Je suis très fatigué

do you derive joy from diving in

and seeing that loving someone can actually feel like freedom?

are you funny? à la self-deprecating?

like adventure? and have many formed opinions?

---

oh these little projections how they keep springing from me

i jump my ship as i take it personally

oh these little rejections how they disappear quickly

the moment i decide not to abandon me

---

i can be an asshole of the greatest kind

i can withhold like it's going out of style

i can be the moodiest baby and you've never met anyone

who's as negative as i am sometimes

i am the wisest woman you've ever met

i am the kindest soul with whom you've connected

i have the bravest heart that you've ever seen and you've never met anyone

who's as positive as i am sometimes

---

how to stay paralyzed by fear of abandonment

how to defer to men in solve-able predicaments

how to control someone to be a carbon copy of you

how to have that not work and have them run away from you

how to keep people at arm's length and never get too close

how to mistrust the ones you supposedly love the most

how to pretend you're fine and don't need help from anyone

how to feel worthless unless you're serving or helping someone

i'll teach you all this in eight easy steps

a course of a lifetime you'll never forget

i'll show you how to in eight easy steps

i'll show you how leadership looks when taught by the best

---

i'm in no hurry i could wait forever

i'm in no rush cuz i like being solo

there are no worries and certainly no pressure

in the meantime i'll live like there's no tomorrow

---

a traffic jam when you're already late

a no-smoking sign on your cigarette break

it's like ten thousand spoons when all you need is a knife

it's meeting the man of my dreams

and then meeting his beautiful wife

Jeg ææælsker Alanis Morissette. Normalt er jeg meget imod det, når folk påstår at de elsker en eller anden kunstner, for de kender ham (eller hende...) jo ikke, og kan derfor umuligt vide om de overhovedet er i stand til at elske den pågældende person. Man kan elske deres musik, men ikke selve kunstneren. Og jeg kender selvfølgelig ikke Alanis, men jeg er nu ret sikker på, at hvis jeg gjorde, så ville jeg elske hende. Jeg ville simpelthen ikke være i stand til andet end at elske en person, som kan skrive sådan noget som f.eks. det der står herover. Hvis jeg skulle have en storesøster, og jeg helt selv kunne vælge hvem det skulle være, så skulle det være Alanis Morissette. Og hvis jeg helt selv kunne vælge en storebror - så ville valget nok også falde på Alanis...

Der er mange ting jeg burde lave lige nu. Jeg burde gøre endnu et forsøg på at finde ud af hvordan jeg får downloadet matematikprogrammet Maple på min computer. Jeg burde gøre endnu et forsøg på at afstemme en redoxreaktion mellem fast zink og nitrationer i basisk opløsning, som er den sidste opgave jeg mangler at lave færdig i min aflevering til i morgen. Jeg har kæmpet med det skide reaktionsskema i en hel uge, og jeg fatter ikke at jeg ikke kan få det til at stemme. Det er jo gymnasiekemi, for pokker! Jeg burde kunne gøre det i søvne! Jeg burde rydde op og vaske tøj, det er ved at være tiltrængt. Jeg burde sætte mig til at læse noget fysik, eftersom at jeg ikke var der til fysiktimerne i sidste uge, og i timerne i dag var det mest konstruktive jeg foretog mig, at udfylde de små kvadrater på et stykke ternet A4-papir i et multifarvet skakterns-mønster. Jeg burde sætte mig til at lave min aflevering i procesteknik til næste uge. Jeg burde røre mig og få noget motion af en art. Jeg kan virkelig godt mærke (og se... :-s) at jeg ikke har rørt mig særlig meget de sidste par uger.

Men jeg gider ikke. Så jeg gør det ikke. Jeg er så træt. Jeg havde virkelig ikke forudset, at det ville være så hårdt for mig at begynde at læse igen. Jeg er ved at have vænnet mig til at stå tidligt op, men det der med at holde koncentrationen og følge med i undervisningen i op til 4 timer af gangen - det har jeg sgu svært ved. Jeg har ganske vist kun fem forskellige fag, men der skal altså læses en del til dem alle, og det betyder også at jeg at 4-5 ugentlige afleveringer. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om det lyder af vildt meget, men jeg ved i hvert fald, at jeg lader det fylde alt for meget. Det er dét jeg gør når det kommer til skolearbejde. Jeg ville sådan ønske, at det ikke krævede store kraftanstrengelser og umådeligt meget tilvænning af mig, at tage studiet lidt mindre "alvorligt" / "seriøst" (bemærk hvordan jeg kæmper for ikke at komme til at bruge ordet stræber), og rent faktisk fordele min energi lidt mere i overensstemmelse med hvordan jeg prioriterer ting her i livet. For for at være helt ærlig, så har studiet en ret lav prioritet så længe jeg ikke aner hvad jeg vil med det. For jeg har jo ingen idé om hvad jeg vil lave "når jeg bliver stor", men det er jo meget smart at have en uddannelse, så jeg tænker, at hvis jeg nu bare læser noget som jeg synes er interessant, så er chancen for at jeg kommer ud i den anden ende med en uddannelse som jeg ikke gider bruge lidt mindre. Om ikke andet, så kan jeg vel altid gøre karriere inden for terrorismen. Det er måske en lidt skidt indstilling at have til det, men jeg ender nok alligevel bare med at blive lærer eller sådan noget, og hvor god en eksamen behøver man egentlig for dét? Så umiddelbart skal de her fag bare beståes, så kan det næsten være ligemeget hvor godt de bliver bestået. Hvis jeg dog så bare kunne tage lige så afslappet på det i virkeligheden. Det er ikke engang alle afleveringerne som skal afleveres, så egentlig kunne jeg f.eks. godt helt lade være med at lave noget i procesteknik og fysik, men det bliver jo bare ris til egen røv når jeg engang sidder til eksamen og har absolut ingen øvelse i opgaveregning. Nå. Men hvorom alting er, så gider jeg ikke lave nogen af de ting jeg burde lave. Så jeg tænkte at jeg ville blogge om det i stedet... Jeg har forsømt min blog på det sidste, det er over en uge siden jeg sidst har skrevet i den. og nu hvor jeg endelig har taget mig tid til at forfatte et indlæg, så er det eneste jeg kan finde ud af at skrive om mit studie?!? Dét holder ikke! Jeg er fast besluttet på også at skrive om noget andet, så pas på, her kommer det... vrøvl...

Ris. Riskogning, for at være mere præcis. Det er ikke helt så ligetil, som du måske går og tror. I mit skab ude i køkkenet har jeg en pose ris stående, og den anden dag fik jeg kigget lidt nærmere på den. På bagsiden står der tilberedningsvejledninger på fire sprog - svensk, dansk, norsk og finsk. Og der er åbenbart forskel på hvordan de fire folkefærd har for vane at koge deres ris. Eller måske på deres ris-blødheds-præferencer. Eller måske er det den mænge ris de spiser til et måltid, som der er forskel på. Måske er det en blanding af det hele. Under alle omstændigheder er det i hvert fald fire forskellige tilberedningsmetoder der er beskrevet på posens bagside. Alle er de beregnet til fire personer. I Sverige er det standard at fire personer spiser 2,5 dl ris der er kogt 20 min i 6 dl vand og har trukket i 5 min. Men bevæger du dig lidt mod vest til et dansk middagsbord omgivet af fire danskere, så vil du finde 240 g (3 dl) ris, kogt 12 min i 4½ dl vand og trukket i 12 min. Men tager vi derimod til Norge, og spørger en tilfældig på gaden hvordan han/hun ville tilberede ris til fire nordmænd, så får du nok svaret "240 g (3 dl) ris kogt i 15 min i 5 dl vand, trukket i 5-6 min". Til gengæld vil fire gennemsnitsfinner foretrække at gøre som svenskerne, bortset fra at de kun vil benytte 5½ dl vand, og ikke 6. Jeg synes det er mærkeligt. Jeg har aldrig prøvet at følge nogen af de her vejledninger, så jeg ved ikke hvilken en der er bedst. Måske er der kun én af dem der er optimal, og de andre tre resulterer i virkelig dårlige ris. Producentens måde at vise forkærlighed for ét af landene, og så fucke de andre tre, måske?

Og hvad sker der lige for gærpriserne?? Jeg købte en pakke gær i dag. 1,20 kr! Dét er sgu da dyrt! Jeg husker dengang hvor man ikke skulle af med mere end 65 øre pr. pakke. Gær er åbenbart blevet næsten dobbelt så dyrt på forholdsvis få år. Det synes jeg er lidt voldsomt!

Jeg har forresten en teori om hvordan DTU er opstået. Der er enormt mange parkeringspladser derude, og jeg tror, at det hele engang har været én stor parkeringsplads. "Men hvad er dog pointen med sådan en stor parkeringsplads i midten af ingenting?", er der så sikkert en der har tænkt en dag. Hvad skal man med et sted til at parkere sin bil, hvis der ikke er nogen særlig grund til at parkere den dér? "Men hey!", har personen (eller måske personens ven, såfremt at personen har undret sig højlydt) så sagt, "hvis her var et universitet, så ville det ikke længere være så dumt at parkere her! I hvert fald ikke hvis man havde et ærinde på universitetet". Og universitetets art taget i betragtning, så ville det være oplagt at antage at denne person har været lidt naturvidenskabeligt anlagt. Og så lige en sidste ting som har lidt med mit studie at gøre, og så lover jeg at resten af nærværende indlæg bliver DTU-frit... Det irriterer mig noget så grusomt at min fysiklærer ikke kan finde ud af at udtale ordet "omega" ordentligt. Vi kan godt blive enige om, at trykket skal lægges på e'et, ikke? Omega. Men min lærer lægger trykket på o'et, omega, og det lyder vanvittigt dumt! Ret irriterende, eftersom at omega-symbolet bruges meget i det emne vi har om, så det er et ord han siger tit. Tal dansk, din hund!

Den anden nat drømte Sarah, at jeg lige havde fået et barn. Lidt pudsigt faktisk, for natten forinden drømte jeg at jeg blev gravid. Betyder det så, at jeg har tilbragt for meget tid i selskab med Sarah, når mine drømme nærmest fortsætter i hendes underbevidsthed? For en uge siden fik min telefon også den sære idé, automatisk at foreslå Sarahs nummer når jeg efter at have skrevet en sms, skulle vælge hvilket nummer den skulle sendes til. I stedet for at spørge om jeg ville kigge i telefonbogen som den normalt gør, så stod Sarahs nummer allerede på skærmen som om jeg selv havde valgt det. Meget underligt. Men den holdte op med at gøre det efter et par dage.

Og apropos drømme, så havde jeg i nat et bizart mareridt der foregik i bus 150S, som er den bus jeg tager i skole. Jeg er i forvejen ikke særlig vild med at skulle tage metro og bus til og fra skole, og jeg venter med længsel på at det skal blive bedre cykelvejr så jeg både kan slippe for alle de mennesker som også tager bussen, spare nogle penge på transport og få noget tiltrængt motion, så da jeg vågnede efter mit mareridt i morges og kunne konstatrere at det ikke var frostvejr, besluttede jeg mig for at prøve at cykle i skole. Det gik sådan set også fint nok derud - det var en anelse koldt + det tog lidt længere end det nok normalt kommer til at tage mig, eftersom det var første gang jeg kørte turen, og var nødt til at bruge ekstra tid og opmærksomhed på at sikre mig at jeg kørte rigtigt. Men da jeg skulle hjem igen regnede det. Jeg var ret træt, havde hovedpine og en halv forkølelse som nægter at slippe sit tag i mig (og mest traumatisk af det hele: jeg havde de grummeste pandaøjne - og det har altså ikke en udpræget positiv indvirkning på ens humør, at man ved at man render rundt og ligner en klovn), og dét plus regnen gjorde at jeg ikke ligefrem var i festhumør. Så da min kæde pludselig hoppede af efter kun et kvarters cyklen, så blev jeg sgu lidt gnaven. Og jeg gad simpelthen ikke til at stå i pisseøsende regnvejr og sætte kæden på igen. Så var der jo ikke andet for, end at finde den nærmeste station og tage toget hjem. Men hvordan finder man lige en station, når man ikke engang aner hvilken by man befinder sig i?? Jeg havde haft et kort over ruten på vej derud, men det havde jeg smidt ud, for jeg regnede ikke med at få brug for det mere, nu kendte jeg jo godt vejen. Jeg kunne huske at jeg passerede adskellige stationer på vejen, men præcis hvor de lå - fisk... Jeg havde dog en idé om at jeg ikke var så langt fra en af dem, og jeg havde en fornemmelse af hvilken retning jeg skulle gå i, så jeg prøvede mig frem. Og det lykkedes. Eventually... Jeg kan til orientering oplyse om, at alle veje i Gentofte ender blindt. Undtagen Brogårdsvej. Ville det forresten ikke være en fortræffelig idé, at bytte å'et i Brogårdsvej ud med et dobbelt-a?? Brogaardsvej... det ville være meget pænere. Min fars side af familien hedder Brogaard til efternavn. Jeg er faktisk også døbt det. Louise Brogaard. Men min mor ændrede det til Nielsen på et tidspunkt. Jeg har i maaange år prøvet at tage mig sammen til at få det ændret tilbage til Brogaard, men doven som jeg er, så er det ikke blevet til noget. Min bror er lidt mere handlekraftig, han har i det mindste taget det tilbage som mellemnavn, Alex Brogaard Nielsen. Jeg vil helst helt af med Nielsen, det er for kedeligt. Men hvis jeg skulle finde på at blive gift engang, så kan jeg jo bare vente og skifte navn dér. Evt. tage Brogaard som mellemnavn hvis jeg gerne vil have hans efternavn, men hvis han også har et kedeligt efternavn, så kan få lov til at beholde det selv, og så skifter jeg bare til Brogaard.

Nu må det være nok blogning for i dag. Der venter friskbagte boller og varm kakao i selskab med Sarah forude, men det skal først laves, så det er vel snart på tide at komme i gang.

Au (forhåbentlig snarlig) revoir, kære venner.