Når venskaber går i stykker

Så så man lige mig fyre en joke af, som faldt til jorden med et brag. Politifolk har ingen humor. Jeg var på Lyngby politistation (som ligger i Sorgenfri (som ligger i Virum)) i går for at hente min straffeattest, så jeg kunne overbevise H&M om at jeg virkelig ikke er nær så farlig som jeg ser ud. Jeg stod og ventede i 40 minutter før det blev min tur, og jeg kan altså nå at blive ret så irritabel i løbet af 40 minutter, når jeg i forvejen har lidt travlt, er småsyg og føler at jeg bare står og spilder min tid. Så det var ikke en udpræget glad mig der efter laaang ventetid endelig kom til. Men selvfølgelig var det en superfrisk, flink og smilende betjent der stod bag skranken (er det ikke bare typisk?? Det er lissom hvis man ringer et eller andet sted hen for at brokke sig vildt og voldsomt, og så får man en eller anden sød, serviceminded og smadder hjælpsom person i røret, og så kan man bare ikke få brokket sig alligevel. Skide utilfredsstillende!) Nåh, men han var altså rigtig flink og smed om sig med kække bemærkninger, så jeg tøede egentlig ret hurtigt op og i løbet af de 45 sekunder det tog at få skidtet printet ud nåede vi at blive verdens bedste venner. Fantastisk. Da han så min rene (jo den er så!) straffeattest, kom han med en eller anden kommentar om at han var glad for at se at jeg var sådan et "pragteksemplar af en mønsterborger", og jeg svarede igen med noget à la "hehe, ja det er da noget du tror..." Ganske harmløst og useriøst svar syntes jeg selv, men mere skulle der ikke til for at smadre vores ellers så fine venskab, for dét syntes han ikke var sjovt! Smilet forsvandt og han blev meget kort for hovedet. Jeg troede ærlig talt at vores forhold stak dybere end som så, og jeg blev ret såret over den meget kolde afskedhilsen jeg blev sendt derfra med. De 15 sekunder der gik fra at jeg havde ytret de skæbnesvangre ord til jeg var ude derfra var bestemt ikke sjove. Jeg prøvede at varme luften mellem os igen, prøvede at puste liv i venskabet ved at holde humøret højt og smilet bredt, men han var hverken til at hugge eller stikke i. Den dag i dag ærgrer det mig stadig, at jeg ødelagde det hr. betjent og jeg havde sammen med en dumsmart kommentar - den slags skulle jeg nok have gemt til de af mine venner som er mere vandt til dem. Men på den anden side, hvis vores forhold virkelig var så skrøbeligt at der ikke skulle mere til for at få det til at smuldre, så var det måske alligevel ikke det værd. Men jeg er nu lidt trist. Det var helt særligt, det der var mellem os. Hr. betjent - jeg vil aldrig glemme dig. Tak for alt det du gav mig (dvs. min straffeattest).