tirsdag, december 26, 2006

Jeg er ikke sikker på at i går nogensinde stoppede og i dag begyndte. Eller - dersom at vi passerede midnat for et par timer siden, er det vel teknisk set i forgårs der aldrig stoppede, i går der aldrig begyndte og i dag der... ja, skal vi ikke bare sige, at det hele har være ét, plettet med sporadisk søvn. Og fordi jeg sov i eftermiddags kan jeg overhovedet ikke sove nu, jeg er bare nødt til at sidde her med computeren tændt, dansk gyser fra 1990 på mute og The Knife i højtalerne og prøve at få tiden til at gå på en eller anden måde. Seneste tiltag (bortset fra blog-abuse) er tøjvask. Jeg har lige sat en vask over, og det var sjovt nok ikke svært at få en maskine, her natten til d. 26. december. Her vrimler ikke ligefrem med mennesker i disse dage, jeg tror at kollegier er de mest øde og forladte steder i julen. (Note to self: køb vaskemiddel). Gad vide hvad jeg har lavet de sidste 36 timer, siden julen så tragisk og befriende endte? Ikke rigtig noget af betydning. Jeg har sovet, men ikke særlig meget og på de helt forkerte tidspunkter. Hm. Nåh jo, jeg har snakket lidt med Sarah (big surprise, huh?). Hun og jeg har vist begge to gjort noget grimt ved hundehvalpe i et tidligere liv. Og jeg har sendt en milliard sms'er, de fleste af dem til Per som har været ret god til at holde mig opdateret på hvordan hans alkoholindtag har har invalideret ham mere og mere i løbet af dagen. Jeg håber virkelig at han i skrivende stund befinder sig i dyb og ædruficerende søvn hjemme i sin seng. Tror han har brug for det. What else? Åh jo, jeg har hældt kaffepulver i min sokke- / undertøjsskuffe, og ja ja - i bagklogskabens afslørende lys kan jeg da egentlig godt se at det ikke er en af mine mest mindeværdige bedrifter. Og så har jeg fundet ud af at mine yndlingsblomster hedder gerbera. Men det er vist også dét, andet har jeg ikke foretaget mig det sidste halvandet døgn. Jeg glæder mig helt vildt til nytårsaften. Jeg har virkelig meget brug for en fed nytårsaften. Jeg skal bare lige have kæmpet mig igennem 3 dages byttehelvede i H&M først. Hvordan fanden er det lige blevet arrangeret at jeg skal på arbejde tre gange mellem jul og nytår?!? Der er for pokker nogle af mine kollegaer der ikke skal på arbejde overhovedet! Un-fucking-fair. Der er så mange andre ting jeg hellere ville bruge min ferie på... Det minder mig om - er der nogen der har lyst til at sponsorere en uges ferie i Gambia?? Det ville være totalt nice. Kirsebærtræerne i Helsinge gågade blomstrer (se moblog). Det er superfjollet, det skal de jo ikke gøre lige nu. Jeg keder mig noget så grusomt. Hvorfor er der ikke flere mennesker oppe på det her tidspunkt? Jeg forerækker helt klart natten frem for dagen. I ferier kommer jeg lynhurtigt ind i en døgnrytme som indebærer at jeg mere eller mindre forskyder hverdagsdøgnrytmen 6-8 timer. Den er super let at komme ind i, men død svær at komme ud af igen når ferien slutter. Til sommer kommer jeg til at få 3 måneders ferie. Jeg ved ikke hvad I skulle bruge den information til, den vedrører jo nok mig mest af alle, but then again - det er vist meget lidt af det jeg dømmer blog-værdigt som I kan bruge til noget, men det holder mig tydeligvis ikke fra at skrive det anyways. Hvad så, har I fået nogle gode julegaver?? Jeg tror jeg vil gå over og hente mit vasketøj og derefter tvinge mig selv i seng. Ses.

søndag, december 24, 2006

Slut

Klokken er 22.11, og jeg vil hermed erklære julen for død. Eller i det mindste overstået for i år. Næste år tager jeg fandme til New York og holder den (ik, Sarah??)

fredag, december 22, 2006

Varmebehandling

Jeg har købt en t-shirt, og i denne t-shirt er der - som i stort set alle andre stykker tøj - et lille mærke påtrykt en vaskeanvisning. T-shirten er købt i H&M, så i princippet giver det meget god meningen at vejledningerne på mærket står på mange forskellige sprog, for H&M findes jo som bekendt i en hel del lande. Dog har H&M ikke butikker i lande som Kina og Japan, men alligevel er der på mærket i min t-shirt også vejledning på et sprog som jeg mener tilhører et af disse lande (jeg er faktisk ret sikker på at det er kinesisk). Alene dét synes jeg er underligt - hvorfor på kinesisk når produktet ikke bliver solgt i Kina?? Men det bliver mærkeligere! For Kina er det eneste land der får anvist to forskellige temperaturer. Den første er den samme som alle de andre lande får anbefalet: 40ºC. Meget fornuftigt. Men den anden temperatur er 150ºC! Jeg ved selvfølgelig ikke præcis hvad det er der skal gøres ved t-shirten ved den temperatur, får det står jo på kinesisk, men jeg er fandens nysgerrig! Det kan i ikke være vask. I hvert fald ikke i vand (med mindre kineserne har for vane at vaske deres tøj ved et usandsynligt højt tryk). Jeg overvejede også om det måske var en fejl, og at der ikke skulle stå ºC efter 150, og at 150 bare var 40ºC omregnet til en anden slags temperatur, men jeg kan ikke få det til at passe, jeg har prøvet. Men for fanden da! Jeg vil virkelig gerne vide hvad kineserne gør ved t-shirts ved 150ºC!

tirsdag, december 19, 2006

VP anyone?

I Helsinge ligger der noget der hedder VP Arkaden. Og som mange af jer nok ved, så er jeg født og opvokset i Helsinge. Man skulle umiddelbart tro at jeg havde nogenlunde styr på hvordan tingene hænger sammen i min barndomsby, ikke? Alligevel var det først her den anden dag, da jeg brugte "VP Arkaden" i en sætning, at jeg begyndte at undre mig over hvad VP mon står for. Jeg aner det ikke. Og af en eller anden årsag har det på intet tidspunk i løbet af de første 16 år af mit liv hvor jeg rent faktisk færdedes ret ofte i VP Arkaden, faldet mig ind at prøve at løse mysteriet. Det er som om at jeg ikke har vidst at jeg ikke vidste det før nu.

onsdag, december 13, 2006

Random ramblings - part six

Altså – helt officielt bryder jeg mig ikke vildt meget om at føle mig bedre end andre. Men for at være helt ærlig, sådan off the record, så har jeg egentlig ikke de store problemer med det. Fraværet af kvaler ved et så egoistisk karaktertræk grunder nok i, at det er ret så sjældent at jeg rent faktisk føler med bedre end andre. Og hvis jeg endelig gør det, så er det ikke nogen jeg holder synderligt meget af. Jeg ville aldrig kunne føle mig bedre end en af mine venner, for jeg er simpelthen på ingen måde bedre end dem. Jeg egentlig heller ikke vove at påstå at jeg er bedre end de mennesker jeg føler mig bedre end, men det rør mig bare ikke at føle mig hævet over dem. Måske sidder du lige nu og kunne godt tænke dig at vide hvem de mennesker er, dem som jeg er bedre end, og jeg ville også meget gerne give et eksempel, men jeg kan overhovedet ikke komme på et. Måske er det slet ikke mennesker som jeg kender, måske er det mennesker jeg har hørt om eller set i fjernsynet, måske er de fiktive. Men jeg ved at de findes, der være nogen som jeg føler mig bedre end, for jeg er egoist. Men anyways – pointen er, at jeg har det fint med at føle mig bedre end visse andre mennesker. Men hvis der er noget jeg ikke kan bære, så er det fornemmelsen af at være gladere end et andet menneske, hvadend jeg kan lide / kender personen eller ej. Det føles ikke rigtig som om det er tilladt at være gladere end andre, og jeg mener det ikke på sådan en lavt-selvværd-jeg-fortjener-ikke-at-have-det-godt agtig måde, det er en eller anden syg idé jeg har om at man ikke skal være gladere end de mennesker der er omkring en. Eller man skal i hvert fald ikke give udtryk for at være det. Det er fandme en mærkelig måde at tænke på. Helt helt forkert.

Men hvad ved jeg, måske er det en blanding af overtræthed / fysisk kemi overload / skuffelse over sæson 4 af The OC der taler nu, måske tænker jeg slet ikke sådan når jeg tænker klart.

Nu skal vi så bare vente til en dag hvor jeg tænker klart, så det kan blive afklaret hvordan jeg tænker. Have patience.

tirsdag, december 12, 2006

mandag, december 11, 2006

Luksusproblemer

Ved du hvad jeg gjorde i dag? Jeg dumpede en eksamen. Det har jeg ganske vist gjort før, men denne gang var det med fuldt overlæg. I sommer dumpede jeg en eksamen i fysik. Jeg gjorde ellers mit bedste, lavede nogle rigtig fine tegninger og sådan, men det var bare ikke nok. I morges dumpede jeg en eksamen i organisk kemi med vilje, fordi jeg ikke ville risikere at få et 6-tal - for hvis jeg får et 6-tal må jeg ikke tage faget om, og det er bare ikke en karakter som jeg er villig til at acceptere i dette fag. Så man kan vel sige, at det var af den "rigtige" årsag at jeg dumpede, men jeg kan vist ikke rigtig komme uden om, at det faktum at jeg umuligt ville kunne klare eksamenen til mere end et 6-tal på nuværende tidspunkt, ene og alene grunder i at jeg ikke har gjort en ordentlig indsats i løbet af semesteret. Lidt utroligt egentlig, for jeg har faktisk læst hele pensum og fundet det interessant (omend svært til tider), men det har bare ikke været nok til at jeg har kunne tage mig sammen til at gøre mig selv den tjeneste at bruge tid på at få noget øvelse i opgaveregning, og uden dét har man altså ikke en chance for at klare sig igennem ekamenen på ordentlig facon. Jeg har lidt motivation for det her lort at du slet ikke fatter det. Og med 'det her' mener jeg desværre ikke kun organisk kemi, men hele mit studie. På torsdag står den på eksamen i fysisk kemi, og den har jeg ikke tænkt mig at dumpe (med vilje). Mest af alt fordi jeg ikke har lyst til at tage det igen til næste semester. Jeg kommer ikke til at score noget fed karakter til eksamenen, men det må jeg jo bare leve med. Jeg læser på livet løs, og prøver at få noget rutine i opgaveregning, men i modsætning til organisk kemi kommer jeg aldrig til at forstå stoffet / teorien i fysisk kemi, jeg kan allerhøjest gøre mig håb om at lære hvordan forskellige opgaver skal løses ud fra hvilke oplysninger jeg får givet i starten af opgaven. Jeg tror aldrig jeg lærer hvad det rent faktisk er jeg regner på.
Allerede nu kommer jeg til at forlænge min uddannelse med et semester. I stedet med at fortsætte med et "normalt" 3. semester efter jul, så sætter jeg et hjemmestruktureret semester ind hvor jeg tager det fysik som jeg dumpede i sommer, organisk kemi som jeg har dumpet i denne omgang og så et fag fra 3. semester (biologisk kemi). Jeg håber virkelig at den "ekstratid" jeg får ved kun at have tre fag (i modsætning til 1. og 2. semester hvor jeg har haft fem på hvert), kan give mig det overskud jeg skal bruge for at kunne opbygge bare en lille smule motivation for skidtet. For det holder jo på ingen måde det her. Jeg kan godt selv se hvilken utaknemmelig, besværlig møgunge jeg sådan set er - for helt ærligt, "gratis" uddannelse og al den valgfrihed som et hjerte kan begære, men det er vist lige præcis det jeg ikke kan administrere. Jeg har minus selvdiciplin. Sørgeligt men sandt. Jeg ved ikke om jeg bare er sådan. Om jeg er sådan en som ikke kan finde ud af at gøre en indsats selv, for at det hun beskæftiger sig med bliver interessant og spændende. Eller om jeg bare ikke har fundet det rigtige at tage mig til endnu. Altså, jeg har på intet tidspunkt været sikker på at jeg da helt bestemt skulle være kemiingeniør, jeg har bare tænkt at jeg vist hellere måtte gå i gang med en uddannelse. Og så faldt valget på kemi. Eller... først faldt det jo på teatervidenskab, derefter faldt det på kemi. Og hvorfor faldt det på kemi? Fordi DTU lå tættere på København end Danmarks Journalisthøjskole... Vildt godt grundlag at vælge uddannelse på, ikke...?
Jeg usandsynligt dårlig til at håndtere luksusproblemer :o(

onsdag, december 06, 2006

Arh...?

Hovedpersonerne i DR's børnejulekalender "Absalons Hemmelighed" har lige brugt ordet kinky.

tirsdag, december 05, 2006

Tirsdag d. 5. december, kl. 06:16

Jeg er næsten lige stået op og har endnu ikke hørt nogen radioavis her til morgen. Men tre (3!) minifluer her lige druknet sig selv, begået masseselvmord, i min nylavede kaffe, så jeg frygter naturligvis at der er et eller andet katastrofalt under opsejling, som fluerne allerede var orienterede om fordi de har været oppe længere end mig. Jeg har tjekket diverse nyhedsservices på nettet, men der stod ikke rigtig noget som jeg mente var slemt nok til at fremprovokere den suicidale opførsel som de tre fluer netop har udvist, og derudover har jeg radiofonisk selvskab af Julie Bundgaard, Henrik Povlsen og KanonKongen, og de plejer gerne at være de første der informerer mig om hvad der rør sig uden for mine egne fire vægge, og heller ikke de har berettet om noget decideret farligt. Men ikke desto mindre er jeg altså lidt angst. I princippet kan fluerne jo godt flyve rundt og vide noget som jeg ikke ved. Måske er det generelt hele insektverdenen der ved mere om truslen og meget gerne vil undslippe den, for her den anden dag ristede Sarah altså en mariehøne - supposedly by accident, men det er da meget muligt at det har været selvmord, who knows??

Måske er det bare min morgenparanoia der taler, men jeg vil i hvert fald lave en ny kop kaffe, ekstra stærk, så jeg er super frisk og opmærksom på alt hvad der sker omkring mig, og jeg kan kun opfordre jer andre til at gøre det samme, og melde tilbage til your's truly hvis I støder på noget som kunne have forbindelse til disse hændelser. Jeg fornemmer at det her er vigtigt.

Hav en god dag, og pas nu på, ok?

Your's truly,
Pingo

mandag, december 04, 2006

Jeg hader:

- alle de mennesker der har sagt "god / glædelig jul" til mig før d. 1. december

- folk der optager alle vaskemaskinerne når jeg er helt nede og skrabe bunden mht. rent tøj

- at jeg tydeligvis ikke egner mig til den uddannelse som jeg prøver at tage

- at der de sidste par uger har været en udpræget tendens til at det begynder at regne i det øjeblik jeg går ud af døren

- rosenkål og rucola

- at det nederen humør jeg har tillagt mig går ud over dem som fortjener det allermindst og faktisk er den eneste grund til at jeg ikke er helt deprimeret (undskyld...)

- at ordentligt vinterfodtøj er pissedyrt

- kunder på arbejdet der når jeg er i gang med at lægge deres bon ned i posen til deres varer, siger "den får jeg" hvis de hellere vil have den i hånden - nej din nar! Den "får du" ikke! Du kan "bede om den" og så kan vi måske snakke om det, men det der "få"-pis kan du godt glemme og gange med 100!!!

- FUCKING NÆRUM!

- at jeg er nødt til at lægge min studieplan om

- min lærer i organisk kemi

To be continued