Husker du

Jeg så en film i går, som jeg har haft lyst til at se lige siden den udkom i 2004. Vi snakker om Eternal Sunshine Of The Spotless Mind. Det er virkelig sjældent at jeg ikke har en klar mening om hvad jeg synes om en film umiddelbart efter jeg har set den (faktisk mindes jeg kun at det er sket én gang før, og det var med filmen Princess), men det er altså tilfældet med Sunshine. Jeg kan ikke finde ud af om jeg kan lide den eller ej. Vi kan selvfølgelig ikke komme uden om at den er godt lavet og skuespillet er eminent, men selve historien får jeg altså galt i halsen. Jeg synes at slutningen er fjollet, og hele idéen med at få slettet (meget specifikke) dele af sin hukommelse, dén køber jeg altså ikke. Så måske ødelægger jeg egentlig filmen for mig selv, for lige i denne situation kan jeg vel ikke helt selv bestemme hvad jeg vil og ikke vil købe. Jeg synes at slet-din-ex konceptet er skørt og komplet ulogisk og umuligt, men når forfatterne bag historien har bestemt at sådan er det bare, så kan jeg jo ikke bare komme og sige, at det er dumt fordi jeg ikke mener at det kan lade sig gøre i virkeligheden. Jeg er jo ikke et hak bedre en de der irriterende mennesker der brokker sig over når diverse action og sci-fi film bryder samtlige accepterede fysiske love (hmm... ja, jeg er vist tit selv en af de der irriterende mennesker, men det forhindrer mig ikke i at være irriteret over andre når de gør det... Double standards? Twice as good! (eller… nej, det er sjældent jeg ligefrem brokker mig over det, jeg kommenterer det bare)). Der er virkelig noget ved Sunshine der går mig på, og gør at jeg ikke kan betragte sletteriet som bare endnu en fysisk lov der sagtens kan brydes i Hollywood. Jeg tror jeg er nødt til at se den igen snart, for jeg er sikker på at jeg fokuserer på det helt forkerte, så jeg selv er ude om at filmen er "dårlig". Og hvorfor i al verden bliver jeg ved med at gå og tænke over den?? Møghamrende irriterende film!