SNAFU

JEG HADER GLASSKÅR!!! For helvede da! Hvad skal det til for?? Jeg nægter at tro på, at det altid er et uheld. Så mange uheld findes der ikke. De er OVER ALT! Og når det er mørkt, så når man ikke at se dem før det er for sent. Fuck glasskår.
Og jeg hader mit arbejde. Jeg hader adskellige af mine kolleger. Jeg hader først at få fri så sent som jeg gjorde i dag (kl. 23.30). Jeg hader den vane en af mine kvindlige kolleger har, med altid at skulle nævne min røv, når vi snakker sammen. Jeg hader biler, der når de kommer fra en sidegade til den vej jeg kører på, kører helt ud på cykelstien og holder og blokerer den, mens de venter på at der er klar bane for dem. Jeg hader at jeg ikke kan finde ud af at tænke før jeg taler. Jeg hader, at der ude på mit arbejde på merkaten på hylden hvor der ligger sukkerfrie strepsiler, står "sukkerfri" og ikke bare sukkerfri (for helt ærligt, hvis der ikke er sukker i skidtet, så er de sukkerfri, ikke "sukkerfri" - så lyder det jo bare som om det er en joke á la "ha ha, lad os tage røven på kunderne, og bilde dem ind at der ikke er sukker i, super morsomt!"). Jeg hader mine sindssyge spisevaner, de umuligt være sunde. Jeg hader at bo her. Jeg hader at jeg ikke kan have min mad i fred, uden at der er folk der stjæler det. Jeg hader at jeg aldrig kan tage mig sammen til at lave ordentlig mad. Jeg hader titlen på Morten Resens nye radioprogram (Verdens Bedste Formiddag? Oh come on! Hvor mange tømmermænd havde I på dét redaktionsmøde?? Det navn er MEGET lidt kreativt. Plus det er noget vrøvl. Ved at kalde programmet dét, så har I givet jer selv en umulig opgave. I påstår jo så, at formiddagen i går var verdens bedste formiddag. Men det samme siger I jo om formiddagen i dag - så denne dags formiddag må jo nødvendigvis have været bedre end formiddagen i går. Men lur mig om ikke I i morgen vil bilde mig ind, at dén formiddag også er verdens bedste? Det betyder jo så at i morgen formiddag bliver bedre end begge de to foregående, and so on and so forth. Så så længe det her program eksisterer, er I nødt til hver formiddag at overgå jer selv og alle jeres tidligere bedrifter, og jeg er parat til at sætte penge på, at lige meget hvor dygtige radioværter I er, så er dét en umulig opgave. Og så kommer I jo til at svigte jeres lytterskare. Er det dét I vil? Og hvorfor er det lige at jeg har brugt tid på at skrive det her? "I" kommer jo alligevel ikke til at læse det... men godt program, btw - på trods af titlen). Jeg hader at jeg ikke har penge til at købe/gøre de ting jeg gerne vil. Jeg hader at jeg er så skide materialistisk. Jeg hader at jeg skal begynde at studere igen om en måned. Jeg hader at jeg er for stor en kylling til at gøre det jeg virkelig vil. Jeg hader at denne blog er kørt af sporet, og ikke længere er det brokke/undre-forum som jeg havde tænkt mig den skulle være, men i stedet har fået et alt for dagbogsagtigt præg, og handler alt for meget om min daglige gøren og laden. Jeg hader mit hår. Jeg hader at jeg føler mig så gammel, men alligevel alt for tit opfører mig så barnligt. Jeg hader at blive sat til at rydde op på område 9 på vores lager på arbejdet, for let's face it - jeg er ikke udpræget elegant og handy med en palle-løfter (jeg vil faktisk gå så vidt som til at påstå, at jeg er noget nær handicappet, når jeg er udstyert med sådan en). Jeg hader at mit syn er så dårligt, at det ikke engang kan betale sig for mig at få foretaget en af de der laseroperationer for nærsynethed. Jeg hader Amy Diamond. Jeg hader at ligge og fryse om natten, fordi varmen på mit værelse kun virker 20% af tiden (jeg har efterhånden enorme udgifter til stearinlys (som - bare rolig - dog ikke er tændt mens jeg sover)). Jeg hader folk der skriver lange, meningsløse, latterlige "jeg hader"-lister i deres blog.

Men jeg elsker Alanis Morissette. Og TV2. Og jeg elsker det faktum, at der ikke skal andet til end lidt godt vejr, en lille kompliment, noget god musik, en eller anden lille positiv overraskelse, for at jeg glemmer alle de der ting, i hvert fald bare et par timer. I'm that simple.