> with(RandomRamblings):
> subs(sund fornuft = overspringshandling, Louise):
Heeey theeere... How you doin'?? Håber sgu ikke at du keder dig lige så meget som jeg gør. Eller... altså, jeg keder mig ikke som sådan, for der er masser af ting jeg kunne tage mig til, og som jeg faktisk også burde tage mig til, for det er ting som jeg skal have gjort. Men der er desværre ingen af de ting der også falder under kategorien 'ting som jeg gider tage mig til'. Skide upraktisk. Men bare rolig, det bliver mahogni med tiden.
Jeg tror jeg køber mig et årskort til Tivoli, så jeg kan komme til fredagsrock lige så meget jeg lyster uden at blive alt for ruineret. Der kommer en hel del navne som jeg godt kunne tænke mig at se: TV2, Jokeren, Dicte, Outlandish, Magtens Korridorer, Anden, Carpark North, og det ville unægteligt gøre det hele lidt billigere hvis jeg havde et årskort.
Jeg er flyttet! Jeps, flyttede i forgårs. Og her er det vist så på sin plads at jeg bringer en lille advarsel. Der er rimelig god chance for, at du i løbet af det næste stykke tid vil høre mig brokke mig over at jeg er flyttet, men jeg er ikke helt sikker på hvor alvorligt I egentlig skal tage mit brok på det her punkt. Mit problem bunder nok bare i, at jeg altid er lidt længe om at falde til et nyt sted, og at jeg efterhånden var faldet rigtig godt til inde på Amager og at jeg er lidt trist over at jeg er flyttet derfra. For der er jo ikke noget galt med det her sted, det er jo tæt på DTU, det er sikkert ganske fine mennesker der bor her, og så tager det jo heller ingen tid at komme ind til mit elskede København. Så jeg skal vel bare lige vænne mig til at være her, og så er jeg klar igen. Men værelset er for lille. Det er ganske vist kun én kvadratmeter mindre end det på Amager, men alligevel er der slet ikke plads til at jeg kan stille mine møbler sådan som jeg vil have dem stående (og plejede at have dem stående). Og her er kun halvt så meget skabsplads som der var på Amager. Og halvdelen af mine stikkontakter virker ikke, så pt. er mit gulv en forhindringsbane uden lige af forlængerledninger, stikdåser og fordelertingester. Jeg tør ikke gå på toilettet i mørke om natten, jeg falder bare og ødelægger et eller andet. Og apropos gulv, så er jeg ikke så vild med den slags. Altså, frit gulvplads som ikke er dækket af møbler. Der skal helst være lidt tæt med møbler før jeg føler mig ordentligt tilpas, frie gulvbrædder er farlige i flok, og i den ene ende af værelset er der skam også fyldt nok, men i den anden ende er der en stor bar plet. Det er jeg ikke tryg ved. Hvad gør jeg hvis den frie gulvplads en dg beslutter at gøre oprør? Der er så meget af den samlet på ét sted, at jeg ikke er sikker på at jeg kan klare kampen alene. Men den tid, den sorg. Jeg ved sådan set heller ikke hvad det skulle gøre oprør over, jeg plejer at behandle mit gulv ganske godt. Og jeg er egentlig heller ikke helt sikker på hvordan min bruser virker. Altså, jeg har fået den til at virke et par gange, men jeg ved ikke præcis hvordan jeg gjorde. Det var ikke ved en fremgangsmåde som jeg sådan lige uden videre kan kopiere igen. Det kunne være jeg skulle finde en mere holdbar løsning på dét problem, for ellers kunne det godt gå hen og blive et større projekt hver gang jeg skal i bad. Og det er trods alt noget jeg gør ret tit. Og for helvede hvor er her koldt! Jeg ved godt at jeg måske er mere kuldeskær end gennemsnittet, men på mit gamle værelse kunne jeg da i det mindste godt klare mig (nu vel at mærke, det var en helt anden sag da vinteren var på sit højeste) uden at pakke mig ind i alt for mange lag tøj, hvis jeg bare skruede ordentligt op for varmen. Men her?!? Alas! No such luck. Min seng er oven i købet placeret op af radiatoren (som er skruet op på det højeste), men alligevel præsterede jeg at fryse af helvedes til hele natten selvom jeg var iført masser af nattøj. Så nu er jeg begyndt at ty til storforbrug af stearinlys igen for at kunne holde varmen, det er det nærmeste jeg kommer et lejrbål mit i værelset. Men der er altså også gode ting ved det her sted, som jeg også sagtens kan se selvom jeg endnu ikke er faldet helt til eller har opnået et optimalt niveau af tilfredshed (but then again... hvis jeg skal vente på at sidstnævnte kicks in, så kunne jeg jo risikere at vente i evigheder :-s ). F.eks. naturen. Jeg bor jo praktisk talt i en skov. Prøv lige at forestil dig hvor lækkert det bliver at cykle i skole om morgenen når foråret rigtigt sætter ind. Men ok, med den fart som årstidernes skiften har på lige nu, så når undervisningen vel at slutte før vi når så langt. Men i det mindste ser det da ud til at vi får lidt forår nu, det har jeg ellers været ret skeptisk overfor den sidste måneds tid, jeg havde frygtet at vi ville skippe både forår og sommer og bare lige så stille glide over i efterår for nemheds skyld. Det ville jeg have været lidt bitter over, jeg kræver strålende sol og skyfri blå himmel på min fødselsdag, og alle temperature under 25°C er uacceptable! Havde jeg været stor fan af fødselsdagsmøgvejr, så ville jeg jo nok have valgt at blive født i november eller februar, så kom ind i kampen, vejrguder! Og når jeg for fremtiden vågner til lyden af fuglekvidder, så vil det højest sandsynligt stamme fra fjerkræ som gråspurve, solsorte og den slags "hyggelige" fugle, og ikke af de store, klamme, frastødende dræberkamikazemåger, som havde for vane i høj høj fart at flyve så foruroligende tæt på mine altanvinduer, at jeg kun kan konkludere at de er i færd med at planlægge et større angreb, hvor deres egen overlevelse er underordnet, og hovedformålet er udryddelse af den menneskelige race – initial target: Hørhuskollegiets beboere.
Jeg var på opdagelse downtown Nærum i dag. Det tog ca. 90 sekunder. Og det var inklusiv et besøg af 1 minuts varighed hos Matas. Seriøst, selv Helsinge er større end Nærum! Jeg har med fuldt overlæg skiftet Købehavn ud til fordel for Nærum. Skydevåben – fod – BANG! Jeg må vist indrømme, at den slags handlinger kræver kvajebajere. Sorry. Dén tager jeg på min kappe (for sådan en har jeg nemlig – og den er rød!) Jeg er fandme glad for at jeg kun bor en lille cykeltur fra Lyngby, så jeg er trods alt ikke helt afskåret fra civilisationen.
Jeg har haft nogle sære drømme på det sidste. Tre styks for at være mere præcis. Om min datter Nanna (for the purpose of clarification: jeg har ingen datter ved navn Nanna... eller noget andet navn for den sags skyld). De to første drømme var ret ens. De foregik i et køkken som til forveksling lignede det i Heath House hos familien Stausholm hvor jeg var au pair, bortset fra at i min drøm var alle køkkenlåger osv. i mørkt træ og bordpladerne var lyse (det var omvendt i Heath House). Damn, det var et lækkert køkken. Nå, tilbage til drømmen. Den var sådan set ikke særlig indviklet eller underlig som sådan, det sære ved den var Nanna. Kender du det, når man drømmer om en person som egentlig ikke eksisterer – når man vågner igen er man på ingen måde i stand til at huske deres ansigt, eftersom at det bare er en person som ens underbevidsthed har opdigtet. Men Nanna? Hendes ansigt står fuldstændigt klart på min nethinde, som om hun var en person som jeg ser dagligt. Og da jeg drømte drømmen igen en uge senere, så hun ud præcis som hun havde gjort i den første, og det er da sært! Hun eksisterer jo ikke! I de to første drømme var jeg selv lidt ældre end jeg er nu, i midten af tyverne eller måske lidt ældre, og Nanna var ca. 4 år og underskøn (selvfølgelig... hvis man drømmer om sit eget (omend ikke-eksisterende) barn, så drømmer man jo ikke at ungen er hæslig uden lige), og drømmene var forholdvis indholdsløse, vi lavede ikke andet end at være i køkkenet og forberede mad som vi skulle have med et eller andet sted hen. Den tredje og sidste drøm var der lidt mere action over. Her var Nanna ca. 13-14 år og jeg var tilsvarende ældre. Nanna var blevet kidnappet, og sammen med en masse andre mennesker var jeg på en vild jagt for at få hende tilbage i live. [sidespor] Dét har højest sandsynligt noget at gøre med det faktum, at jeg har set alt for meget 24 på det sidste. Jeg er dybt facineret af den serie, den er for cool. Jeg har lånt sæson 1, 2 og 3 af Janus for tre ugers tid siden, og det lyder måske umiddelbart af lang tid, men når man tænker på at jeg kun er 2½ afsnit fra at have set alle tre sæsoner færdig, så er tre uger pludselig ikke så meget igen. Eksempel på hvor meget overhånd mit 24-kiggeri har taget: forrig tirsdag glemte jeg at se det afsnit af sæson 4 som blev sendt på tv den aften, fordi jeg var travlt optaget af at se 24 på dvd... Og da jeg så satte mig til at se det afsnit der blev sendt sidste tirsdag, var jeg skrup hamrende forvirret, fordi jeg på daværende tidspunkt var dybt begravet i slutningen på sæson 2... Og når jeg om nogle timer sætter mig til at se aftenens sæson 4 afsnit, så vil I sikkert finde mig lige så perpleks som for en uge siden. Der skal snart sættes en stopper for det her. (Btw - findes der et menneske med mindre situationsfornemmelse end Chloe O’Brian? I think not! Og Sherry Palmer er da ligegodt et sørgeligt væsen!) [/sidespor] Og jeg har også et helt klart billede af hvordan teenage-Nanna ser ud, og det er ikke bare en "ny" Nanna, det er præcis som man kunne forestille sig at den 4-årige udgave ville se ud, hvis man lagde ti år til (og hun var selvfølgelig stadig køn som bare fanden :o) ). Jeg synes altså at det er pisse mærkeligt. Hvordan kan man drømme om en person der ikke eksisterer, og stadig flere uger efter drømmene have et helt tydeligt billede af hvordan personen ser ud?? Jeg forstår det ikke. Og noget som næsten er endnu mærkeligere: Sarah har også drømt om Nanna (og kan derfor bekræfte, at min (ikke-eksisterende) datter er helt vildt smuk :o) Men hvor vidt Sarah stadig har et lige så klart billede af hvordan hun ser ud, vides ikke). Det var den 4-årige Nanna som Sarah drømte om, og hun (altså Nanna) sad i en bus og blev underholdt af Snehvide og en af dværgene – i tegnefilmsform, vel at mærke (Sarah drømmer i hybrid! Dét er da for sejt!!!) Nå, men anyway, jeg synes at det er sært at drømme på den måde.
Jeg tror maj bliver en rigtig god filmmåned. D. 5. maj – velkommen tilbage til den gode agent Ethan Hunt i M:I:III, og d. 26. maj er det X-Men 3 der har premiere, og jeg glæder mig ret meget til at se dem begge to. D. 19. maj har The Da Vinci Code premiere, og den er jeg ret spændt på at se. Jeg har (lige som 98% af resten af befolkningen) læst bogen, og den er da ganske god, så længe man bare ikke tager den for værende mere end den portion letfordøjelige underholdning, som den er.
Hvis jeg tar væk, tar du så med? Så får vi sol og kærlighed og billig vin og mad fra bål, og kommer hjem når vinteren er gået... Jeg ææælsker den sang. Sommer i Europa - Rasmus Nøhr. Før jeg hørte den sang havde jeg pr. automatik bare placeret Nøhr i bås med intetsigende sangere som Peter Sommer og Tue West, uden egentlig at have helt styr på hvad for noget musik han lavede. Jeg har sådan set heller ikke særlig meget styr på det nu, men nu ved jeg da at han har lavet mindst én sang som er guld værd, hvilket dog trods alt er noget mere end hvad jeg kan sige om både Sommer og West. Det kan vel ikke komme bag på nogen, at Sommer i Europa skal få folk til at tørste efter sol, sommer og rejse, og det er også præcis hvad den gør. Og som om jeg ikke gjorde det nok i forvejen... Hver gang jeg hører den sang, er jeg tæt på at smide pas og rent undertøj i en taske, og drage til Kastrup og købe en billet til det første og bedste fly der kan transportere mig til et varmt sted langt, langt væk. Det er vist meget godt at sangen ikke er længere end den er, for ellers ville jeg sgu nok komme til at gøre det, og det ville ikke være så smart lige nu. Men er der en eller anden der vil med mig væk når eksamenerne er overståede? Det kunne jeg i hvert fald godt trænge til. Og det kunne da være hyggeligt med selskab.
En anden sang jeg ikke kan blive træt af for tiden, er Number One med John Legend feat. Kanye West (og så bliver det næsten heller ikke bedre, vel?) Teksten er latterlig, but who cares, sangen er fandme fed! Og for nogle blogindlæg siden efterlyste jeg en sang som jeg syntes var helt fantastisk, og som viste sig at være Heartbeats med José Gonzales, og som også viste sig at være et cover. Jeg har siden hørt originalen som er med svenske The Knife, og nu er Gonzales' version jo bare nederen til sammenligning! Originalen er helt speciel, men det er på en super fed måde! Jeg er egentlig lidt skuffet over mig selv - over at jeg ikke selv tidligere har "opdaget" The Knife, for allerede da jeg hørte Karin Dreijer (hende der synger, hvis du skulle være i tvivl...) på Röyksopp's What Else Is There forelskede jeg mig i hendes stemme, og tænkte at jeg vist hellere lige måtte finde ud af hvad hun ellers havde lavet af musik. Jeg har endnu ikke hørt andet af The Knife's musik, og jeg har ladet mig fortælle at det er ret forskelligt fra Heartbeats, men når de kan lave en sang jeg er så vild med som jeg er med dén, jeg kunne jeg ikke forestille mig at jeg ikke ville kunne lide det de ellers har lavet. Men om det egentlig er tilfældet, er der vel kun én måde at finde ud af på.
Jeg ved ikke om du har fornemmet det eller ej, men jeg kunne sagtens sidde her og skrive i en uendelighed, men jeg kan snart ikke tillade mig at spilde mere tid på det her. Noget som jeg selv har fornemmet er, at det her indlæg er den største omgang rod jeg længe har begået, så jeg gider ikke engang ulejlige mig med at læse det igennem før jeg poster det, så lur mig om ikke der er endnu flere stave- og formuleringsfejl end der plejer at være. Sorry about that. Jeg lagde vist ud med at skrive, at jeg ikke håbede at du sad og kedede dig lige så meget som jeg gjorde, men hvis du rent faktisk har læst med hertil, så er der ret store chancer for at du kedede dig mindst lige så meget – hvis ikke mere – end jeg gjorde. For jeg morer mig sådan set meget godt når jeg laver det her (hvilket vel er underforstået, det havde du vel regnet ud, eftersom jeg gør det så ofte). Men nu gør jeg det! Nu stopper jeg. For i dag.
> subs(sund fornuft = overspringshandling, Louise):
Heeey theeere... How you doin'?? Håber sgu ikke at du keder dig lige så meget som jeg gør. Eller... altså, jeg keder mig ikke som sådan, for der er masser af ting jeg kunne tage mig til, og som jeg faktisk også burde tage mig til, for det er ting som jeg skal have gjort. Men der er desværre ingen af de ting der også falder under kategorien 'ting som jeg gider tage mig til'. Skide upraktisk. Men bare rolig, det bliver mahogni med tiden.
Jeg tror jeg køber mig et årskort til Tivoli, så jeg kan komme til fredagsrock lige så meget jeg lyster uden at blive alt for ruineret. Der kommer en hel del navne som jeg godt kunne tænke mig at se: TV2, Jokeren, Dicte, Outlandish, Magtens Korridorer, Anden, Carpark North, og det ville unægteligt gøre det hele lidt billigere hvis jeg havde et årskort.
Jeg er flyttet! Jeps, flyttede i forgårs. Og her er det vist så på sin plads at jeg bringer en lille advarsel. Der er rimelig god chance for, at du i løbet af det næste stykke tid vil høre mig brokke mig over at jeg er flyttet, men jeg er ikke helt sikker på hvor alvorligt I egentlig skal tage mit brok på det her punkt. Mit problem bunder nok bare i, at jeg altid er lidt længe om at falde til et nyt sted, og at jeg efterhånden var faldet rigtig godt til inde på Amager og at jeg er lidt trist over at jeg er flyttet derfra. For der er jo ikke noget galt med det her sted, det er jo tæt på DTU, det er sikkert ganske fine mennesker der bor her, og så tager det jo heller ingen tid at komme ind til mit elskede København. Så jeg skal vel bare lige vænne mig til at være her, og så er jeg klar igen. Men værelset er for lille. Det er ganske vist kun én kvadratmeter mindre end det på Amager, men alligevel er der slet ikke plads til at jeg kan stille mine møbler sådan som jeg vil have dem stående (og plejede at have dem stående). Og her er kun halvt så meget skabsplads som der var på Amager. Og halvdelen af mine stikkontakter virker ikke, så pt. er mit gulv en forhindringsbane uden lige af forlængerledninger, stikdåser og fordelertingester. Jeg tør ikke gå på toilettet i mørke om natten, jeg falder bare og ødelægger et eller andet. Og apropos gulv, så er jeg ikke så vild med den slags. Altså, frit gulvplads som ikke er dækket af møbler. Der skal helst være lidt tæt med møbler før jeg føler mig ordentligt tilpas, frie gulvbrædder er farlige i flok, og i den ene ende af værelset er der skam også fyldt nok, men i den anden ende er der en stor bar plet. Det er jeg ikke tryg ved. Hvad gør jeg hvis den frie gulvplads en dg beslutter at gøre oprør? Der er så meget af den samlet på ét sted, at jeg ikke er sikker på at jeg kan klare kampen alene. Men den tid, den sorg. Jeg ved sådan set heller ikke hvad det skulle gøre oprør over, jeg plejer at behandle mit gulv ganske godt. Og jeg er egentlig heller ikke helt sikker på hvordan min bruser virker. Altså, jeg har fået den til at virke et par gange, men jeg ved ikke præcis hvordan jeg gjorde. Det var ikke ved en fremgangsmåde som jeg sådan lige uden videre kan kopiere igen. Det kunne være jeg skulle finde en mere holdbar løsning på dét problem, for ellers kunne det godt gå hen og blive et større projekt hver gang jeg skal i bad. Og det er trods alt noget jeg gør ret tit. Og for helvede hvor er her koldt! Jeg ved godt at jeg måske er mere kuldeskær end gennemsnittet, men på mit gamle værelse kunne jeg da i det mindste godt klare mig (nu vel at mærke, det var en helt anden sag da vinteren var på sit højeste) uden at pakke mig ind i alt for mange lag tøj, hvis jeg bare skruede ordentligt op for varmen. Men her?!? Alas! No such luck. Min seng er oven i købet placeret op af radiatoren (som er skruet op på det højeste), men alligevel præsterede jeg at fryse af helvedes til hele natten selvom jeg var iført masser af nattøj. Så nu er jeg begyndt at ty til storforbrug af stearinlys igen for at kunne holde varmen, det er det nærmeste jeg kommer et lejrbål mit i værelset. Men der er altså også gode ting ved det her sted, som jeg også sagtens kan se selvom jeg endnu ikke er faldet helt til eller har opnået et optimalt niveau af tilfredshed (but then again... hvis jeg skal vente på at sidstnævnte kicks in, så kunne jeg jo risikere at vente i evigheder :-s ). F.eks. naturen. Jeg bor jo praktisk talt i en skov. Prøv lige at forestil dig hvor lækkert det bliver at cykle i skole om morgenen når foråret rigtigt sætter ind. Men ok, med den fart som årstidernes skiften har på lige nu, så når undervisningen vel at slutte før vi når så langt. Men i det mindste ser det da ud til at vi får lidt forår nu, det har jeg ellers været ret skeptisk overfor den sidste måneds tid, jeg havde frygtet at vi ville skippe både forår og sommer og bare lige så stille glide over i efterår for nemheds skyld. Det ville jeg have været lidt bitter over, jeg kræver strålende sol og skyfri blå himmel på min fødselsdag, og alle temperature under 25°C er uacceptable! Havde jeg været stor fan af fødselsdagsmøgvejr, så ville jeg jo nok have valgt at blive født i november eller februar, så kom ind i kampen, vejrguder! Og når jeg for fremtiden vågner til lyden af fuglekvidder, så vil det højest sandsynligt stamme fra fjerkræ som gråspurve, solsorte og den slags "hyggelige" fugle, og ikke af de store, klamme, frastødende dræberkamikazemåger, som havde for vane i høj høj fart at flyve så foruroligende tæt på mine altanvinduer, at jeg kun kan konkludere at de er i færd med at planlægge et større angreb, hvor deres egen overlevelse er underordnet, og hovedformålet er udryddelse af den menneskelige race – initial target: Hørhuskollegiets beboere.
Jeg var på opdagelse downtown Nærum i dag. Det tog ca. 90 sekunder. Og det var inklusiv et besøg af 1 minuts varighed hos Matas. Seriøst, selv Helsinge er større end Nærum! Jeg har med fuldt overlæg skiftet Købehavn ud til fordel for Nærum. Skydevåben – fod – BANG! Jeg må vist indrømme, at den slags handlinger kræver kvajebajere. Sorry. Dén tager jeg på min kappe (for sådan en har jeg nemlig – og den er rød!) Jeg er fandme glad for at jeg kun bor en lille cykeltur fra Lyngby, så jeg er trods alt ikke helt afskåret fra civilisationen.
Jeg har haft nogle sære drømme på det sidste. Tre styks for at være mere præcis. Om min datter Nanna (for the purpose of clarification: jeg har ingen datter ved navn Nanna... eller noget andet navn for den sags skyld). De to første drømme var ret ens. De foregik i et køkken som til forveksling lignede det i Heath House hos familien Stausholm hvor jeg var au pair, bortset fra at i min drøm var alle køkkenlåger osv. i mørkt træ og bordpladerne var lyse (det var omvendt i Heath House). Damn, det var et lækkert køkken. Nå, tilbage til drømmen. Den var sådan set ikke særlig indviklet eller underlig som sådan, det sære ved den var Nanna. Kender du det, når man drømmer om en person som egentlig ikke eksisterer – når man vågner igen er man på ingen måde i stand til at huske deres ansigt, eftersom at det bare er en person som ens underbevidsthed har opdigtet. Men Nanna? Hendes ansigt står fuldstændigt klart på min nethinde, som om hun var en person som jeg ser dagligt. Og da jeg drømte drømmen igen en uge senere, så hun ud præcis som hun havde gjort i den første, og det er da sært! Hun eksisterer jo ikke! I de to første drømme var jeg selv lidt ældre end jeg er nu, i midten af tyverne eller måske lidt ældre, og Nanna var ca. 4 år og underskøn (selvfølgelig... hvis man drømmer om sit eget (omend ikke-eksisterende) barn, så drømmer man jo ikke at ungen er hæslig uden lige), og drømmene var forholdvis indholdsløse, vi lavede ikke andet end at være i køkkenet og forberede mad som vi skulle have med et eller andet sted hen. Den tredje og sidste drøm var der lidt mere action over. Her var Nanna ca. 13-14 år og jeg var tilsvarende ældre. Nanna var blevet kidnappet, og sammen med en masse andre mennesker var jeg på en vild jagt for at få hende tilbage i live. [sidespor] Dét har højest sandsynligt noget at gøre med det faktum, at jeg har set alt for meget 24 på det sidste. Jeg er dybt facineret af den serie, den er for cool. Jeg har lånt sæson 1, 2 og 3 af Janus for tre ugers tid siden, og det lyder måske umiddelbart af lang tid, men når man tænker på at jeg kun er 2½ afsnit fra at have set alle tre sæsoner færdig, så er tre uger pludselig ikke så meget igen. Eksempel på hvor meget overhånd mit 24-kiggeri har taget: forrig tirsdag glemte jeg at se det afsnit af sæson 4 som blev sendt på tv den aften, fordi jeg var travlt optaget af at se 24 på dvd... Og da jeg så satte mig til at se det afsnit der blev sendt sidste tirsdag, var jeg skrup hamrende forvirret, fordi jeg på daværende tidspunkt var dybt begravet i slutningen på sæson 2... Og når jeg om nogle timer sætter mig til at se aftenens sæson 4 afsnit, så vil I sikkert finde mig lige så perpleks som for en uge siden. Der skal snart sættes en stopper for det her. (Btw - findes der et menneske med mindre situationsfornemmelse end Chloe O’Brian? I think not! Og Sherry Palmer er da ligegodt et sørgeligt væsen!) [/sidespor] Og jeg har også et helt klart billede af hvordan teenage-Nanna ser ud, og det er ikke bare en "ny" Nanna, det er præcis som man kunne forestille sig at den 4-årige udgave ville se ud, hvis man lagde ti år til (og hun var selvfølgelig stadig køn som bare fanden :o) ). Jeg synes altså at det er pisse mærkeligt. Hvordan kan man drømme om en person der ikke eksisterer, og stadig flere uger efter drømmene have et helt tydeligt billede af hvordan personen ser ud?? Jeg forstår det ikke. Og noget som næsten er endnu mærkeligere: Sarah har også drømt om Nanna (og kan derfor bekræfte, at min (ikke-eksisterende) datter er helt vildt smuk :o) Men hvor vidt Sarah stadig har et lige så klart billede af hvordan hun ser ud, vides ikke). Det var den 4-årige Nanna som Sarah drømte om, og hun (altså Nanna) sad i en bus og blev underholdt af Snehvide og en af dværgene – i tegnefilmsform, vel at mærke (Sarah drømmer i hybrid! Dét er da for sejt!!!) Nå, men anyway, jeg synes at det er sært at drømme på den måde.
Jeg tror maj bliver en rigtig god filmmåned. D. 5. maj – velkommen tilbage til den gode agent Ethan Hunt i M:I:III, og d. 26. maj er det X-Men 3 der har premiere, og jeg glæder mig ret meget til at se dem begge to. D. 19. maj har The Da Vinci Code premiere, og den er jeg ret spændt på at se. Jeg har (lige som 98% af resten af befolkningen) læst bogen, og den er da ganske god, så længe man bare ikke tager den for værende mere end den portion letfordøjelige underholdning, som den er.
Hvis jeg tar væk, tar du så med? Så får vi sol og kærlighed og billig vin og mad fra bål, og kommer hjem når vinteren er gået... Jeg ææælsker den sang. Sommer i Europa - Rasmus Nøhr. Før jeg hørte den sang havde jeg pr. automatik bare placeret Nøhr i bås med intetsigende sangere som Peter Sommer og Tue West, uden egentlig at have helt styr på hvad for noget musik han lavede. Jeg har sådan set heller ikke særlig meget styr på det nu, men nu ved jeg da at han har lavet mindst én sang som er guld værd, hvilket dog trods alt er noget mere end hvad jeg kan sige om både Sommer og West. Det kan vel ikke komme bag på nogen, at Sommer i Europa skal få folk til at tørste efter sol, sommer og rejse, og det er også præcis hvad den gør. Og som om jeg ikke gjorde det nok i forvejen... Hver gang jeg hører den sang, er jeg tæt på at smide pas og rent undertøj i en taske, og drage til Kastrup og købe en billet til det første og bedste fly der kan transportere mig til et varmt sted langt, langt væk. Det er vist meget godt at sangen ikke er længere end den er, for ellers ville jeg sgu nok komme til at gøre det, og det ville ikke være så smart lige nu. Men er der en eller anden der vil med mig væk når eksamenerne er overståede? Det kunne jeg i hvert fald godt trænge til. Og det kunne da være hyggeligt med selskab.
En anden sang jeg ikke kan blive træt af for tiden, er Number One med John Legend feat. Kanye West (og så bliver det næsten heller ikke bedre, vel?) Teksten er latterlig, but who cares, sangen er fandme fed! Og for nogle blogindlæg siden efterlyste jeg en sang som jeg syntes var helt fantastisk, og som viste sig at være Heartbeats med José Gonzales, og som også viste sig at være et cover. Jeg har siden hørt originalen som er med svenske The Knife, og nu er Gonzales' version jo bare nederen til sammenligning! Originalen er helt speciel, men det er på en super fed måde! Jeg er egentlig lidt skuffet over mig selv - over at jeg ikke selv tidligere har "opdaget" The Knife, for allerede da jeg hørte Karin Dreijer (hende der synger, hvis du skulle være i tvivl...) på Röyksopp's What Else Is There forelskede jeg mig i hendes stemme, og tænkte at jeg vist hellere lige måtte finde ud af hvad hun ellers havde lavet af musik. Jeg har endnu ikke hørt andet af The Knife's musik, og jeg har ladet mig fortælle at det er ret forskelligt fra Heartbeats, men når de kan lave en sang jeg er så vild med som jeg er med dén, jeg kunne jeg ikke forestille mig at jeg ikke ville kunne lide det de ellers har lavet. Men om det egentlig er tilfældet, er der vel kun én måde at finde ud af på.
Jeg ved ikke om du har fornemmet det eller ej, men jeg kunne sagtens sidde her og skrive i en uendelighed, men jeg kan snart ikke tillade mig at spilde mere tid på det her. Noget som jeg selv har fornemmet er, at det her indlæg er den største omgang rod jeg længe har begået, så jeg gider ikke engang ulejlige mig med at læse det igennem før jeg poster det, så lur mig om ikke der er endnu flere stave- og formuleringsfejl end der plejer at være. Sorry about that. Jeg lagde vist ud med at skrive, at jeg ikke håbede at du sad og kedede dig lige så meget som jeg gjorde, men hvis du rent faktisk har læst med hertil, så er der ret store chancer for at du kedede dig mindst lige så meget – hvis ikke mere – end jeg gjorde. For jeg morer mig sådan set meget godt når jeg laver det her (hvilket vel er underforstået, det havde du vel regnet ud, eftersom jeg gør det så ofte). Men nu gør jeg det! Nu stopper jeg. For i dag.
Ciao.
2 kommentarer:
Jeg er også fuldstændig pjattet med Sommer I Europa og Rasmus Nøhr i det hele taget. Andet kan jeg ikke rigtig kommentere, for er meget forvirret over din post.....den virker en anelse....uoverskuelig og uorganiseret men det er vel egentlig også ok når man lige er flyttet...
Hvis du skal have noget fornuftigt at lave, så kom tilbage til h.net!Og helst lige nu! :D tak!
Send en kommentar