Som jeg allerede har fortalt, så havde vi fagintroduktioner i går - noget som jeg havde set ret meget frem til. Først fra vores teaterhistorielærer Live, en superfrisk dame fra Oslo som har verdens sejeste accent. Bagefter fra vores forestillingsanalyselærer Michael, som er helt vildt underholdende! Jeg glæder mig til vi skal i gang med hans fag, men det er desværre først efter jul. Et andet fag der først starter næste semester er dramaturgi, og gudskelov for det! Hvis vi skulle lægge ud med det ville jeg give op efter en måned alene pga. læreren. Stilen var lagt og ens fordomme var på plads så snart man så ham, og da han åbnede munden gik der ikke lang tid før man vidste at de næste 30 minutter ville blive nogen af de længeste i ens liv. Bare hans præsentation af sig selv tog 100 år! "Hmm... hmm... øhh jeg hedder... Bent... øhh... øhm... Holm. Hmm... ja... Holm... hmm..." Og han kiggede slet ikke på os, han virkede svært interesseret i loftet. Jeg kunne på ingen måde koncentrere mig om hvad det var han sagde. Ikke fordi hans stemme var specielt monoton eller sådan noget, der var bare noget galt med den. Og jeg kunne ikke holde op med at fokusere på hans hænder, for han kunne slet ikke holde dem i ro. Han stod hele tiden og bøjede sine fingre på en meget mærkelig måde (tænk Jack Sparrow i Pirates Of The Caribbean).
Så jeg opgav hurtigt at finde ud af hvad det var han snakkede om. I stedet satte jeg mig til at kigge på alle de andre én efter én, og det gik op for mig hvor meget jeg overhovedet ikke passede ind i den flok, hvis man altså skal dømme efter tøjstil. Alle pigerne lignede noget der hørte hjemme i et udstillingsvindue hos Nørgaard på Strøget eller en af de der virkelig fancy hundedyre genbrugsbutikker som jeg aldrig har lært at forstå konceptet med (det er genbrug, for helvede!). Ikke fordi det gør mig noget, folk skal da have lov til at iføre sig det de har lyst til (men alt med måde, selvfølgelig - jeg forbeholder mig retten til dyb undren og afstandstagen overfor visse ting). Men det var altså lidt mærkeligt at sidde der i mine helt almindelige jeans og min helt almindelige t-shirt, og kigge på folk og komme til den konklusion, at den person i lokalet hvis tøjstil lå tættest op ad min, var Kasper...
For nogle uger siden var det et stort problem for mig at finde ud af om jeg skulle tage til immatrikulation og fest på universitetet i aften, eller om jeg skulle tage i Parken og se Eminem. Jeg havde sådan set billet til Eminem, men den ville jo kunne sælges hvis valget faldt på introfesten. Men eftersom at koncerten blev aflyst, så blev det valg jo aldrig aktuelt. Alligevel besluttede jeg mig for ikke at tage til introfesten. For det første af den simple grund at jeg på ingen måde havde lyst, for det andet fordi jeg skal tidligt op i morgen og være frisk. Jeg skal til Helsinge til familiegøgl, og for en gangs skyld glæder jeg mig faktisk lidt. Min far/stedmor/søskende kommer, og dem har jeg ikke set siden slutningen af maj. Så det bliver forhåbentlig hyggeligt. Og hvis ikke, så har jeg en god undskyldning for at tage hjem, for der er også fest her på kollegiet i morgen, så der kan jeg endelig få mødt de folk jeg har boet sammen med i 1½ måned ordentligt.
Og prøv lige at læse det her. Hvordan pokker kan kærestesorg være en formildende omstændighed? Det kan da godt være at narhovedet er ked af det, men det gør ham sgu da ikke mere berettiget til at overfalde sin ekskæreste! Måske ser jeg forkert på det, men umiddelbart kan jeg ikke lade være med at forstå det som at dommeren har siddet og tænkt, "nå ja, men manden havde jo noget at have det i, den stakkel"... Og så lige et lille citat: - Du har svigtet mig, du skal dø, jeg skærer halsen over på dig, advarede han den skrækslagne kvinde. Det er ikke en advarsel, det er en trussel, det kan vi godt blive enige om, ikke? Kald det hvad det er. 'Advarede' er et alt for harmløst ord i denne her forbindelse. Og hvis du spørger mig, så fortjener han sgu mere end seks måneder.
Så jeg opgav hurtigt at finde ud af hvad det var han snakkede om. I stedet satte jeg mig til at kigge på alle de andre én efter én, og det gik op for mig hvor meget jeg overhovedet ikke passede ind i den flok, hvis man altså skal dømme efter tøjstil. Alle pigerne lignede noget der hørte hjemme i et udstillingsvindue hos Nørgaard på Strøget eller en af de der virkelig fancy hundedyre genbrugsbutikker som jeg aldrig har lært at forstå konceptet med (det er genbrug, for helvede!). Ikke fordi det gør mig noget, folk skal da have lov til at iføre sig det de har lyst til (men alt med måde, selvfølgelig - jeg forbeholder mig retten til dyb undren og afstandstagen overfor visse ting). Men det var altså lidt mærkeligt at sidde der i mine helt almindelige jeans og min helt almindelige t-shirt, og kigge på folk og komme til den konklusion, at den person i lokalet hvis tøjstil lå tættest op ad min, var Kasper...
For nogle uger siden var det et stort problem for mig at finde ud af om jeg skulle tage til immatrikulation og fest på universitetet i aften, eller om jeg skulle tage i Parken og se Eminem. Jeg havde sådan set billet til Eminem, men den ville jo kunne sælges hvis valget faldt på introfesten. Men eftersom at koncerten blev aflyst, så blev det valg jo aldrig aktuelt. Alligevel besluttede jeg mig for ikke at tage til introfesten. For det første af den simple grund at jeg på ingen måde havde lyst, for det andet fordi jeg skal tidligt op i morgen og være frisk. Jeg skal til Helsinge til familiegøgl, og for en gangs skyld glæder jeg mig faktisk lidt. Min far/stedmor/søskende kommer, og dem har jeg ikke set siden slutningen af maj. Så det bliver forhåbentlig hyggeligt. Og hvis ikke, så har jeg en god undskyldning for at tage hjem, for der er også fest her på kollegiet i morgen, så der kan jeg endelig få mødt de folk jeg har boet sammen med i 1½ måned ordentligt.
Og prøv lige at læse det her. Hvordan pokker kan kærestesorg være en formildende omstændighed? Det kan da godt være at narhovedet er ked af det, men det gør ham sgu da ikke mere berettiget til at overfalde sin ekskæreste! Måske ser jeg forkert på det, men umiddelbart kan jeg ikke lade være med at forstå det som at dommeren har siddet og tænkt, "nå ja, men manden havde jo noget at have det i, den stakkel"... Og så lige et lille citat: - Du har svigtet mig, du skal dø, jeg skærer halsen over på dig, advarede han den skrækslagne kvinde. Det er ikke en advarsel, det er en trussel, det kan vi godt blive enige om, ikke? Kald det hvad det er. 'Advarede' er et alt for harmløst ord i denne her forbindelse. Og hvis du spørger mig, så fortjener han sgu mere end seks måneder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar