lov til at komme med på albummet, når de har lavet så mange andre fantastiske sange som aldrig er blevet udgivet. Men i dag hørte jeg den for første gang i MEGET lang tid, og lige pludselig giver den rigtig meget mening. Jeg kan udemærket (i hvert fald til en vis grad) sætte mig ind i det synspunkt den er skrevet ud fra. Og jeg er ikke helt sikker på at det er en god ting.