"You know that point in your life when you realise the house you grew up in isn't really your home anymore? All of a sudden, even though you have some place where you put your shit, that idea of home is gone ... You'll see one day when you move out, just sorta happens one day, and it's gone. You feel like you can never get it back. It's like you feel homesick for a place that doesn't even exist. Maybe it's like this rite of passage, you know? You won't ever have that feeling again until you create a new idea of home for yourself. You know, for... for your kids - for the family you start. It's like a cycle or something. I don't know. But I miss the idea of it, you know? Maybe that's all family really is. A group of people that miss the same imaginary place"

- Andrew Largeman, Garden State

SÅ!

Nu er jeg simpelthen så juleklar som jeg overhovedet kan være! Intet mindre. Eller... jo, lidt mindre, måske... Jeg mangler stadig at pakke nogle gaver ind, jeg har ikke så meget som bare overvejet at begynde at pakke til min tur til Jylland, og jeg er på ingen måde sikker på at jeg mentalt er rustet til at overleve tre dage i familiens skød - hvilket sikkert kan forklare hvorfor jeg er så besynderligt positivt stemt over for det alt sammen lige nu. På et eller andet tidspunkt inden for de næste 24 timer rammer det mig nok, hvad det egentlig er der skal foregå, og så skal det nok gå galt. Så jeg har brug for et par frivillige, som ikke vil have noget imod at modtage en lind strøm af sms'er fra mig over de næste dage. Indholdet af disse sms'er vil nok hovedsageligt kredse om min frustration / undren over diverse aspekter af julen og alle de traditioner der dertil hører (men nu påbyder det gode humør jeg befinder mig i lige nu, mig ganske vist også til at oplyse jer om, at der dog er en vis chance for at flere af sms'erne kan komme til at indeholde positive budskaber). Eller også kommer de til at handle om alt andet end jul, fordi jeg har fået rigeligt af den fra alle andre leder og kanter. Men altså... any volunteers?? Jeg er nødt til at have en eller anden form for kontakt med omverdenen...
Min far har meddelt at vi skal i kirke i morgen. Jeg har ikke sat fod i en kirke siden min lillesøster blev døbt, og det er vel snart ved at være fem år siden (lige bortset fra den der store kirke med det høje tårn i Sevilla... og den der anden lidt mindre kirke, som ligger på en kedelig gade og hvor der vist efter sigende ligger en eller anden berømt mand (Columbus??) begravet). Så vidt jeg husker, er gudstjenester ikke det mest ophidsende her i verden. Måske man skulle tage en bog med? Eller ville det være upassende?
Nå. Jeg må hellere se at finde ned til metroen. Første etape af juleriet starter i aften, med min mors side af familien i Helsinge. Wish me luck...

Glædelig jul.

My last will and testament

Jeg skal ud og købe julegaver i dag. Og tro det eller lad være, men jeg er faktisk i rigtig god tid i år, i forhold til hvornår jeg normalt plejer at tage mig af julegaveindkøb. Som regel er det noget jeg udsætter til de sene eftermiddagstimer d. 22. eller 23. december. Men julegaveindkøb er jo farligt, lige meget hvornår i december man gør det. Kombinationen af julemusik i højtalerne, pynt i alle vinduer, duften af brændte mandler på alle åbne pladser og rødglødende, overbelastede dankort, kan få dræberinstinktet frem i selv den mest harmløse, gangbesværede pensionist (fyi - rollatorer kan fandme slå hårdt, hvis de bliver ført med en beslutsom hånd).
Men gaverne skal jo købes, så jeg vil se døden i øjnene, grine hånligt af den, komme med et par spydige bemærkninger eller to, om at man skal stå tidligere op end som så, for at få mig ned med nakken, lige meget hvor mange brændte mandler, anstrengt smilende ekspedienter og blodtørstige gamle damer man allierer sig med. Ingen julegavekøbende horder af menneskeligt affald skal holde mig fra at udfører min mission!
Men... det kan gå galt for selv den bedste. Og for mig, for den sags skyld. Kan hænde, at jeg ikke overlever. Enten fordi jeg bliver trampet ned i det massehysteri der opstår, når det går op for folket, at den allersidste Bionicle-figur netop er blevet solgt, og at der ikke kommer flere overhovedet, eller også fordi jeg selv bliver så arrig, at jeg kommer til at gøre ting ved andre mennesker, som medfører, at død ved stening bliver lovliggjort, fordi det vil være den eneste passende straf for hvad jeg måske / måske ikke kommer til at udsætte mine medmennesker for i dag. Og i så fald synes jeg at det er på sin plads, at jeg lige klarlægger nogle retningslinier for hvordan jeg ønsker at mine worldly possesions skal administreres efter min bortgang:

Min Queen-samling (cd'er, vinyler, bøger, plakater, dvd'er, vhs'er, fanclub-medlemskab, stof-tingester som jeg ikke har et navn for, tøj, plastikposer - det hele): den skal Louise have. Jeg mindes, at hun tidligere har ytret ønske om at overtage denne, i tilfælde af at jeg skulle omkomme under en dengang nært forestående flyrejse. Det gjorde jeg selvsagt ikke. Men Louise, du er hermed udvalgt til at arve alt hvad jeg har af Queen. Det er kun rimeligt, når det nu engang var dig der skulle udsættes for min barnlige (psykopatiske?) entusiasme (sindssyge?) ved Queen + Paul Rodgers koncerten i sommer. Just don't go selling any of it! I'll come back and haunt you, for sure!

Min computer (kendt i visse kredse som Hermes): den så jeg gerne blev givet til Nationalmuseet, eller en lignende institution som har forstand på at tage sig af oldtidsfund af denne kaliber.

Mine O.C. dvd’er: dem får Mette. Jeg ved at de vil finde et kærligt hjem hos hende, hun vil behandle dem med den respekt og omsorg de fortjener. Desuden ligger de allerede allesammen inde hos hende, og jeg tror de ligger meget godt.

Garden State: når I rydder mit værelse vil i finde en Garden State dvd et eller andet sted. Højest sandsynligt på skrivebordet. Men muligvis på reolen. Eller eventuelt over på kommoden. Og jeg må nok indrømme, at chancen for at I finder det tomme cover liggende på fjernsynsbordet og selve dvd’en siddende i dvd-afspilleren, den foreligger så afgjort også. Men altså, Garden State dvd’en. Den skal også gå til Louise. Det synes jeg er mest fair. Det er trods alt hendes.

Alle mine Hanson cd’er: min Hanson-samling er desværre ikke den mest imponerende af sin slags, så jeg tvivler på at der forefindes noget i den, som alle Mafia-medlemmer ikke allerede er i besiddelse af. Så det er mit ønske, at min Hanson-samling skal tjene et helt specielt formål: når Mafiaen for fremtiden bliver overvældet af en ubetvingelig trang til at give en ikke-fan noget af Hansons musik (for den lyst bliver vi jo alle ramt af fra tid til anden), så skal det være muligt at tage fra min samling, hvis der altså i denne findes noget der passer til situationen. Det vil unægteligt kunne spare Mafiaens medlemmer for nogle penge. Disse kan så i stedet bruges til at financiere fremstilling af t-shirts eller kalendere og sådan. Jeg udpeger Sarah som administrator af min Hanson-samling. Hun har det afgørende ord, når det kommer til at beslutte hvem der er værdige til at modtage det glade budskab om Hanson i form af mine cd’er.

Verdens grimmeste badehåndklæde: jeps, det ejer jeg nemlig. Julegave fra arbejdet – tak for lort! Det har en virkelig ubehagelig grå farve, og så er der Snoopy på. Og det er grimt. Grimtgrimtgrimtgrimtgrimt. Grimt. Meget, endda. Men altså, jeg ser gerne, at I i fælleskab udvælger en eller anden som I ikke kan lide, og giver det til ham / hende. I må gerne sige at det er fra mig, så den pågældende person ikke hævner sig på jer.

Så kan jeg ikke rigtig komme i tanke om flere ting, som jeg har nogle bestemte ønsker for. I må slås om resten. Jeg har en hel del Smashing Pumpkins / Zwan / Billy Corgan cd’er – hvem der end overtager dem: vær sød at behandl den kære Cowboy Bill med ærbødighed og respekt. Same goes for den som overtager mine LOTR-dvd’er – både de almindelige og extended editions. Jeg har også nogle appelsiner. De smager ret godt. Nyd dem.

Det var vist det. Nu er der vel ikke andet at gøre, end at stille sig selv spørgsmålet: hvad fanden er Geomag??

Danmarks Kedeligste Orkester

Der er to bands her i verden hvis musik jeg kan knytte minder til, lige så langt tilbage i tiden som jeg overhovedet kan huske. Det er ikke bands jeg på noget tidspunkt har "opdaget", deres musik har bare altid været der, og har altid bidraget positivt til mit liv. Bands, for hvilke min facination og begejstring aldrig ville kunne blive gjort retfærdighed, af nogle af de ord der optager plads i mit ordforråd. Det ene band er Queen - grandiøse, overdådige, overjordiske, fænomenale og helt igennem fantastiske. Det andet band er Queen’s modsætning, og det mener jeg på ingen måde negativt! Verdens Lykkeligeste Band - TV2. Dejlige, tilgængelige, naturlige, fænomenale og helt igennem fantastiske! Deres musik er vidunderligt ligetil, nede på jorden og helt oppe under skyerne på én og samme tid, over alt og ingen steder, altomsluttende og altigennemtrængende - under stjernerne et sted i mellem himmel og jord. Jeg elsker dem fordi deres sange handler om mig. Og om dig, for den sags skyld. Om din nabo, dine idoler, din frisør, din lokale grønthandler; din fortid, din nutid, din fremtid; ham den flinke fyr som holdte tilbage for dig da du havde super travlt og skulle hurtigt over vejen, om hende den dumme kælling som ikke holdte tilbage for dig da du havde super travlt og skulle hurtigt over vejen, og som oven i købet også lige kørte gennem den der vandpyt så det sprøjtede og du blev ekstra sur og våd. Og om Hr og Fru Danmark; om tidens kvinder og rigtige mænd; om Hovedbanegården og Gare Du Nord; om sol over Gudhjem og Viborg i regnvejr; om den sidste bølge og de første kærester på månen; om stormfulde højder af lykke; om lige nu, september 85, 1998 og en sommerdag for alt for længe siden. Om alt, lige fra Danmark når det er bedst til hele verden fra forstanden. Lige meget hvad dit hjerte måtte begære, så har TV2 en sang der passer dertil. Jeg kan kun forholde mig uforstående (men dog accepterende, for her skal jo være plads til alle) overfor folk som ikke kan lide deres musik. Virkelig, hvordan er det muligt ikke at kunne lide deres musik?? Jeg er helt sikker på, at hvis man bare tog sig tid til at lytte til det, så ville alle som én - stump, punk eller nørd - kunne finde noget deri som tiltalte dem. Så ned på knæ og indrøm du ka li det, din slemme, slemme dreng...
Jeg elsker Danmark. Og for mig har TV2 altid være indbegrebet af alt hvad der er dansk – på godt og ondt. Ergo, jeg elsker TV2. Og alligevel har jeg kun oplevet dem live én gang: i sommer til Grøn Koncert. Og det er ikke ligefrem fordi det er synderlig besværligt at komme til at se dem optræde, de tager på en rimelig omfattende tour i starten af det nye år, men jeg ville nu alligeve give min højre arm og en nyre eller to, for at kunne komme til at se dem til P3 Session på torsdag. Men verden er nu engang så uretfærdigt indrettet, at man skal vinde billetter, og jeg er altså skruet sådan sammen, at det er fysisk umuligt for mig at vinde noget som helst, lige meget hvor ihærdigt jeg end forsøger. Så Sarah og jeg væbner os til tænderne med rodløshed og går i tænkebox, for at finde en anden måde at komme ind på. Der må da være et vindue et eller andet sted i bygningen man kan kravle ind af. Eller en ubevogtet dør... Og hvis det fejler, så kan vi jo bare følge ham fyren fra Sarahs kollegies forslag om, at iføre os lydteknikker-tøj og slippe ind i den forklædning... eller noget...

Louise,
Danmarks Kedeligste Fan,
et sted i en fjern og glemt provins,
Danmark

...og uden at nogen rigtig så det, forsvandt hun i den iskolde nat

... men nu skal det hele jo ikke gå op i sure miner

For der er faktisk lys i mørket. Der er visse slags personer, som alle efter min mening burde have en af i sit liv. Alle burde f.eks. have en Hanne. Den Hanne jeg tænker på lige her, er en ældre kvinde som jeg arbejder sammen med, og hun er helt igennem fantastisk! Hun er dybt underlig og yderst morsom, og når man møder på arbejde kan man altid være sikker på at blive hilst med et entusiastisk og oprigtigt "hvor er det dejligt at se dig" fra hende. Hun går op i de underligeste ting, og gør et stort nummer ud af at fortælle en om besværlighederne ved de ordrer hun går og pakker, og selvom man fatter hat af hvad hun siger, så bliver man hellere end gerne stående i 10 minutter og hører på hende, bare fordi hun tydeligvis meget gerne vil sige det her. Og så kalder hun altid en for pus/mus/skat/stump/trold, og helt ærligt, normalt er der fandme ikke nogen der skal kalde MIG for SKAT! Men af en eller anden grund er det bare helt i orden når Hanne gør det. Det er i det hele taget ikke særlig mange gange i mit liv, at der er nogen der har brugt den slags navne om mig, så det lyder som regel helt forkert når det rent faktisk sker. Men når Hanne gør det, lyder det underligt nok helt rigtigt. Hun har også altid meget ondt af mig fordi jeg skal cykle helt fra Rødover til Amager hver aften. Jeg har prøvet at forklare hende, at det ikke er noget jeg skal, men noget jeg vil. Men hun synes stadig at det er åh så synd for mig.

Hvis hun nogensinde skulle få brug for et ekstra barnebarn, så må hun meget gerne adoptere mig.

Der er én jeg gerne vil slå på, men jeg ved ikke hvem det er - og det er fandme irriterende!

Man skulle næsten tro, at med alder kommer bare en lille smule moral og sund fornuft, ikke? Jeg kan så oplyse jer om, at det bestemt ikke altid er tilfældet (det vidste I nok allerede, men nu ved I, at jeg også ved det. Er I ikke bare glade for det?). Jeg vil vove at påstå, at gennemsnitsalderen på et kollegie er høj nok til at man kan tillade sig at antage, at man færdes blandt individer der HAR lært de basale regler for hvordan man opfører sig når man omgåes andre mennesker - f.eks. at man ikke må stjæle. Og så er det altså trist at opdage, at det overhovedet ikke forholder sig sådan. Over de sidste uger har jeg fået stjålet en del forskellige madvarer fra mit køleskab og fryser, og jeg ved at Mette har været ude for det samme. For et par dage siden skete det igen, der var en eller anden der havde hugget en bøtte is fra mig (hvilket efter min mening burde føre til dødsstraf), så jeg skrev en lille besked om det på vores tavle ude på gangen, bare for at gøre opmærksom på hvor fucked up jeg synes det er at gøre sådan noget, og så eksploderede tavlen ellers med beskeder fra rigtig mange andre, der også har mistet masser af ting på det sidste. Det er fandme som at være tilbage på kostskolen, der kunne man heller ikke lægge noget i køleskabet uden at det var forsvundet før man fik set sig om.
Det er simpelthen for dårligt, men hvad kan man gøre ved det? Jeg er i det hele taget SÅ træt af at bo her - hvad jeg dog ikke ville give for at have min egen lejlighed. Jeg er efterhånden nået til det punkt, hvor ens hedeste dagdrømme handler om at have sit eget køkken. Så kunne det være at jeg rent faktisk også kunne få lavet noget rigtig mad indimellem. Det her delekøkken-helvede er ikke ligefrem det fedeste i verden.
Nogen der har en lejlighed som jeg må få?

Overskud

Man kan sagtens sætte pris på de små ting i livet, uden at være hverken mongol eller synderligt begejstret for skinnende bolde.
I går formiddag blev jeg ringet op af My, en pige som jeg læste sammen med i de par måneder jeg holdt ud på teatervidenskab. Hende her My var ikke en jeg nåede at lære vildt godt at kende, men jeg nåede dog i løbet af de måneder at komme til den konklusion, at hun klart var et af de mere fornuftige mennesker i min årgang. "Men når du ikke kendte hende så godt, hvorfor ringede hun så?", kan jeg nu høre jer alle spørge i kor... Jo, hun ringede skam bare for at høre om jeg havde det godt. Hun havde godt regnet ud at jeg var droppet fra studiet, selvom jeg faktisk aldrig fik sagt det til nogen derfra, og hun ville bare lige sikre sig at det ikke var noget jeg havde gjort, fordi der var noget helt galt, og så bare lige spørge til hvordan det gik osv. Dét gjorde mig helt vildt glad! Sådan noget er der altså ikke mange mennesker der kunne finde på at gøre.
Så længe der stadig findes My'er her i verden, så kan det ikke gå helt galt.

Opdeling: samlet

Uoriginal som jeg jo er, så vil jeg lige følge Sarahs eksempel, og komme med et par kommentare om julefrokosten med arbejdet i lørdags. Sarah og jeg var ret uheldige med de mennesker vi kom til at sidde ved bord med. Ham der sad mellem os var fucked up, og manden pa den anden side af mig virkede lidt som om han var stiv allerede før vi begyndte at spise. Han snakkede ikke særlig meget med os (hvilket jeg nok skal være glad for), han sad bare og blev ved med at hælde øl i mit glas, så jeg meget hurtigt mistede overblikket over hvor meget jeg egentlig havde drukket. Tusind tak for det.
Hvis der er noget der kan irritere mig grænseløst, så er det folk der ikke fatter et vink med en vognstang. Sådanne personer var der to af til stede ved julefrokosten. Den ene, en pige, var fuldstændig ude af stand til at forstå Sarahs yderst diplomatiske og høflige måde at sige at nej, hun havde ikke lyst til at tage med videre i byen når vi engang blev smidt ud af DGI-byen, hvor julefrokosten blev holdt. Tøsen sad i noget der lignede en halv time og blev ved med at spørge om vi skulle med videre, og hun blev ved med at få det samme svar, og alligevel fattede hun nada. Det krævede godt nok også en del undvigelsesmanøvrer fra min side, at slippe for at skulle slæbe hende med mig tilbage til mit kollegie efter julefrokosten. Jeg var kommet til at nævne, at der samme aften var julefrokost på min etage her, og at hvis jeg ikke tog med i byen, ville jeg tage hjem og se om der stadig var liv i festen på kollegiet. Straks ville hun med, for hun ville nemlig meget gerne se et kollegie (...?!?) Jeg kunne lige se for mig, hvordan det ville ende med at hun skulle overnatte her osv., hvilket jeg ikke var spor hooked på, eftersom hende her pigebarnet altså ikke rigtig siger mig særlig meget. Og alle mine forsøg på at forklare at chancen for at festen her stadig var i gang når jeg kom hjem ikke var særlig stor, trængte bare ikke igennem til hende som afslag på hendes forespørgsel. Jeg synes ellers at det var ret tydeligt. Til sidst gik jeg bare fra hende i håb om at hun havde glemt det næste gang jeg så hende, men no such luck, hun kom og spurgte igen senere på aftenen. Faktisk gik jeg stort set kun med videre i byen for at slippe for at skulle sige lige ud at jeg ikke gad at have hende med tilbage på kollegiet.
Den anden fattesvage person uden evne til at opfatte hvornår man står og gennemprygler dem med en vognstang, var en fyr - et af de særeste (på den meget ufede måde!!) individer jeg længe er stødt på. Hende pigen er trods alt ok i de små portioner man er udsat for hende i på arbejdet, men ham her! Ham kan jeg bare ikke snuppe. Han er dum. Tror han er Einstien, men den sørgelige sandhed er desværre, at han ville have virkelig svært ved at fremstå mere uintelligent. Han er af den type, som det er direkte farligt at sige hej til når man møder på arbejde, for det tager han som en opfordring til at fortsætte med at tale på dig resten af dagen, og så hænger man på ham de næste 6-7 timer. Højest ubehageligt. Nå, men problemet i lørdags med ham her tossen (igen, tosse på den meget ufede måde!!), var sådan set bare, at han ikke opfattede korte enstavelsessvar der på ingen måde opfordrede til videre samtale, som en hentydning til at han måske skulle prøve at finde nogen andre at genere. Han sagde de dummeste ting. F.eks. brugte han meget lang tid (af flere omgange i løbet af hele aftenen) på at fortælle mig, at han ikke troede på at jeg ikke er jyde. På et tidspunkt slyngede han også ud, at han var sikker på at jeg havde en forfærdelig musiksmag. WTF?? Han kender mig jo ikke, og han aner ikke hvad for noget musik jeg lytter til, men han var bare overbevist om at sådan en som mig ikke kunne have en anstændig musiksmag. Idiot. Da vi skulle videre i byen blev vores 'gruppe' – os lagermedarbejdere – desværre splittet i den forvirring der selvfølgelig opstod da julefrokosten sluttede, og 50-60 mennesker allesammen samtidig skulle finde deres overtøj osv., og jeg endte i selskab med begge ovennævnte eksempler på personer der egentlig bare burde have været en plet på lagenet, og kun én af de af mine kolleger som jeg rent faktisk synes er et hæderligt og underholdende menneske (samt nogle stykker som jeg ikke rigtig kender). Så der gik ikke mere end et par timer før jeg blev enig med mig selv om, at jeg havde fået rigeligt med firmajulefrokost for denne gang, og jeg annoncerede for de andre at jeg ville tage hjem. Desværre bor ham åndspygmæen lige i nærheden af mig, så han tilbød at gøre mig selskab hjemad. Jeg fandt ikke rigtig tanken om at være alene med ham synderligt ophidsende, så ville jeg jo være nødt til at snakke med ham, så jeg sagde at jeg ikke havde tænkt mig at tage metroen/bussen, men at jeg ville gå, i håb om at det ville få ham på andre tanker (for helt ærligt, hvem gider at gå fra Scala til Amager kl. 4 om morgenen? Udover mig, altså...) Men det syntes han selvfølgelig var en fantastisk idé :-s Pænt skod! Men ok, så var han sgu også selv ude om det! Vi havde ca. 45 min. foran os som skulle udfyldes med bare en eller anden form for (sam?)tale, og jeg gad sgu ærlig talt ikke høre på ham, så jeg tog ordet (og beholdte det) og sørgede for at vise mig fra min mest charmerende (læs: ubehagelige (...naturlige??)) side. Så ka han lære det. Håber jeg.
Det ville selvfølgelig have været nemmere hvis jeg bare havde sagt lige ud til de her personer, at jeg ikke gad dem, det er normalt ikke noget jeg har problemer med at gøre, men det er trods alt mennesker som jeg skal arbejde sammen med, og jeg har lidt på fornemmelsen at det ville lægge en dæmper på stemningen i pauserummet, hvis jeg åbentlyst bekendtgjorde at jeg er knapt så begejstret for adskellige af mine kolleger. Der er dog en enkelt af mine kolleger som jeg ikke har noget som helst imod (gang på gang) at oplyse om, at jeg ikke kan tåle ham, men han fatter det alligevel ikke (hvilket er uhyre frustrerende!) Hans evner til at frastøde når niveauer, som de andre uheldige tilfælde slet ikke kommer i nærheden af. På et tidspunkt i lørdags kom han hen og afbrød en samtale mellem Sarah og jeg for at snakke med hende, og det var hverken hun eller jeg udpræget vilde med, og eftersom at jeg nærer knapt så venskabelige følelser overfor lige præcis ham her (og måske også fordi jeg havde udnyttet det faktum at der var gratis fadøl på det groveste), var jeg ikke sen til – meget højlydt – at informere ham om at han ikke var velkommen, og at det var pisse irriterende at han kom og afbrød. Det fattede han selvfølgelig ikke. Han fatter intet. Men der gik ikke længe inden han havde fortalt de fleste af vores kolleger om hvordan jeg fuldstændigt ubegrundet havde skreget af ham (jeg vil gerne lige tilføje at han skreg mindst lige så meget som mig, og at hans stemme altså er meget skinger og meget mere ubehagelig end min!) I dag kom han hen til mig og spurgte om jeg var færdig med at skrige. Øhh...? Han mente ikke at jeg havde haft nogen grund til at blive sur, for han insisterede på at Sarah og jeg bestemt ikke havde været i gang med en samtale da han kom og forstyrrede (men det er sjovt nok ikke sådan hverken hun eller jeg husker det). Der er virkelig få mennesker der kan sætte mit pis i kog som han kan. Han fulgte efter mig i et par minutter mens jeg gik og pakkede, og blev ved med at spørge hvorfor jeg havde skreget af ham, og jeg blev ved med at svare, at det var fordi han havde afbrudt os, hvilket han benægtede, og startede forfra med at spørge hvorfor jeg havde skreget af ham. Samtaler med ham har det med at ende med at køre i ring, om og om igen - manden er jo fucking evnesvag. Jeg var meget tæt på at hæve stemmen igen, men det ville have været spild af kostbar energi, for han fatter alligevel ikke en skid af hvad man siger til ham!! AAARGH!!! Og det er fandens irriterende!!! I dag da jeg var på arbejde fik jeg også af vide, at han havde fortalt en af de andre, at jeg havde fået skæld ud af en af vores ældre kolleger, og at jeg derefter havde været havde undskyldt. Mig?? Undskyldt?!? HA! As if. Og sgu da slet ikke når jeg ikke mener at jeg har gjort noget forkert. Og overfor HAM af alle mennesker?? Aldrig i livet. Der har vi igen dén der, med fyre der opdigter et alternativt og for dem mere acceptabelt hændelsesforløb. Det er en epidemi.

[/rant om irriterende kolleger]

Og nu videre til irriterende sangerinder. Under normale omstændigheder har Mariah Carey en meget ubehagelig effekt på mig. Nærmest allergifremkaldende. Jeg er sikker på, at hvis jeg blev udsat for hendes brægen i længere tid af gangen, så ville mine øre begynde at bløde. Om ikke andet fordi jeg helt automatisk ville komme til at gribe den nærmeste blyant / ske / paraply / whatever og jage den i øret for at slippe for at høre på hende. The Sound of Doom, people, mark my words. Den dag dommedag bliver annonceret, så bliver det med en Mariah Carey sang som indledning og / eller baggrundsmusik. Men der findes én undtagelse. Nu er det jo jul, og så er der visse sange der SKAL skamspilles på alle radiostationer, inklusive All I Want For Christmas Is You. Og af en eller anden grund som jeg aldrig selv har forstået, så ææælsker jeg den sang! Jeg kan ikke undgå at blive i godt humør af den, den er skøn. I modsætning til så mange andre, så er jeg faktisk ovenud begejstret for alle de der 'juleklassikere' der altid bliver spillet til hudløshed i december. Wham, Queen, Slade, Band Aid – bring ’em on, I say! You name it – I love it. Til gengæld synes jeg at det er meget få af de nyere julesange som er specielt gode. F.eks. sidste uges uundgåelige på P3, Fra Mig Til Mig. Umådeligt ringe sang!! Virkelig sørgeligt spild af airplay. Men ok, den falder heller ikke rigtig ind i den stemning som kendetegner de sange som definerer jul for mig (denne uges uundgåelige til gengæld, dén er fandme fed! Ikke at det har noget med det her at gøre, men øh... ja, den er fed).
Og apropos julen, så lagde jeg mærke til noget hyggeligt da jeg cyklede hjem fra arbejde her til aften. Lidt nede af den vej jeg bor på, er der en bygning som i evigheder har været plastret til med stilladser, hvilket ikke ligefrem er et kønt syn. Men nu er det blevet pyntet op til jul. Det er et lidt svagt forsøg på oppyntning, men det er da et forsøg none the less. Der er blevet sat et lille juletræ op på taget af en af deres vogne eller trailere eller hvad sådan nogle nu hedder, og så er der blevet sat en lyskæde på stilladset øverst oppe (koncentreret i én klump, ganske vist, ikke langs med kanten...) Og der er også blevet sat en lyskæde op i ét af træerne over på den modsatte side af gaden, ved siden af vores lokale pizzaria. Jo jo, kom ikke og sig, at Brydes Allé ikke juler...

Jeg vil lige runde af med et spørgsmål. Hvad betyder overskriften på nærværende blogindlæg?? Opdeling: samlet. Når jeg er på arbejde, render jeg rundt med en vogn som er udstyret med en computer som fortæller mig hvad jeg skal pakke. Denne computer har selvfølgelig en skærm, og oppe i venstre hjørne på denne skærm står der 'opdeling: samlet'. Jeg aner ikke hvad det betyder, eller hvad det overhovedet har med at gøre, men jeg kan for mit liv ikke forestille mig nogen som helst sammenhæng som ville gøre formuleringen 'opdeling: samlet' logisk! Kan du?? Opdeling... samlet...? I don’t get it. Jeg må spørge chefen en dag. Jeg ville have gjort det for længe siden, hvis det ikke var fordi han allerede er overbevist om at jeg er rigeligt underlig i forvejen. Men jeg tror godt jeg kan tillade mig det nu – jeg har oplevet ham fuld, så nu er stillingen mere lige. Til julefrokosten brugte han rigtig lang tid (hindret af en del snøvlen og endnu flere uforklarelige kunstpauser end han plejer at gøre brug af i ædru tilstand) på at forklare mig hvordan arbejdstiderne er nytårs aften, men det må han have været for stiv til at kunne huske at han havde gjort, for jeg fik præcis samme tale fra ham i går... Hans autoritet er nu ikke-eksisterende. Anarchy!!!

I dreamt last night that I had special powers. That if I squeezed my eyes tight, clenched my fists as close as possible, we'd all end up in paradise.
I was a super hero, and that was my power.

[/qoute]