mandag, november 07, 2005

Kleptomani

Tidligere i dag faldt jeg over messenger i snak med en pige som jeg har gået i parallelklasse med i gymnasiet, og som jeg ikke har snakket med siden vi blev studenter. Hun har åbenbart fulgt med i nærværende blog, og hun åbnede samtalen med en kommentar á la "godt at se at du ikke er vokset fra at holde skarpt øje med og kommentere alle andres opførsel". Hmm, tænker jeg så (ja, det gjorde jeg faktisk), for jeg ville ellers mene at det var noget jeg mere eller mindre havde tillagt mig efter jeg gik ud af gymnasiet. Jeg synes selv at jeg praktiserede undren i et meget moderat omfang i min gymnasietid, men der har jeg åbenbart taget helt fejl. Hun var ikke sen til at henvise til vores Blå Bog, hvori hun mente at jeg ville kunne finde beviser for hendes påstande, og ganske rigtigt. Noget af det allerførste man kan læse hvis man slår op på min side er, at "Med en flabet replik i ærmet, er hun altid den første til at kommentere andres adfærd". Jamen nå. Så det er altså ikke noget nyt. Sådan er jeg måske bare? Der står også at jeg "er indehaveren af klassens mest absurde, sarkastiske og selvironiske humor", og jeg bliver generelt bare fremstillet som et bittert menneske uden selvtillid, som bruger ironi og sarkasme som skjold mod omverdenen for at være sikker på at ingen får lov til at komme ind på livet af mig.
Fedt. Jeg er Chandler.
Og nu er jeg deprimeret.

2 kommentarer:

  1. Jamen... Chandler er jo fantastisk :-D ((så det skal du ikke se som en dårlig ting!) eftersom mine udtalelser om andre mennesker tilsyneladende bliver tolket helt hen i vejret af nogen, føler jeg, det er en nødvendighed at uddybe, at jeg ikke mente, at du ikke kunne være Chandler, fordi han er fantastisk, men at han er fantastisk, ergo er du fantastisk, ergo skal du ikke være deprimeret. Det kan ikke udelukkes, at nogen stadig vil opfatte det som en sviner, men nu har jeg i hvert fald forsøgt at dobbeltsikre mine udtalelser)

    SvarSlet
  2. *depression forduftet* :o)
    Alle burde have en Sarah. Og skulle der være nogen der helt fejlagtigt opfatter din kommentar som værende nedsættende, så send dem over til mig, så skal jeg nok sætte dem på plads.

    SvarSlet