... men nu skal det hele jo ikke gå op i sure miner

For der er faktisk lys i mørket. Der er visse slags personer, som alle efter min mening burde have en af i sit liv. Alle burde f.eks. have en Hanne. Den Hanne jeg tænker på lige her, er en ældre kvinde som jeg arbejder sammen med, og hun er helt igennem fantastisk! Hun er dybt underlig og yderst morsom, og når man møder på arbejde kan man altid være sikker på at blive hilst med et entusiastisk og oprigtigt "hvor er det dejligt at se dig" fra hende. Hun går op i de underligeste ting, og gør et stort nummer ud af at fortælle en om besværlighederne ved de ordrer hun går og pakker, og selvom man fatter hat af hvad hun siger, så bliver man hellere end gerne stående i 10 minutter og hører på hende, bare fordi hun tydeligvis meget gerne vil sige det her. Og så kalder hun altid en for pus/mus/skat/stump/trold, og helt ærligt, normalt er der fandme ikke nogen der skal kalde MIG for SKAT! Men af en eller anden grund er det bare helt i orden når Hanne gør det. Det er i det hele taget ikke særlig mange gange i mit liv, at der er nogen der har brugt den slags navne om mig, så det lyder som regel helt forkert når det rent faktisk sker. Men når Hanne gør det, lyder det underligt nok helt rigtigt. Hun har også altid meget ondt af mig fordi jeg skal cykle helt fra Rødover til Amager hver aften. Jeg har prøvet at forklare hende, at det ikke er noget jeg skal, men noget jeg vil. Men hun synes stadig at det er åh så synd for mig.

Hvis hun nogensinde skulle få brug for et ekstra barnebarn, så må hun meget gerne adoptere mig.