"Fugleinfluenza er i dag blevet konstateret i Sverige. Nu er det kun et spørgsmål om tid før den når Danmark, siger eksperterne" - dét har manden i fjernsynet lige fortalt mig. Så er der jo kun én ting at gøre. Vi ved hvad der skal til, hvilke midler der må tages i brug... Al kontakt med Sverige må afbrydes med øjeblikkelig virkning, det kan simpelthen ikke være anderledes. Det er selvfølgelig en skam (...?), men det er et nødvendigt offer i en situation som denne, vi er nødt til at beskytte os selv mod de syge svenskere.

Og undskyld mig, men er det først nu, hvor den har nået Sverige, at det kun er et spørgsmål om tid før fugleinfluenzaen når Danmark? Hvad med da den nåede Tyrkiet? Grækenland? Frankrig? Tyskland?? Har det ikke hele tiden kun været et spørgsmål om tid?? Hvad er det lige, at de eksperter er eksperter i, der gør dem kvalificerede til at komme med en sådan udmelding? Er sandsynligheden for at fugleinfluenzaen kommer til Danmark større nu hvor den er kommet til Sverige, end den var da den kom til Tyskland? Min geografiske viden er omfattende nok til at jeg ikke har de store betænkeligheder ved at påstå, at vi er pænt meget mere landfaste med Tyskland end vi er med Sverige (ja ok, måske ikke ligefrem med den tyske ø hvor de ret faktisk fandt sygdommen, og ja ja, det er jo fugleinfluenza - de syge fjerkræ har nok ikke tænkt sig at gå fra Tyskland til Danmark alligevel, så i princippet kan mit vrøvl her jo være lige meget - men! Den tyske ø Rügen ligger trods alt (lidt) tættere på os, end det sted i Sverige, Oskarshamn, hvor de har fundet de inficerede fugle, så jeg holder fast i, at der ikke er større risiko for at fugleinfluenzaen når Danmark nu hvor den er i Sverige, end der var da den blev konstateret i Tyskland. Så eksperterne formulerer sig dårligt. Det var sådan set bare det jeg ville frem til).

Og så vil jeg gerne lige sprede det glade budskab om denne lille genistreg, som en fra min klasse har gjort mig opmærksom på. Gid det var mig der havde fået dén idé, det er jo et fantastisk koncept! Det nummer skal kodes ind i telefonbogen, sættes på speed dial, og det kan kun gå for langsomt! Og det er jo ikke engang spor dyrt. 10 point til bagmændene! *skulderklap ved tankens kraft*

Undskyld. Eller om forladelse? Jeg er ikke helt sikker...

Jeg er ikke glad for sådan nogle kæde-email-tingester, de er et ondt koncept, et sygt påfund affødt af en sadistisk tosse der nyder at se os andre blive hammerende irriterede over at modtage de der "copy/paste-og-fyld-ud-med-dine-egne-svar-og-send-videre-til-alle-dine-venner, tihi tihi"-lortemails. Men jeg har opdaget, at min harme over dem varierer kraftigt alt efter hvem det er der sender dem til mig. F.eks. fik jeg den anden dag en fra Sarah, og da gjorde det mig egentlig ikke noget. Og jeg kan godt fortælle dig hvorfor. For det første fordi Sarah er et af de allermest underholdende mennesker jeg overhovedet kender, så det var god læsning. For det andet fordi jeg ved, at Sarah ikke har sendt mig den email fordi hun synes at den slags galskab er åh så sjovt og super duper herligt. I indledningen til emailen står der noget á la at det er en god måde at blive opdateret på hvad ens venner går og laver nu - og jeg tvivler pænt meget på at Sarah mener at jeg har brug for at blive opdateret på hvad hun foretager sig... Og jeg er helt sikker på, at hun kun har sat sig til at udfylde den selv, for at det skulle tjene som overspringshandling (alt er sjovere end obligationsret, ikke?) Og det er nu ikke fordi jeg fordømmer Sarahs handling, at jeg har valgt ikke selv at sende den videre til folk - det er bare ikke sådan noget jeg gør. Men nu befinder jeg mig sådan set i en situation hvor jeg selv har brug for en overspringshandling, så jeg ikke kommer til at lave noget fornuftigt. Så nu vil jeg udfylde den, men jeg har stadig ikke tænkt mig at sende den rundt til folk, jeg blogger den bare. Så er folk selv ude om det, hvis de læser den, så har jeg i det mindste ikke prakket dem den på ved at plante den i deres inbox...

1. Hvor bor du? I den 7. himmel på Hørhuskollegiet på Amager. Og her bliver jeg boende! Lige meget hvor tosset folk synes jeg er, fordi jeg ikke vil flytte til Lyngby. For helt ærligt (and I mean [almost] no offence), hvorfor er det lige at man skulle vælge at flytte fra København til Lyngby??
2. Hvilken film så du sidst? Lige nu har jeg Napoleon Dynamite ("Tina you fat lard, come get some DINNER! Tina, eat. Food. Eat the FOOD!") kørende i baggrunden, men jeg ser den ikke som sådan. I fredags forsøgte jeg at se Jarhead, men det var begrænset hvor meget jeg fik ud af den. Men det som jeg fik set virkede ganske godt, så det er helt klart en film som jeg skal have set igen snarest muligt.
3. Hvilken kunstner/album ligger i dit anlæg? I anlæget står den på MACHINA / the machines of God med Smashing Pumpkins, og på computeren er det Get Lifted med John Legend der hersker (jeg er dybt forelsket i sangen Number One for tiden).
4. Hvilket motiv har du på din musemåtte? Jeg har ikke nogen. Det ville ikke tjene noget formål for mig at eje en sådan, eftersom at jeg ikke har nogen mus... Min computer er en bærbar.
5. Hvad er dit foretrukne brætspil? Trivial Pursuit all the way!!!
6. Favorit sted? Øhm... Jeg tror ikke at mit svar på det spørgsmål tåler dagens lys...
7. Favorit duft/e? Friskbrygget kaffe, nybagt chokoladekage, Chanel no. 5, friske jordbær (jep, friske - rådne jordbær er ikke top notch).
8. Værste lugt? Bleer morgenen efter at ungen har fået kål til aftensmad, hende den nye på mit arbejde, Roskilde Festival i knæhøjt mudder.
9. Yndlingslyd? Må jeg kun vælge én? Det kan jeg ikke tage mig af... Yndlingslyde: "Welcome to Starbucks,how may I help you?", Freddie Mercury, Billy Corgan, Morten Resen der siger "Danmark - godmorgen"
10. Værste følelse i verden? Selvmedlidenhed.
11. Hvad er det første, du tænker på, når du vågner om morgenen? Det gør jeg ikke. Så enkelt er dét.
12. Yndlingsfarve(r)? Postkasserød! Og mørkeblå.
13. Højeste ønske? Pas. Fisk. No sé. Jeg kunne faktisk også godt tænke mig at vide det.
14. Hvem ringer du til, hvis du er ked af det? Kattens Værn.

15. Hvad skal dit barn hedde/hedder dit barn? Jeg har slet slet ikke lyst til at indvie jer i hvor mange og hvor uddybende tanker jeg har gjort mig om dét, for så erklærer I mig bare for sindssyg og spærrer mig inde.
16. De(t) vigtigste i verden? Det ved jeg sgu da ikke! Eller skal jeg bare svare ud fra mit eget synspunkt? I så fald: det ved jeg sgu da ikke!
17. Favorit mad lige nu? Tjae... alt hvad der har med kylling eller laks at gøre er altid populært hos mig. Eller mexicansk mad! Eller thai... og indisk! Ok, jeg er ikke skide kræsen, skal vi sige det sådan?
18. Chokolade- eller vanilleis? Der findes jo kun ét rigtigt svar på det spørgsmål. Enhver der ikke foretrækker chokolade, er ikke et rigtigt menneske.
19. Elsker du at køre stærkt? Jeps.
20. Sover du med et tøjdyr -navn? Næh. Til gengæld har jeg en cambodiansk familie på fire generationer boende under min seng - tæller det?
21. Tordenvejr - hyggeligt eller skræmmende? Top nice! Så længe jeg bare ikke er alt for alene...
22. Hvilket mærke var din første bil? Lego.
23. Drømme bil? Lad mig lige få et kørekort først, så kan vi snakke drømmebiler til den tid.
24. Hvis du kunne vælge at møde en bestemt person død el. levnende? Freddie Mercury. Helst levende, men det bliver nok ikke aktuelt.
25.Favoritdrink/alkohol? Øl. Ganske almindelig grøn Tuborg. I'm that simple.
26. Hvad er dit stjernetegn? Pingvin.
27. Spiser du stilken på broccoli? Men på den anden side kan man jo godt gå hen og blive lidt plettet, når tomten bare ligger der og flyder forvirret på mos. Man beder jo selv om det i tre kopier med underskrift på nynorsk er den nye sort. Som man råber i skoven får man svar.
28. Hvis du kunne vælge hvilken som helst profession, hvad skulle det så være? Jeg tog faktisk en personlighedstest tidligere i dag på jobindex.dk, og hvis jeg skulle vælge en af de professioner den foreslog mig, så ville det nok blive undervisning, PR eller underholdning. Men det kunne også være ret interessant at arbejde med forensics (jeg er pt. fuldstændig ude af stand til at finde et dansk ord for det...)
29. Hund eller kat? Pingvin og kat.
30. Største bommert? Endnu et spørgsmål hvis svar ikke tåler dagens lys...
31. Har du nogensinde været forelsket? Hmm
32. Er glasset halvtomt eller halvfyldt? Det ved jeg ikke, det var ikke mig der hældte op.
33. I biffen eller lejer du en video/DVD? Den eneste gang inden for de sidste mange år hvor jeg har lejet en dvd, var for nogle måneder siden hvor det var absolut nødvendigt at jeg fik set SW Episode III. Ellers foretrækker jeg helt klart biografen, der er næsten ingen grænser på hvor mange penge jeg er villig til at bruge på det.
34. Yndlings film/serie? Oh my... hvor lang tid har du? Ok, lad os starte med filmene (og jeg gider ikke linke til dem allesammen): The Rocky Horror Picture Show, Garden State, Kill Bill Vol 1 & 2, Fight Club, Pulp Fiction, Boondock Saints, Usual Suspects, Tommy, Napoleon Dynamite, LOTR, Donnie Darko, Secretary, Nightmare Before Christmas, Dogma, Charlie & The Chocolate Factory, Gone With The Wind, Clockwork Orange, 2001: A Space Odyssey, SW I-VI, Sunset Blvd, Seven, Skønheden & Udyret, Madagascar, The Matrix (alle tre, men selvfølgelig hovedsageligt 1'eren), Fresa y Chocolate, Goonies, Løvernes Konge, Shrek 1 & 2, Back To The Future 1-3... Serier: Friends, The O.C, Family Guy, Langt Fra Las Vegas, 24, The 4400, Simpsons.

35. Hvor mange fingre på tastaturet? 27.

36. Hvad er der under din seng? Som sagt, en cambodiansk familie.

37. Favorittal? Det er i hvert fald ikke i!!! Måske er det 2.

38. Hvilken sport ser du helst på tv? Jeg undgår det som regel i størst muligt omfang. Jeg har dog set lidt curling her under OL, eftersom at Maria fra mafiaen er på landsholdet :o)

39. Nævn et karakteristisk og positivt træk ved personen, der sendte denne mail: Jeg ved jo slet ikke hvor jeg skal begynde. For det første ville det jo slet ikke være muligt kun at nævne ét, hvis jeg først kom i gang. Sarah er uden tvivl et af de mest fantastiske mennesker jeg nogen sinde har mødt, og jeg synes at det er ufatteligt at jeg ikke engang har kendt hende et år endnu.

40. Ord/vendinger du bruger (for) tit: 'Tak for lort', 'novra', 'lur mig om ikke...', 'jeg fatter jo hat / ikke en skid / røv / intet / nada af det her'

41. Hvem/hvad kan gøre dig lykkelig? Hmm... snakker vi den der store altomsluttende dybe lykke? For den tror jeg ikke jeg har oplevet endnu. Men den lille lykke - jeg er ret god til at glæde mig over små ting, så det er sådan set lidt af hvert. Positive overraskelser af enhver slags, godt selskab, folk der forstår / deler min humor, solskin i februar.

42. Hvad optager dig for tiden? SKOLEN!!! For hulan da, jeg havde ikke forventet at det ville blive så hårdt at starte igen, det er virklig kommet som et lydløst snig-ninja-bagholdsangreb.

43. Hvad gør du, når du keder dig? Du får tre gæt... (hint: you're looking right at it)

Og her stopper emailen så, men! Kære venner, kan vi ikke godt allesammen blive enige om, at der er ét vigtigt emne som vi ikke har fået berørt? Det tror jeg vist nok vi kan! Så jeg fortsætter lidt endnu...

44. 46, 47, 48? Palladium, sølv, cadmium. Tak for kaffe.

Jeg tror det er sengetid. Jeg skal op og have matematikforelæsning kl. 8 i morgen tidlig, og efter sigende skulle stoffet vi skal have om i morgen være ganske uden mening (nå ja - i modsætning til at det andet som har givet mening...? Jeg gentager: i !!! Helt ærligt! Imaginære tal?? Hvordan er det liiige at jeg skal kunne tage dét seriøst?? Og hvad fanden skal jeg nogensinde bruge det til?? Opfinderen af matematik var et ondt sadistisk psykopatsvin, som på en eller anden måde formåede at overbevise sin omverden om, at hans sindssyge idéer var meget meget vigtige - højest sandsynligt via indflydelse på alverdens regeringer gennem diverse hemmelige selskaber, sataniske sekter og ornitologi-foreninger. Jeg håber han rådner op i helvede).

Dybt godnat.

Når de voksne slår

Det er virkelig praktisk at vide, hvilke ting der med sikkerhed får en til at græde. Det gør det jo meget lettere at undgå at komme til at græde, hvis man ved hvilke ting man skal holde sig fra. F.eks. ved jeg, at hvis jeg vil minimere risikoen for at komme til at tude mine øjne røde og hævede, så skal jeg ikke lytte til sangene Fix You (Coldplay), Landslide (Smashing Pumpkins) og Everybody Hurts (REM), jeg skal ikke se sidste afsnit af sæson 1 af O.C. eller det sidste afsnit af sæson 10 af Friends, jeg skal ikke se The Freddie Mercury Tribute Concert, og jeg skal slet ikke se / høre / læse noget som helst der har med børnemishandling at gøre. Så jeg går ud fra at det var en ubevidst lyst til at kæle lidt for min indre masochist, der gjorde at jeg tidligere på aftenen satte mig til at se DR1-dokumentaren Når de voksne slår. Hvor syg i hovedet er det lige man skal være, for at få sig selv til at slå sit barn? Så er man jo fucked up beyond repair. Personligt får jeg det fysik dårligt ved tanken. Jeg ved godt, at langt de fleste mennesker der har disse grusomme tilbøjeligheder, selv i deres barndom / ungdom har været udsat for en eller anden form for mishandling - social arv, and all that jazz - men noget der går over min forstand er (og kald mig bare naiv) hvorfor disse menneskers umiddelbare og helt naturlige indstilling ikke er, at sætte alle kræfter ind for at bryde det mønster som de er blevet født ind i. For det kan det jo ikke være. Så ville de jo ikke være så langt ude og så fucked up som de er. Altså, en ubehagelig barndom sætter selvfølgelig sit præg på en, det kan man desværre ikke slippe uden om, men det er min overbevisning at man altid selv kan "bestemme" hvor udtalt det præg skal være, og hvor meget det skal have lov til at fylde senere i ens liv. Så kan du fortælle mig nok så meget om, at ikke alle mennesker er stærke nok eller ikke får den rette hjælp og whatnot, men dét er sgu ikke grunden til at man ender som voldspsykopat. Andre kan jo ikke komme udefra og løse dine problemer, med mindre du selv tager det første skridt og lægger ud med at gøre en indsats. Og det er så her, at jeg ikke forstår hvorfor at mennesker som har haft det af helvedes til tidligt i deres liv, ikke helt automatisk forsøger at vende deres liv rundt 180 grader, så snart de er gamle nok til at have magten til at gøre det. En person som er blevet mishandlet som barn må jo være pænt meget klar over, at det ikke er skide fedt, så de kan jo umuligt ønske at udsætte et andet menneske for den slags lort, så er man jo bare en helt anden slags psykopat. Og en person som har mishandlet sit barn skal bare ikke komme, og prøve at bilde sine omgivelser ind at de har forsøgt at ændre sig, men at det af den ene eller anden grund ikke har lykkedes, for det er noget pis og jeg ville i hvert fald aldrig kunne tro på det. Hvis forsøget på at ændre sig ikke har lykkedes, så har de sgu heller ikke gjort en alvorlig indsats. For det er altid muligt at gøre det hvis man vil. Og hvis ikke engang ønsket om, at ens barn skal have det godt, er motivation nok for at tage sig sammen og fortage denne opstramning – ja, så er man fandme på røven. Fucked up beyond all repair. For jeg kan ikke se hvad der nogensinde kunne være mere motiverende end dét. Så folk der mishandler deres børn er ikke ofre (ex-ofre måske, men det er sgu hovedsageligt deres egen skyld at de ikke er kommet videre, og at de stadig lader det styre deres liv) – folk der mishandler deres børn = afskum der skal straffes så hårdt, at min fantasi ikke rækker til at udtænke metoder dertil, som er tilstrækkelige. Så en gang til - hvor syg i hovedet er det lige man skal være, for at få sig selv til at slå sit barn? Eller hvor meget udhulet, følelseskold narkotæve skal man være for bare at se til, mens ens kæreste slår ens barn?
Vold skal aldrig være en del af et barns hverdag, bestemt heller ikke selvom det ikke er mod barnet selv. Intet barn fortjener at vokse op i et hjem, hvor far tæver mor. Og en forælder som ikke tager børnene og forlader den anden forælder, i sammen sekund som denne beviser at han / hun aldrig burde have haft lov til at få børn in the first place – dém har jeg heller ikke side meget til overs for. I dokumentaren var der en kvinde, der havde levet i et voldeligt ægteskab i 10 år før hun havde taget sig sammen til at forlade manden. 10 år! Med børn!!! Ok, fair nok hvis du selv synes at det er helt i orden jævnligt at blive tævet i smadder, men dine børn har sgu aldrig gjort noget for at fortjene at se deres mor blive ydmyget på den måde. Da hun blev spurgt hvorfor det havde taget hende 10 år at komme ud af det, svarede hun at det jo nok var drømmen om at det hele nok skulle blive godt igen og de skulle leve lykkeligt til deres dages ende, der havde fået hende til at blive. Øhm... undskyld mig, men afgik den drøm ikke uigenkaldeligt ved døden allerede idet din mand slog dig for første gang?? Hvad er det lige for en lykkelig fremtid du troede I kunne få? Og selv hvis manden en dag skulle få en åbenbaring, og holde op med at være voldelig, ville hun så virkelig være i stand til bare at forgive and forget? I så fald ville jeg komme til at foragte hende på en helt ny måde. Pga. hendes latterlige forhåbninger og drømme, levede hendes børn med vold i deres hverdag i 10 år. Det er jo uacceptabelt.
Det ved dokumentaren der for alvor fik mig til at tude, var historien fra en 6-årig dreng og hans 12-årige storesøster, om hvordan han dagligt var blevet udsat for vold og at hans storesøster havde taget det som sin opgave at beskytte ham. Det gør jo ondt at høre på sådan noget. Og man kan sige rigtig mange grimme ting om hvor dårlige de kommunale socialforvaltninger er til at hjælpe de her børn. Men jeg synes ikke vi gør det nok. Der er ikke langt i mellem tragedierne, der jævnligt bliver blæst ud i nyhederne og på avisforsiderne. I dokumentaren var der også en tidligere socialrådgiver der fortalte om, hvordan det på grund af underbemanding og voldsomme arbejdsbyrder, desværre ikke er sjældent at en alvorlig sag forsvinder i mængden og er mange måneder om at blive behandlet, selvom pædagoger, læger, politi og whatnot konstant er på nakken af dem over det. Det er fandme sørgeligt.

Jeg ved godt, at det er et dumt spørgsmål og at der ikke findes noget endegyldigt svar (i hvert fald ikke et der nogensinde kunne tilfredsstille mig), men når det kommer til børnemishandling er jeg ét stort spørgsmålstegn. HVORFOR?? Hvordan kan man slå sit barn? Eller bare hvilket som helst barn, for den sags skyld? Eller tillade at andre lægger hånd på ens barn? Jeg kunne godt tænke mig, at være den der bestemmer hvordan en der er blevet dømt for børnemishandling skal straffes. Ikke at jeg ville være i stand til at finde på nogen form for straf, der nogensinde ville være tilstrækkelig, men jeg ville fandme kunne gøre det bedre end de strafferammer som vi straffer efter her til lands.

I could use a hug... eller et spark i røven... either way would be fine...

Hvorfor er jeg ikke en skid motiveret for noget som helst der har med studie at gøre?!? Og hvorfor har jeg ikke bare den fjerneste idé om hvad jeg har lyst til at lave?? Hvorfor er jeg nødt til meget modvilligt at tvinge mig selv til at give mig i kast med denneher uddannelse? Hvorfor kan jeg ikke bare have lyst til det? Hvorfor kan jeg ikke bare gøre noget fordi det ville være det smarteste og mest fornuftige at gøre? Hvorfor skal jeg absolut brænde 100% for det før jeg kan tage mig sammen til det? Det er jo pisse upraktisk! På den måde kommer jeg jo aldrig nogen vegne, så længe jeg ikke aner hvad fanden jeg vil! Så længe jeg ikke har bare den mindste idé om hvad jeg vil mht. karriere, så har jeg virkelig svært ved tage mig sammen til at bruge min energi på nogen som helst form for uddannelse. Og dét er jo en umådeligt barnlig og umoden indstilling at have til det, og jeg hader mig selv for den. Jeg har fem skriftlige afleveringer i næste uge, og jeg har i dag forsøgt mig med tre af dem – and I failed miserably. Hvis jeg ikke engang kan følge med på det niveau vi er på nu, så er udsigterne til hvordan jeg kommer til at klare det her studie fandme sorte!!! Dét er ikke ligefrem noget der hjælper på motivationen!!! Jeg burde kunne finde ud af de her opgaver! Jeg SKAL sgu kunne finde ud af dem, det er gymnasielærdom! Og det er fucking frustrerende at jeg ikke kan og det er fandme lige til at tude over! Ikke så meget fordi jeg åbenbart er for dum til at kunne finde ud af 3.g’s kemi / fysik / matematik (hvilket jeg altså godt kunne for to år siden), men stort set udelukkende fordi det piner mig at sidde og tvinge mig selv til at lave noget som irriterer mig og som jeg ikke har lyst til. Igen – ekstremt barnligt og umodent. Og jeg har ikke lyst til at tænke på mig selv som værende hverken barnlig eller umoden, for det synes jeg faktisk ikke jeg er. I hvert fald ikke på nogen andre punkter. Men nu er uddannelse jo en ret vigtig ting, og så er det altså pisse deprimerende at vide, at det er dét punkt som jeg åbenbart er umoden og useriøs på! Men ok, så må jeg bare være et af de mennesker som studerer, fordi de er for uoriginale til at vide hvad de vil, og ude af stand til at finde på noget bedre at tage sig til. Det har jeg bare ikke lyst til at være. Og dét er fucking frustrerende, pisse deprimerende, barnligt og umodent og lige til at tude over.

*host+snøft*

Jeg kan vist desværre godt droppe alle forhåbninger om en gang at få en lidt pænere mave ved at træne mine mavemuskler, for de er nu ikke-eksisterende. Jeg har hostet dem fuldstændig i smadder i løbet af de sidste 24 timer, og de har nu en konsistens der på mange punkter minder en del om æblegrød. Og jeg har i samme omgang fået flænset min hals godt og grundigt af alt det her hosteri, og anskaffet mig en hovedpine af dimensioner som jeg sjældent har oplevet før. Jeg har bogstaveligt talt ikke sovet mere end sammenlagt én time i nat, det var nærmest umuligt at falde i søvn når jeg konstant blev overfaldet af hosteanfald, med en sådan gennemslagskraft at jeg frygtede af få klager fra folk der boede syv etager længere nede. Og selvfølgelig stilnede hosten af da det nærmede sig stå-op tid, og det var fandme bittert at være nødt til at forlade min varme dyne, da det endelig lod til at jeg ville have været i stand til at falde rigtigt i søvn. Havde det ikke været fordi jeg var nødt til at tage i skole og aflevere noget matematik (for det er et af de fag, hvor afleveringerne tæller en vis procentdel af den endelige karakter), så var jeg helt sikkert blevet i sengen. But alas! Det var ikke muligt.

Jeg imponerer tit mig selv (én eller anden skal jeg jo imponere...) Det seneste jeg har imponeret mig selv med, er hvor lang tid jeg har kunne bruge på at tænke over en samtale, som jeg havde med nogle venner for en uges tid siden. Hvad er det smarteste du nogensinde har gjort? Det allerklogeste valg du nogensinde har truffet? Én eneste beslutning, som hvis du ikke havde taget den, så ville alt have været anderledes i dag... Jeg har virkelig tænkt længe over, om jeg kunne vælge kun én, som har haft en større og mere positiv betydning end nogen anden. Og det kan jeg ikke umiddelbart. Jeg har fået kogt det ned til fem: 1) da jeg var 14 flyttede jeg fra min mor og hjem til mine bedsteforældre, 2) da jeg skulle starte på gymnasiet flyttede jeg på kostskole, 3) efter gymnasiet valgte jeg meget impulsivt at flytte til London, 4) i efteråret 2004 meldte jeg mig ind på HNet (lyder måske ikke af så meget, men tro mig, det er det!) og 5) selvom jeg faktisk var blevet optaget på et superfedt universitet i London, så besluttede jeg alligevel at flytte hjem til Danmark i sommer. Man kan selvfølgelig være logisk og sige, at den første af dem må indtage førstepladsen på vigtighedsskalaen, eftersom at jeg måske ikke ville have gjort de andre fire ting hvis jeg aldrig havde ført #1 ud i livet. Men det er mig meget imod at tænke logisk, med mindre det tjener et højere formål (mig...)

Når jeg er på arbejde støder jeg ofte på varer og medicin med mærkelige navne. F.eks. engangsvaskeklude - I ved godt, de der skum-svamp-agtige nogen. På pakken står der Baby Haleklude. Og jeg ved ikke med jer andre, men jeg er personligt aldrig stødt på en baby som havde en hale. Hvorfor ikke bare kalde dem vaskeklude? Det er jo dét de er! Hvis din baby har en hale, så skal du ikke bruge en klud, så skal du søge læge! Og eksplorationscreme... jeg synes at kreativiteten har taget lidt overhånd i navngivningen af det produkt. Glidecreme for den eventyrlystne...? [sidespor] Apropos - Mette, var der ikke noget om, at du skulle blogge om hvorfor du har 5-6 tuber glidecreme liggende på dit badeværelse? [/sidespor] Men anyway, jeg synes at eksploration er et lidt voldsomt ord at bruge. Og så irriterer det mig også, at altid forveksler ordet 'hemojern' med 'homojern' (hvis altså dét overhovedet er et ord...)

Jeg købte en ny telefon i går. Eller - jeg bestilte en. Sådan bare lige pludselig. Min nuværende mobil har være ustadig stort set lige siden jeg købte den for lidt over et år siden. Jeg har måske heller ikke været heeelt flink ved den... det har været et had-had forhold lige fra starten. I går gik den helt amok og skabte sig åndsvagt, så i raseri kylede jeg den igennem lokalet i håb om, at den ville komme så meget til skade at jeg ville være nødt til at købe en ny. Men den slap levende igennem mordforsøget. Også det andet. Og det tredje. Stubborn little sucker. Men jeg bestilte altså en ny alligevel. Så ka den lære det. Don't mess with me.

Jeg synes jeg ser pingviner overalt for tiden. Ikke at det gør mig noget, slet ikke, men jeg ved ikke om det er mig der er blevet mere opmærksom, eller om det er pingvinerne der er blevet mere synlige i gadebilledet. Jeg tror det er det sidste, for jeg har altid været ret opmærksom på pingviner. Hvis du skulle være i tvivl, så synes jeg at pingviner er det sejeste dyr i verden. Og nu er March of the Penguins endelig kommet til de danske biografer! Den bliver jeg jo nødt til at tage ind og se. Who's with me? Anyone? Og Madagascar er kommet på dvd - med en ekstra pingvin-film! These are happy times for us penguin lovers :o)

Just smile and wave. Waddle waddle.

Je suis très fatigué

do you derive joy from diving in

and seeing that loving someone can actually feel like freedom?

are you funny? à la self-deprecating?

like adventure? and have many formed opinions?

---

oh these little projections how they keep springing from me

i jump my ship as i take it personally

oh these little rejections how they disappear quickly

the moment i decide not to abandon me

---

i can be an asshole of the greatest kind

i can withhold like it's going out of style

i can be the moodiest baby and you've never met anyone

who's as negative as i am sometimes

i am the wisest woman you've ever met

i am the kindest soul with whom you've connected

i have the bravest heart that you've ever seen and you've never met anyone

who's as positive as i am sometimes

---

how to stay paralyzed by fear of abandonment

how to defer to men in solve-able predicaments

how to control someone to be a carbon copy of you

how to have that not work and have them run away from you

how to keep people at arm's length and never get too close

how to mistrust the ones you supposedly love the most

how to pretend you're fine and don't need help from anyone

how to feel worthless unless you're serving or helping someone

i'll teach you all this in eight easy steps

a course of a lifetime you'll never forget

i'll show you how to in eight easy steps

i'll show you how leadership looks when taught by the best

---

i'm in no hurry i could wait forever

i'm in no rush cuz i like being solo

there are no worries and certainly no pressure

in the meantime i'll live like there's no tomorrow

---

a traffic jam when you're already late

a no-smoking sign on your cigarette break

it's like ten thousand spoons when all you need is a knife

it's meeting the man of my dreams

and then meeting his beautiful wife

Jeg ææælsker Alanis Morissette. Normalt er jeg meget imod det, når folk påstår at de elsker en eller anden kunstner, for de kender ham (eller hende...) jo ikke, og kan derfor umuligt vide om de overhovedet er i stand til at elske den pågældende person. Man kan elske deres musik, men ikke selve kunstneren. Og jeg kender selvfølgelig ikke Alanis, men jeg er nu ret sikker på, at hvis jeg gjorde, så ville jeg elske hende. Jeg ville simpelthen ikke være i stand til andet end at elske en person, som kan skrive sådan noget som f.eks. det der står herover. Hvis jeg skulle have en storesøster, og jeg helt selv kunne vælge hvem det skulle være, så skulle det være Alanis Morissette. Og hvis jeg helt selv kunne vælge en storebror - så ville valget nok også falde på Alanis...

Der er mange ting jeg burde lave lige nu. Jeg burde gøre endnu et forsøg på at finde ud af hvordan jeg får downloadet matematikprogrammet Maple på min computer. Jeg burde gøre endnu et forsøg på at afstemme en redoxreaktion mellem fast zink og nitrationer i basisk opløsning, som er den sidste opgave jeg mangler at lave færdig i min aflevering til i morgen. Jeg har kæmpet med det skide reaktionsskema i en hel uge, og jeg fatter ikke at jeg ikke kan få det til at stemme. Det er jo gymnasiekemi, for pokker! Jeg burde kunne gøre det i søvne! Jeg burde rydde op og vaske tøj, det er ved at være tiltrængt. Jeg burde sætte mig til at læse noget fysik, eftersom at jeg ikke var der til fysiktimerne i sidste uge, og i timerne i dag var det mest konstruktive jeg foretog mig, at udfylde de små kvadrater på et stykke ternet A4-papir i et multifarvet skakterns-mønster. Jeg burde sætte mig til at lave min aflevering i procesteknik til næste uge. Jeg burde røre mig og få noget motion af en art. Jeg kan virkelig godt mærke (og se... :-s) at jeg ikke har rørt mig særlig meget de sidste par uger.

Men jeg gider ikke. Så jeg gør det ikke. Jeg er så træt. Jeg havde virkelig ikke forudset, at det ville være så hårdt for mig at begynde at læse igen. Jeg er ved at have vænnet mig til at stå tidligt op, men det der med at holde koncentrationen og følge med i undervisningen i op til 4 timer af gangen - det har jeg sgu svært ved. Jeg har ganske vist kun fem forskellige fag, men der skal altså læses en del til dem alle, og det betyder også at jeg at 4-5 ugentlige afleveringer. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om det lyder af vildt meget, men jeg ved i hvert fald, at jeg lader det fylde alt for meget. Det er dét jeg gør når det kommer til skolearbejde. Jeg ville sådan ønske, at det ikke krævede store kraftanstrengelser og umådeligt meget tilvænning af mig, at tage studiet lidt mindre "alvorligt" / "seriøst" (bemærk hvordan jeg kæmper for ikke at komme til at bruge ordet stræber), og rent faktisk fordele min energi lidt mere i overensstemmelse med hvordan jeg prioriterer ting her i livet. For for at være helt ærlig, så har studiet en ret lav prioritet så længe jeg ikke aner hvad jeg vil med det. For jeg har jo ingen idé om hvad jeg vil lave "når jeg bliver stor", men det er jo meget smart at have en uddannelse, så jeg tænker, at hvis jeg nu bare læser noget som jeg synes er interessant, så er chancen for at jeg kommer ud i den anden ende med en uddannelse som jeg ikke gider bruge lidt mindre. Om ikke andet, så kan jeg vel altid gøre karriere inden for terrorismen. Det er måske en lidt skidt indstilling at have til det, men jeg ender nok alligevel bare med at blive lærer eller sådan noget, og hvor god en eksamen behøver man egentlig for dét? Så umiddelbart skal de her fag bare beståes, så kan det næsten være ligemeget hvor godt de bliver bestået. Hvis jeg dog så bare kunne tage lige så afslappet på det i virkeligheden. Det er ikke engang alle afleveringerne som skal afleveres, så egentlig kunne jeg f.eks. godt helt lade være med at lave noget i procesteknik og fysik, men det bliver jo bare ris til egen røv når jeg engang sidder til eksamen og har absolut ingen øvelse i opgaveregning. Nå. Men hvorom alting er, så gider jeg ikke lave nogen af de ting jeg burde lave. Så jeg tænkte at jeg ville blogge om det i stedet... Jeg har forsømt min blog på det sidste, det er over en uge siden jeg sidst har skrevet i den. og nu hvor jeg endelig har taget mig tid til at forfatte et indlæg, så er det eneste jeg kan finde ud af at skrive om mit studie?!? Dét holder ikke! Jeg er fast besluttet på også at skrive om noget andet, så pas på, her kommer det... vrøvl...

Ris. Riskogning, for at være mere præcis. Det er ikke helt så ligetil, som du måske går og tror. I mit skab ude i køkkenet har jeg en pose ris stående, og den anden dag fik jeg kigget lidt nærmere på den. På bagsiden står der tilberedningsvejledninger på fire sprog - svensk, dansk, norsk og finsk. Og der er åbenbart forskel på hvordan de fire folkefærd har for vane at koge deres ris. Eller måske på deres ris-blødheds-præferencer. Eller måske er det den mænge ris de spiser til et måltid, som der er forskel på. Måske er det en blanding af det hele. Under alle omstændigheder er det i hvert fald fire forskellige tilberedningsmetoder der er beskrevet på posens bagside. Alle er de beregnet til fire personer. I Sverige er det standard at fire personer spiser 2,5 dl ris der er kogt 20 min i 6 dl vand og har trukket i 5 min. Men bevæger du dig lidt mod vest til et dansk middagsbord omgivet af fire danskere, så vil du finde 240 g (3 dl) ris, kogt 12 min i 4½ dl vand og trukket i 12 min. Men tager vi derimod til Norge, og spørger en tilfældig på gaden hvordan han/hun ville tilberede ris til fire nordmænd, så får du nok svaret "240 g (3 dl) ris kogt i 15 min i 5 dl vand, trukket i 5-6 min". Til gengæld vil fire gennemsnitsfinner foretrække at gøre som svenskerne, bortset fra at de kun vil benytte 5½ dl vand, og ikke 6. Jeg synes det er mærkeligt. Jeg har aldrig prøvet at følge nogen af de her vejledninger, så jeg ved ikke hvilken en der er bedst. Måske er der kun én af dem der er optimal, og de andre tre resulterer i virkelig dårlige ris. Producentens måde at vise forkærlighed for ét af landene, og så fucke de andre tre, måske?

Og hvad sker der lige for gærpriserne?? Jeg købte en pakke gær i dag. 1,20 kr! Dét er sgu da dyrt! Jeg husker dengang hvor man ikke skulle af med mere end 65 øre pr. pakke. Gær er åbenbart blevet næsten dobbelt så dyrt på forholdsvis få år. Det synes jeg er lidt voldsomt!

Jeg har forresten en teori om hvordan DTU er opstået. Der er enormt mange parkeringspladser derude, og jeg tror, at det hele engang har været én stor parkeringsplads. "Men hvad er dog pointen med sådan en stor parkeringsplads i midten af ingenting?", er der så sikkert en der har tænkt en dag. Hvad skal man med et sted til at parkere sin bil, hvis der ikke er nogen særlig grund til at parkere den dér? "Men hey!", har personen (eller måske personens ven, såfremt at personen har undret sig højlydt) så sagt, "hvis her var et universitet, så ville det ikke længere være så dumt at parkere her! I hvert fald ikke hvis man havde et ærinde på universitetet". Og universitetets art taget i betragtning, så ville det være oplagt at antage at denne person har været lidt naturvidenskabeligt anlagt. Og så lige en sidste ting som har lidt med mit studie at gøre, og så lover jeg at resten af nærværende indlæg bliver DTU-frit... Det irriterer mig noget så grusomt at min fysiklærer ikke kan finde ud af at udtale ordet "omega" ordentligt. Vi kan godt blive enige om, at trykket skal lægges på e'et, ikke? Omega. Men min lærer lægger trykket på o'et, omega, og det lyder vanvittigt dumt! Ret irriterende, eftersom at omega-symbolet bruges meget i det emne vi har om, så det er et ord han siger tit. Tal dansk, din hund!

Den anden nat drømte Sarah, at jeg lige havde fået et barn. Lidt pudsigt faktisk, for natten forinden drømte jeg at jeg blev gravid. Betyder det så, at jeg har tilbragt for meget tid i selskab med Sarah, når mine drømme nærmest fortsætter i hendes underbevidsthed? For en uge siden fik min telefon også den sære idé, automatisk at foreslå Sarahs nummer når jeg efter at have skrevet en sms, skulle vælge hvilket nummer den skulle sendes til. I stedet for at spørge om jeg ville kigge i telefonbogen som den normalt gør, så stod Sarahs nummer allerede på skærmen som om jeg selv havde valgt det. Meget underligt. Men den holdte op med at gøre det efter et par dage.

Og apropos drømme, så havde jeg i nat et bizart mareridt der foregik i bus 150S, som er den bus jeg tager i skole. Jeg er i forvejen ikke særlig vild med at skulle tage metro og bus til og fra skole, og jeg venter med længsel på at det skal blive bedre cykelvejr så jeg både kan slippe for alle de mennesker som også tager bussen, spare nogle penge på transport og få noget tiltrængt motion, så da jeg vågnede efter mit mareridt i morges og kunne konstatrere at det ikke var frostvejr, besluttede jeg mig for at prøve at cykle i skole. Det gik sådan set også fint nok derud - det var en anelse koldt + det tog lidt længere end det nok normalt kommer til at tage mig, eftersom det var første gang jeg kørte turen, og var nødt til at bruge ekstra tid og opmærksomhed på at sikre mig at jeg kørte rigtigt. Men da jeg skulle hjem igen regnede det. Jeg var ret træt, havde hovedpine og en halv forkølelse som nægter at slippe sit tag i mig (og mest traumatisk af det hele: jeg havde de grummeste pandaøjne - og det har altså ikke en udpræget positiv indvirkning på ens humør, at man ved at man render rundt og ligner en klovn), og dét plus regnen gjorde at jeg ikke ligefrem var i festhumør. Så da min kæde pludselig hoppede af efter kun et kvarters cyklen, så blev jeg sgu lidt gnaven. Og jeg gad simpelthen ikke til at stå i pisseøsende regnvejr og sætte kæden på igen. Så var der jo ikke andet for, end at finde den nærmeste station og tage toget hjem. Men hvordan finder man lige en station, når man ikke engang aner hvilken by man befinder sig i?? Jeg havde haft et kort over ruten på vej derud, men det havde jeg smidt ud, for jeg regnede ikke med at få brug for det mere, nu kendte jeg jo godt vejen. Jeg kunne huske at jeg passerede adskellige stationer på vejen, men præcis hvor de lå - fisk... Jeg havde dog en idé om at jeg ikke var så langt fra en af dem, og jeg havde en fornemmelse af hvilken retning jeg skulle gå i, så jeg prøvede mig frem. Og det lykkedes. Eventually... Jeg kan til orientering oplyse om, at alle veje i Gentofte ender blindt. Undtagen Brogårdsvej. Ville det forresten ikke være en fortræffelig idé, at bytte å'et i Brogårdsvej ud med et dobbelt-a?? Brogaardsvej... det ville være meget pænere. Min fars side af familien hedder Brogaard til efternavn. Jeg er faktisk også døbt det. Louise Brogaard. Men min mor ændrede det til Nielsen på et tidspunkt. Jeg har i maaange år prøvet at tage mig sammen til at få det ændret tilbage til Brogaard, men doven som jeg er, så er det ikke blevet til noget. Min bror er lidt mere handlekraftig, han har i det mindste taget det tilbage som mellemnavn, Alex Brogaard Nielsen. Jeg vil helst helt af med Nielsen, det er for kedeligt. Men hvis jeg skulle finde på at blive gift engang, så kan jeg jo bare vente og skifte navn dér. Evt. tage Brogaard som mellemnavn hvis jeg gerne vil have hans efternavn, men hvis han også har et kedeligt efternavn, så kan få lov til at beholde det selv, og så skifter jeg bare til Brogaard.

Nu må det være nok blogning for i dag. Der venter friskbagte boller og varm kakao i selskab med Sarah forude, men det skal først laves, så det er vel snart på tide at komme i gang.

Au (forhåbentlig snarlig) revoir, kære venner.