mandag, august 14, 2006

Det er ikke udpræget fedt at vågne til en telefonsvarebesked der beretter, at ens lillebror ligger på hospitalet fordi han er blevet overfaldet på vej hjem fra en bytur, men det gjorde jeg i går formiddag. Det var starten på en meget lang dag. Det var ganske vist min mor der havde ringet og fortalt det, og jeg ved udmærket godt at hun overdriver alt, det kan ikke blive dramatisk nok i hendes verden, så hvis hun fortæller en historie kan man være sikker på at den altid er blæst 300% ud af proportioner, men alligevel - da jeg endelig fik kogt hendes timelange forklaring ned, så endte jeg med et budskab der indeholdte ordene 'lillebror' og 'hospital'. Ikke en god kombi. En eller anden (eller flere, dunno...) nar har ment at det var helt ok at slå min pæne lillebror i ansigtet med en flaske, eller hvad fanden det nu er der er foregået. Han er i hvert fald forslået og hævet og hans fortænder er slået i smadder :o( Men omstændighederne taget i betragtning har han det vist ok. Han lod i hvert fald til at tage det bedre end mig, jeg var ved at tude hver gang jeg så på ham (men jeg havde heldigvis fået det meste af tuderiet overstået på turen til hospitalet, jeg kunne ikke lade være med at være pisse bange for hvad der ville møde mig når jeg kom derop - og damn, hvor folk de glor hvis man sidder alene i et s-tog og græder...) Men for fanden - der er sgu ikke nogen der skal slå på min lillebror! Han har fået de slag han skal have, det har jeg sørget for. Og ved I hvad jeg har allermest lyst til? At finde dem der har gjort det ved ham, og tæve dem sønder og sammen. Ironisk.

Ingen kommentarer: