Når de voksne slår

Det er virkelig praktisk at vide, hvilke ting der med sikkerhed får en til at græde. Det gør det jo meget lettere at undgå at komme til at græde, hvis man ved hvilke ting man skal holde sig fra. F.eks. ved jeg, at hvis jeg vil minimere risikoen for at komme til at tude mine øjne røde og hævede, så skal jeg ikke lytte til sangene Fix You (Coldplay), Landslide (Smashing Pumpkins) og Everybody Hurts (REM), jeg skal ikke se sidste afsnit af sæson 1 af O.C. eller det sidste afsnit af sæson 10 af Friends, jeg skal ikke se The Freddie Mercury Tribute Concert, og jeg skal slet ikke se / høre / læse noget som helst der har med børnemishandling at gøre. Så jeg går ud fra at det var en ubevidst lyst til at kæle lidt for min indre masochist, der gjorde at jeg tidligere på aftenen satte mig til at se DR1-dokumentaren Når de voksne slår. Hvor syg i hovedet er det lige man skal være, for at få sig selv til at slå sit barn? Så er man jo fucked up beyond repair. Personligt får jeg det fysik dårligt ved tanken. Jeg ved godt, at langt de fleste mennesker der har disse grusomme tilbøjeligheder, selv i deres barndom / ungdom har været udsat for en eller anden form for mishandling - social arv, and all that jazz - men noget der går over min forstand er (og kald mig bare naiv) hvorfor disse menneskers umiddelbare og helt naturlige indstilling ikke er, at sætte alle kræfter ind for at bryde det mønster som de er blevet født ind i. For det kan det jo ikke være. Så ville de jo ikke være så langt ude og så fucked up som de er. Altså, en ubehagelig barndom sætter selvfølgelig sit præg på en, det kan man desværre ikke slippe uden om, men det er min overbevisning at man altid selv kan "bestemme" hvor udtalt det præg skal være, og hvor meget det skal have lov til at fylde senere i ens liv. Så kan du fortælle mig nok så meget om, at ikke alle mennesker er stærke nok eller ikke får den rette hjælp og whatnot, men dét er sgu ikke grunden til at man ender som voldspsykopat. Andre kan jo ikke komme udefra og løse dine problemer, med mindre du selv tager det første skridt og lægger ud med at gøre en indsats. Og det er så her, at jeg ikke forstår hvorfor at mennesker som har haft det af helvedes til tidligt i deres liv, ikke helt automatisk forsøger at vende deres liv rundt 180 grader, så snart de er gamle nok til at have magten til at gøre det. En person som er blevet mishandlet som barn må jo være pænt meget klar over, at det ikke er skide fedt, så de kan jo umuligt ønske at udsætte et andet menneske for den slags lort, så er man jo bare en helt anden slags psykopat. Og en person som har mishandlet sit barn skal bare ikke komme, og prøve at bilde sine omgivelser ind at de har forsøgt at ændre sig, men at det af den ene eller anden grund ikke har lykkedes, for det er noget pis og jeg ville i hvert fald aldrig kunne tro på det. Hvis forsøget på at ændre sig ikke har lykkedes, så har de sgu heller ikke gjort en alvorlig indsats. For det er altid muligt at gøre det hvis man vil. Og hvis ikke engang ønsket om, at ens barn skal have det godt, er motivation nok for at tage sig sammen og fortage denne opstramning – ja, så er man fandme på røven. Fucked up beyond all repair. For jeg kan ikke se hvad der nogensinde kunne være mere motiverende end dét. Så folk der mishandler deres børn er ikke ofre (ex-ofre måske, men det er sgu hovedsageligt deres egen skyld at de ikke er kommet videre, og at de stadig lader det styre deres liv) – folk der mishandler deres børn = afskum der skal straffes så hårdt, at min fantasi ikke rækker til at udtænke metoder dertil, som er tilstrækkelige. Så en gang til - hvor syg i hovedet er det lige man skal være, for at få sig selv til at slå sit barn? Eller hvor meget udhulet, følelseskold narkotæve skal man være for bare at se til, mens ens kæreste slår ens barn?
Vold skal aldrig være en del af et barns hverdag, bestemt heller ikke selvom det ikke er mod barnet selv. Intet barn fortjener at vokse op i et hjem, hvor far tæver mor. Og en forælder som ikke tager børnene og forlader den anden forælder, i sammen sekund som denne beviser at han / hun aldrig burde have haft lov til at få børn in the first place – dém har jeg heller ikke side meget til overs for. I dokumentaren var der en kvinde, der havde levet i et voldeligt ægteskab i 10 år før hun havde taget sig sammen til at forlade manden. 10 år! Med børn!!! Ok, fair nok hvis du selv synes at det er helt i orden jævnligt at blive tævet i smadder, men dine børn har sgu aldrig gjort noget for at fortjene at se deres mor blive ydmyget på den måde. Da hun blev spurgt hvorfor det havde taget hende 10 år at komme ud af det, svarede hun at det jo nok var drømmen om at det hele nok skulle blive godt igen og de skulle leve lykkeligt til deres dages ende, der havde fået hende til at blive. Øhm... undskyld mig, men afgik den drøm ikke uigenkaldeligt ved døden allerede idet din mand slog dig for første gang?? Hvad er det lige for en lykkelig fremtid du troede I kunne få? Og selv hvis manden en dag skulle få en åbenbaring, og holde op med at være voldelig, ville hun så virkelig være i stand til bare at forgive and forget? I så fald ville jeg komme til at foragte hende på en helt ny måde. Pga. hendes latterlige forhåbninger og drømme, levede hendes børn med vold i deres hverdag i 10 år. Det er jo uacceptabelt.
Det ved dokumentaren der for alvor fik mig til at tude, var historien fra en 6-årig dreng og hans 12-årige storesøster, om hvordan han dagligt var blevet udsat for vold og at hans storesøster havde taget det som sin opgave at beskytte ham. Det gør jo ondt at høre på sådan noget. Og man kan sige rigtig mange grimme ting om hvor dårlige de kommunale socialforvaltninger er til at hjælpe de her børn. Men jeg synes ikke vi gør det nok. Der er ikke langt i mellem tragedierne, der jævnligt bliver blæst ud i nyhederne og på avisforsiderne. I dokumentaren var der også en tidligere socialrådgiver der fortalte om, hvordan det på grund af underbemanding og voldsomme arbejdsbyrder, desværre ikke er sjældent at en alvorlig sag forsvinder i mængden og er mange måneder om at blive behandlet, selvom pædagoger, læger, politi og whatnot konstant er på nakken af dem over det. Det er fandme sørgeligt.

Jeg ved godt, at det er et dumt spørgsmål og at der ikke findes noget endegyldigt svar (i hvert fald ikke et der nogensinde kunne tilfredsstille mig), men når det kommer til børnemishandling er jeg ét stort spørgsmålstegn. HVORFOR?? Hvordan kan man slå sit barn? Eller bare hvilket som helst barn, for den sags skyld? Eller tillade at andre lægger hånd på ens barn? Jeg kunne godt tænke mig, at være den der bestemmer hvordan en der er blevet dømt for børnemishandling skal straffes. Ikke at jeg ville være i stand til at finde på nogen form for straf, der nogensinde ville være tilstrækkelig, men jeg ville fandme kunne gøre det bedre end de strafferammer som vi straffer efter her til lands.