Vil I høre noget vildt om Schweiz?!?

One down, three to go. Jeg var til skriftlig matematikeksamen i onsdags, og det fuckede jeg vist pænt meget op. Jeg gik egentlig derfra med en følelse af, at jeg i hvert fald havde skrabet et 6-tal sammen, men så var det jo at jeg begik fejlen at snakke med de andre om hvad de havde fået af resultater i de forskellige opgaver, og mine forventninger til min egen præstation faldt hurtigt til et 5-tal, hvilket uden tvivl er en nederen karakter, men hvis jeg også klarer at få et 5-tal for mine afleveringer, så ender jeg samlet med et 6-tal i matematik. Men allerede en time efter eksamenen var slut, blev løsningerne til prøven uploaded til vores intranet, og for at være helt ærlig, så er jeg ikke særlig sikker på at jeg overhovedet har kunne hive det 5-tal hjem. Det er sgu pænt skidt, for jeg har højest sandsynligt heller ikke fået en særlig høj karakter for mine afleveringer, eftersom at min matematiklærer syntes at en af dem lignede en af mine klassekammeraters afleveringer alt for meget, og derfor mente at vi måtte have arbejdet for tæt sammen om det, hvilket ikke er tilladt og er det samme som eksamenssnyd i deres bog. Heldigvis valgte min lærer ikke at indberette os, men i stedet bare at give os en lortedårlig karakter for den pågældende aflevering. Crap. Og vi kan vist allerede få vores karakter i morgen. Men at få fat i den, involverer sikkert en eller anden form for direkte kontakt med vores matematiklærer, og det er jeg egentlig ikke skide hooked på... Det ville være så pisse hamrende ærgeligt at dumpe et fag allerede på første semester. Jeg er stadig på ingen måde sikker på hvad jeg vil "når jeg bliver stor", men jeg vil nu alligevel virkelig gerne have at det her skal fungere, og hvis jeg allerede nu skal til at tage fag om, så må jeg nok indrømme at det ville lægge en alvorlig dæmper på min motivation for denneher uddannelse.

Jeg er officielt alt for ung til at bo i Fucking Nærum. Jeg har siden day one været klar over / sikker på, at 90% af Fucking Nærums befolkning består af ældgamle mennesker, med røven så fuld af penge at deres børn og børnebørn ikke tør fornærme dem ved at sende dem på plejehjem, af frygt for at der bliver skåret i deres arv. De gamle mennesker handler allesammen i den Superbest som er det supermarked der ligger tættest på hvor jeg bor, og Superbest har nu valgt at indføre nye indkøbskurve af hensyn til de gamle mennesker - indkøbskurve med hjul, så de gamle, svage, gigtplagede mennesker der ikke kan klare at skubbe rundt med en vogn, heller ikke behøver at gå og slæbe på en kurv. Jeg ved ikke om den slags er ganske udbredt, men jeg er i hvert fald aldrig stødt på dem før. Og det er da også en fin idé, men jeg er ikke tilfreds med at jeg bor i en by, hvor det største supermarked har følt sig nødsaget til at indføre indkøbskurve med hjul på, fordi der simpelthen er så fucking mange gamle mennesker i Fucking Nærum. Og jeg er generelt bare ikke tilfreds med at bo i Fucking Nærum, jeg har stadig ikke vænnet mig til det. Jeg føler mig overhovedet ikke hjemme her, og nogen gange kan jeg ligefrem glemme at jeg ikke bor på Amager længere. Som i går f.eks. - jeg skulle ind til Sarah, og hende, Louise og jeg skulle finde ud af noget aftensmad sammen. På et tidspunkt om eftermiddagen fik jeg den idé at jeg lige ville høre Sarah om hun og jeg skulle cykle ned og handle ind til det sammen, og den første tanke der ramte mig derefter var ikke "for fanden da, du bor sgu da ikke på Amager længere, så stram dog op!", men i stedet "nåh nej, der var vist noget med at Louise ville handle ind..." *suk*... Jeg vil hjem.

Om lidt under 1½ måned har jeg fødselsdag, og min familie er begyndt at presse på for at få en ønskeseddel. Jeg forstår ikke hvorfor, de kunne lisså godt bare spørge mig ligeud hvad de skal give mig, for stort set alt det der står på mine ønskesedler er bare fyld. Jeg ved altid hvad de har tænkt sig at give mig, og de ved sgu også at jeg ved det, men alligevel insisterer de på år efter år at bede mig om at forfatte en ønskeseddel. Totally pointless. Men i det mindste er jeg da ikke hjemme på min fødselsdag, så de kan ikke holde noget for mig. Jeg er på Roskilde på min fødselsdag i år, så det kan kun blive bedre end sidste år. Der var jeg stadig i London, og der var en uge til jeg var færdig som au pair. Jeg tilbragte min fødselsdag med at passe 9 børn i alderen 3 til 6 år, og lave mad hele dagen som forberedelse til en brunch for 25 mennesker som Lotte og Jakob skulle holde dagen efter, samt lave min egen fødselsdagsmiddag, som nåede at blive kold og kedelig før vi fik spist den, fordi Jakob valgte at komme 1½ time senere hjem end han havde sagt han ville, og der var ikke en eneste der ønskede mig tillykke med fødselsdagen før klokken fire om eftermiddagen, og der var det fandme et af børnenes veninders mor som stort set ikke kendte mig der gjorde det. Nu lyder jeg måske en anelse bitter. Og det var jeg sådan set også. Ikke fordi jeg er særligt vild med at blive fejret og sådan noget, tværtimod - jeg har aldrig brudt mig om at holde fødselsdagsfester for mig selv, jeg synes ikke det er særligt behageligt at bede folk om at komme og gøre mig til centrum og fejre mig, det har jeg det meget mærkeligt med. Men jeg havde det alligevel rigtig nederen med at tilbringe min fødselsdag med at stresse og blive hundset rundt med, og føle at der overhovedet ikke blev sat pris på det arbejde jeg gjorde. Men fuck it, denneher fødselsdag skal nok blive god. Måske formår jeg helt at glemme den. Det gjorde jeg i hvert fald i 2004 hvor jeg også var på Roskilde Festival. Der kom jeg først i tanke om hvilken dag det var, da en af mine venner dukkede op med en gave til mig hen ad aftenen.

Nåh ja - ville du gerne høre noget vildt om Schweiz? Ville du?? Spørg Sarah.

Over and out. Nighty night.