Too little too late

For tre uger siden var det én uge siden at mit linseabonnement udløb. Normalt plejer jeg at få et fint lille postkort fra min optiker et par uger før dette indtræffer, med en reminder om at jeg skal komme forbi til et tjek så abonnementet kan blive fornyet med den rette linsestyrke. Dette postkort dukkede aldrig op i denne omgang, så jeg tog selv initiativet til at opsøge optikeren, som da jeg konfronterede hende med den manglende indkaldelse blev helt forvirret, og fik rodet sig ud i adskellige teorier om hvordan det dog har kunne lade sig gøre at jeg ikke har hørt fra dem i tide, for det kunne virkelig ikke passe at de ikke havde sendt den til mig. Det var nu ikke noget jeg bragte på banen for at brokke mig, men blot for at få bekræftet at mit abonnement virkelig var udløbet, og der var heller ikke sket nogen større katastrofe ved at jeg ikke havde modtaget indkaldelsen - jeg havde jo tydeligvis selv klaret at finde ned til dem for at få sat en aftale i stand. Alt gik som det skulle. Jeg fik tjekket mine øjne mht. linser (ingen forværring i styrke - woohoo! Jeg er stadig kun halvblind!) og fik fornyet abonnementet. Jeg fik tjekket mine øjne mht. briller, fik forelsket mig i et grusomt dyrt Dior-stel og fik smidt 7000 kr for nye briller. Jeg er ret sikker på at jeg fremstod som en glad og tilfreds kunde, hvilket jeg virkelig også var, men alligevel bukkede og skrabede og undskyldte optikerdamen konstant for at jeg ikke havde modtaget det skide postkort! Virkelig unødvendigt og efterhånden lidt irriterende, for der var jo ikke noget hun kunne gøre ved det alligevel. Eller... gæt hvad der lå i min postkasse i dag? Postkort fra optikeren - "Nu er det tid til kontrol!" No shit, Sherlock?? Ja, dét havde jeg lissom selv regnet ud...

Min optiker er ikke den eneste der er langsom i optrækket. Her til aften modtog jeg et stykke papir, en invitation til en fest her på kollegiet, påtrykt overskriften Kære Nyindflytter... Say what?? Nåh ja ok, nu har jeg så også kun boet her i over et halvt år...