Undskyld, må jeg gerne bide lidt i dig?

The story of us

Det er efterhånden 4 år siden at Differantialligninger og jeg mødte hinanden første gang. Bemærk at jeg ikke bruger vendingen 'lærte hinanden at kende', for selvom vi var sammen ret længe - meget længere end man umiddelbart ville have forventet af to så ellers ukompitable størrelser som os - så tror jeg aldrig at vi nåede til det stadie, hvor vi ligefrem kendte hinanden. Og det var ikke på grund af mangel på vilje dertil, for interessen for hinanden, den var der skam! I hvert fald fra min side. Måske var vi for forskellige. Altså, forskellighed er en god ting i et forhold, ellers går det jo bare hen og bliver kedeligt meget hurtigt, men hvis man er for forskellige, så kan det være svært nogensinde at nå ud på den anden side af den der indledende, halvoverfladiske 'get to know each other' fase, hvis ikke forståelsen af den anden parts "type" ligger forholdsvis naturligt til én selv. Og jeg tror det var dér problemet lå for os, for selvom jeg virkelig gerne ville og selvom jeg kæmpede hårdt, så kom jeg aldrig ind på livet af Differantialligninger. Det var ikke fordi Differantialligninger var den lukkede type - du ved, en af de der tosser som ikke tør være åbne og sig selv og vise sit sande jeg, for jeg er sikker på, at Differantialligninger gerne ville læres at kende og gerne ville forstås af mig. Og jeg prøvede virkelig. Men det lykkedes aldrig. I hvert fald ikke i en udstrækning som jeg var tilfreds med. Altså, jeg vidste da hvad jeg skulle gøre for at opnå brugbare resultater med Differantialligninger, men jeg formåede aldrig til fulde at forstå hvorfor, og det pinte mig virkelig. Men jeg kunne rigtig godt lide Differantialligninger. Det ville måske oven i købet være forsvareligt at bruge ordet facination i denne sammenhæng. Men et forhold er ikke holdbart så længe at forståelsen for hinanden aldrig når særlig langt ind under overfladen, og efter noget tid begyndte jeg at blive mere og mere frustreret. Den indledende, oprigtige velvilje og interesse for Differantialligninger var lige så stille faded ud til ingenting. Jeg havde ikke længere energien til at fortsætte kampen for at få vores forhold til at fungere og til at blive dybere, og det var ikke kun mig der var utilfreds. Differantialligninger begyndte at være besværlig og på tværs og endnu mere uforstålig end nogensinde just for the sake of it. Der opstod hele tiden nye problemer som jeg prøvede at gribe an med de metoder som jeg allerede havde tillært mig, men nej, det er ikke sådan det fungerer. Hvert problem - sin løsningsmetode. Og det var simpelthen for komplekst, jeg havde ikke kræfterne til hele tiden at tilpasse mig efter Differantialligningers særheder - samme særheder som, vel at mærke, var hvad der havde fanget min interesse for Differantialligninger in the first place, og havde gjort starten af vores forhold sjovt og spændende og anderledes end noget jeg nogensinde havde oplevet før. Jeg ved ikke rigtig om man kan sige at jeg gav op, for ved at bruge den formulering, så ligger der lissom i det, at hvis jeg bare havde arbejdet lidt hårdere, så ville det have kunne blive til noget, og det er jeg sikker på ikke var en mulighed. I hvert fald ikke dengang.

Differantialligninger og jeg har overhovedet ikke set hinanden i snart 2 år, og det er altså lang tid. Man kan nå at udvikle og ændre sig meget på 2 år, og jeg ved i hvert fald, at jeg bestemt ikke er den samme person som jeg var for 2 år siden. Hvor vidt Differantialligninger heller ikke er det, dét finder jeg vel ud af over det næste stykke tid, for nu er Differantialligninger igen blevet en del af mit liv. Vi skal tilbringe utroligt meget tid sammen de næste tre ugers tid, og jeg er ret spændt på hvordan det kommer til at gå. Jeg bærer ikke nag til Differantialligninger bare fordi tingene gik i stykker for os dengang, for skylden for bruddet kan ikke placeres hos nogen af os - vi passede bare ikke sammen. Men hvem ved? Måske er tiden moden til at vi kan have held med at gøre et forsøg til. Jeg vil i hvert fald forsøge at få det bedste ud af det, og jeg håber at Differantialligninger er indstillet på det samme.

... og så gav de Louise spændetrøje på, og låste hende inde i et mørkt rum med polstrede vægge. The end.

Med andre ord: vi skal have noget selvstudie-projekt-halløj i matematik om differantialligninger de næste tre uger, og det er jeg ikke helt sikker på at jeg er så vild med. D. 31. er der oven i købet en eksamen, som sammen med det vi laver i løbet af de tre uger udgør 25% af min endelige karakter for det her matematikkursus. Men på den anden side, så er det her et emne som jeg rent faktisk har arbejdet med i gymnasiet, hvorimod alt vi ellers har haft om på det her kursus har været helt nyt for mig. Så måske bliver det ikke helt forfærdeligt. Kun lidt.

Jeg har fået et nyt klædeskab. Eller... i hvert fald et nyt sted til mit tøj. Det hedder gulvet. Jeg har lige tjekket, og ja - der ligger rent faktisk mere tøj på mit gulv end der gør i mit klædeskab. Jeg burde vist rydde lidt op. Men i stede vælger jeg, at sidde her og skrive om at jeg burde rydde op, for i den forbindelse kan jeg så også lige skrive lidt om forskellige andre ting. F.eks. kan jeg informere jer om, at denne weekend har været den første fuldstændigt DTU-fri weekend jeg har haft siden jeg begyndte på studiet, og absolutely no offence til DTU-folkene (for jeg har det da helt bestemt også sjovt sammen med jer!), men det har sgu været rart. Til gengæld er det lidt voldsomt for ens pengepung pludselig at komme tilbage til virkeligheden igen, efter at den har vænnet sig til de yderst SU-venlige priser som den bliver udsat for i diverse barer ude på DTU. Det beløb som jeg brugte på indgang og alkohol i fredags, ville have været nok til at 5 mennesker kunne drikke sig kongestive for derude. I tre weekender. Og så ville der stadig have været nok tilovers til at købe junkfood og cola for dagen efter. Har I set reklamen for den der Dyson støvsuger som bliver sendt på TV for tiden? Hvor en mand fortæller en fantastisk gribende historie om hvordan hans støvsuger en dag stoppede med at virke fordi filteret var stoppet til, og at han så var nødt til at prøve mange forskellige nye støvsugere før han fandt den rigtige... "Flere tusinde, faktisk" Arh... dét tror jeg så alligevel ikke helt på. Du har fandme ikke afprøvet flere tusinde støvsugere, bare for at finde frem til den bedste. Dén får du mig sgu ikke til at hoppe på. Nice try. Og i det usandsynlige tilfælde at du virkelig har afprøvet flere tusinde støvsugere, så vil jeg gerne vove at påstå, at du lider af en sygelig rengøringsmani, og jeg vil anbefale at du søger behandling for din neurotiske adfærd asap. Så alvorligt skal støvsugning altså ikke tages... Og hvorfor er tossen ikke bare gået ned i støvsugerforretningen (ja, de findes...), og sagt "Hey, støvsugersælgermand m/k! Jeg skal bruge en støvsuger der ikke taber sugeevne, og det kan kun gå for langsomt!"? For så ville der jo nok have været ret god chance for at han ville have fået anbefalet en Dyson, og så havde han ikke behøvet at afprøve flere tusinde støvsugere. EFTERLYSNING! Får vi ikke snart O.C. og The 4400 tilbage på skærmen?? Da sæsonerne sluttede i november/december sidste år, blev vi for begge seriers vedkommende lovet, at de ville vende tilbage i starten af det nye år. Hvor lang tid er det lige, at 'starten' strækker sig over?? Nu er en fjerdedel af 2006 næsten overstået, og denne komplette mangel på O.C. og 4400 huer mig ikke helt vildt.

Men det var slet ikke meningen at jeg skulle bruge tid på det her gøgl i dag, jeg skulle jo læse om førsteordensdifferantialligninger! Og rydde op! Og vaske tøj! Pis. Nå... Det må jeg vel heller gå i gang med nu, så... (Hehe, yeah right! That'll happen!)

NV!!!