Og BANG - så sidder man sgu pludselig der og ser helt voksen ud. Jeg havde egentlig ikke lagt mærke til det før Sarah gjorde os opmærksomme på det, men vi havde faktisk med fuldt overlæg valgt at tilbringe vores lørdag aften på meget afdæmpet, voksen vis. Stille og rolig middag hos fælles ven Thomas, tidligere beboer på Sarahs etage på Grønjordskollegiet og nu nybagt indehaver af lækker lille lejlighed. Bedst som vi havde fået sat os godt til rette ved spisebordet med lækker mad og god vin foran os, skar Sarah igennem med en stemme der var tæt på at sprænges af angst og alvor, og jeg skyndte mig at lægge bestikket fra mig for helt og holdent at kunne koncentrere mig om det hun havde at berette. Det var så her hun valgte at slå ud med armene og gøre opmærksom på voksenheden ved situationen. Og jeg kunne straks se det, hun havde jo helt ret. Det hele lignede mest af alt det skræksenarie som jeg forestiller mig at en parmiddag er. Panikken greb mig. Men kun meget kort, for jeg kom hurtigt i tanke om at ingen af os jo på nogen måde var et par, at det jo var Sarah og Thomas jeg var i selskab med og vi kan virkelig nå et meget lavt niveau af voksen- og modenhed hvis vi vil (ofte er det ikke engang et valg, det kan bare ikke undgås). En anden ting der fik aflivet panikken var, at Thomas sådan set var fuld allerede da vi dukkede op, og at han havde en udførlig vejledning til hvordan man finder ud af om en laks elsker én lige så højt som man elsker den (han har haft akvariefisk, så han ved den slags). Så det var altså ikke i går at jeg blev voksen alligevel, katastrofe afværget. Eller – jeg ved ikke rigtig om det er helt så slemt at blive voksen som jeg af og til forestiller mig, men jeg er bare ikke sikker på at jeg tør blive det alene. Og det er sådan set lidt skørt, for jeg har masser af eksempler på folk som er voksne og samtidig nogle af de mest coole mennesker jeg kender. Ej, nu ved ikke engang hvad det er jeg snakker om længere. Jeg vrøvler vist. Jeg er ikke bange for at blive voksen. Men jeg er sgu bange for parmiddage.

Jeg tror det er ved at være vante-tid. Jeg vil snarest indlede jagten på et nyt par, det kan godt tage sin tid at finde de perfekte vanter.

Så er det sgu uge 42! Efterårsferie, baby!!! Det har jeg virkelig set frem til med længsel! Ikke at det bliver skide afslappende, for jeg skal sidde med næsen i bøgerne (og læse) det meste af ferien, men jeg kan gøre det på min egen måde. En hel uge hvor jeg slipper for at udsætte min krop for stå-tidligt-op tyranniet, jeg kan gøre det hele i min egen rytme. Jeg kan rent faktisk starte min dag med et bad. Normalt bader jeg aldrig om morgenen – ikke fordi jeg (i modsætning til visse andre skævere eksistenser) ikke kan lide det, tværtimod synes jeg det er alt alt for godt. At bade har en meget afslappende effekt på mig, og det har jeg slet ikke tid til om morgenen hvis jeg skal have nogen som helst chance for at nå i skole til tiden. Jeg har slet ikke lyst til at tænke på hvor tidligt jeg ville være nødt til at stå op for at kunne nå at bade om morgenen, for ud over at mit tempo er helt i bund den første times tid efter jeg har været i bad, så tager badet i sig selv også usandsynligt lang tid (hurra for "gratis" varmt vand). Det der med at et bad kan være opkvikkende? Jeg kan ikke sætte mig ind i det. Jeg har aldrig oplevet det. Det er skam heller ikke (altid) decideret søvndyssende, bare – som sagt – afslappende. Da jeg boede i London havde jeg mit helt eget badekar og ubegrænsede mænger af varmt vand, så der var det meget normalt at jeg hver aften satte en time af til at bade. Jeg savner fandme mit badekar. Men bottom line – en hel uge hvor jeg kan tillade mig at starte dagen med at ligge mig ud under bruserens varme stråler og vågne ultra langsomt uden at blive forstyrret af stress-faktoren - nice. Og fordi jeg ikke er tvunget til at stå tidligt op, så er jeg selvsagt heller ikke nødt til at gå tidligt i seng for at være sikker på at nå at få de fem timers søvn jeg skal bruge for at kunne fungere, og jeg kan i stedet med god samvittighed lade min krop falde ind i den creature-of-the-night døgnrytme som altid har faldet mig meget mere naturligt end den der torturlignende en, som samfundet tvinger ned over hovedet på os. Kunne jeg helt selv bestemme, så blev min hverdag indrettet sådan at jeg sov i de tidlige morgentimer og starten af formiddagen, og dermed ikke behøvede at gå i seng før sidst på natten. But alas! Noget siger mig, at jeg ikke ville få voldsomt meget ud af at smide et forslag om ingen undervisning før kl. 13 i DTU’s suggestion box. Men hele næste uge kan jeg gøre præcis som jeg vil, og det har jeg tænkt mig at nyde i fulde drag. Lidt fornuftig er jeg selvfølgelig nødt til at være, jeg skal både på arbejde et par gange og jeg skal i dén grad have læst op på fysisk kemi og matematisk modellering (jeg forsøger mig med noget nyt: at bestå alle fagene på dette semester), men jeg ser alligevel rigtig meget frem til denne her ferie. Noget lidt foruroligende er dog, at den også markerer at jeg nu er næsten halvvejs igennem semesteret. Det er gået ret stærkt. Lige om lidt er der eksamener... Jeg føler at jeg burde stramme lidt op, der er et af mine fag hvor jeg kun har været til en tredjedel af undervisningen. Men så kan de sgu da også bare lade være med at lægge undervisningen en onsdag! Helt ærligt. Og der er faktisk kun ét fag hvor at jeg har været der hver gang. Det minder mig om - jeg tror jeg bør vaske mine sko, der er uhensigtsmæssigt meget kaliumchlorid på dem. Jeg kan være ret klodset i et laboratorie (ja, også i et laboratorie...) Det er ikke så smart hvis man skal være kemiingeniør, vel? Hm. Tænkte det sgu nok. Måske skulle jeg finde på noget andet så.

Jeg har forelsket mig i tre britiske tøser der kalder sig selv The Pipettes. De er tres tres cool. Loppen d. 25. oktober - be there. I know I will.

Videoen til Twisted Transistor er på MTV lige nu. Nice. Korn er sgu ingen ringe måde at slutte sin dag af på, så jeg vil takke af nu og søge til sengs.
Sov godt, børn.