Jeg er dygtig. Det har jeg fået af vide 5 gange i dag. Af hvem og til hvad, kan jeg høre jer spørge. Og det skal jeg da med glæde svare på: af min optiker og til at læse bogstaver højt. Jeg var til sådan et halvårligt tjek i formiddag, for at finde ud af om jeg er blevet blindere siden sidst (hvilket jeg gudskelov ikke er (jeg havde heller ikke helt troet at det var muligt)), og hun var tilsyneladende imponeret over min uovertrufne evne til at se hvad der stod på væggen. Jeg føler mig umiddelbart dum nok, når jeg sidder med hånden for det ene øje og ytrer sætningen "altså det er stadig lidt sløret, men øh... K - P - T - C..." og jeg har på ingen måde brug for, at det bliver fulgt op på af "flot!", sagt af en optikertævetøs som er højest 3 år ældre end mig! Og hun skal ikke fortælle mig at jeg er dygtig! Jeg er ikke 5 år gammel! Jeg er ikke dygtig! Og nej, det er fandme heller ikke flot! I feel violated! Og fik jeg måske nogen slikkepind eller et fint lille smily-klistermærke da jeg gik?! Næh! Det tror jeg da vist nok ikke lige jeg gjorde! Helt ærligt, hvis hun skal behandle mig som et barn, så kan hun sgu da i det mindste være konsekvent! Har jeg ret? Har jeg ret?! Selvfølgelig har jeg det. Hør lige her, din afdankede, afblegede, foundationbefængte undskyldning af et menneske! Ja, jeg kan læse de bogstaver som du så kækt har smidt op på den modstående væg ved hjælp spidsfindig teknik i form af spejle og lys, men der er altså ikke en bedrift ud over det sædvanlige! Du har trods alt lige udstyret mig med linser som du selv i kraft af at optik er din spidskompetence har bedømt meget gerne skulle tjene det formål, at rette op på mit fra naturens side pissehamrende dårlige syn, så jeg er sgu ikke skide tryg ved at du i en sådan grad lader dig imponere af at du har foretaget det korrekte valg og at jeg rent faktisk kan se noget! Og hvis du ligefrem insisterer på at tale i et så nedladende toneleje og med så fejlagtigt valgte ord, så bliv da for helvede pædagog! Og vask det der lort af dit fjæs, det er forkert på så mange måder at dit ansigt er 4 nuancer mere orange end din hals! Ville jeg have sagt. Hvis ikke jeg var så fandens autoritetstro. Og ved I hvad? Jeg er autoritetstro på de helt forkerte tidspunkter! F.eks. siger jeg ikke højlydt min optiker imod hvis jeg synes at hun er et fjols, men alle de "vigtige" autoriteter, dem hvor det helt klart er i min egen sikkerheds interesse at følge deres råd, dem har jeg adskellige gange taget mig selv i at skide højt og flot på. Det er jo ikke smart. Jeg burde jo netop lade min indre trang til oprør gå ud over optikere og tandlæger og deslignende, ikke flystewardesser der fortæller mig at jeg skal holde al elektronik slukket until further notice, eller af politiet opsatte skilte der informerer mig om, at isen er usikker og at jeg derfor ikke skal bevæge mig ud på den. Men næh nej. Så dum er jeg nemlig.
Men believe you me! Næste gang jeg ser hende, så skal hun sgu nok få hvad hun fortjener! However, chances are at jeg nok aldrig ser hende igen, eftersom at jeg da jeg alligevel var dernede i dag, bad dem om at flytte mit linseabonnement til den Thiele der ligger i Lyngby Storcenter... Men hvis jeg var hende, så ville jeg godt nok ikke ønske at møde mig i mørk og forladt gyde! For det ville hun fandme ikke slippe uskadt fra! Eller... ok, let's face it, hun har nok absolut intet at frygte fra min side... Hun er jo optiker, for helvede! Hun har pisse meget autoritet! Jeg kunne måske (/maple) allerhøjest mande mig op (eller kvinde mig op??) til at fortælle hende at hun var dygtig, såfremt at hun beviste at hun var intelligent nok til at finde ud af den mørke og forladte gyde uden at fare alt for meget vild... Og desuden kan jeg ikke rigtig forstille mig hvorfor pokker vi skulle befinde og i en mørk og forladt gyde, let alone på samme tid. Så jeg får nok aldrig min hævn. Men der er jo alligevel ikke noget jeg kan gøre - hun er jo for fanden optiker. Dem skal man sgu ikke fucke med. De har jo magten til at prakke dig et par briller på, som overhovedet ikke tager højde for din bygningsfejl. Og så er man jo pludselig ikke skide sej længere, vel? I think not!
Grineren afslutningssætning!! Hehe
SvarSletAnja
Hej Anja! Hvor hyggeligt at du også læser med herinde :o)
SvarSlet