onsdag, marts 29, 2006

Error, crap is in the equation and is not solved for

Giv agt! Jeg vil nu gøre brug af en sætning, som jeg aldrig har ytret før... Der er en ting jeg ikke forstår. Jeg har endnu ikke mødt et hankønsvæsen, som ikke helt automatisk får et stort saligt smil på læberne, ved tanken om to piger sammen. Altså, sammen sammen. Jeg vil ikke udelukke at der findes fyre som ikke tænder vildt og voldsomt på den slags, men eftersom at jeg endnu ikke er stødt på en sådan en, så vil jeg vælge at konkludere, at det blandt den mandlige del af befolkningen er en ret udbredt opfattelse, at det der med to piger der hygger sig lige lovligt meget - det er da jævnt frækt. Og det jeg ikke forstår er så hvofor de selv samme fyrer overhovedet ikke kan forstå, at der findes piger der synes at tanken om to fyre sammen - den kan da også være vældigt rar. Hvorfor er det så uforståligt? Hvad er forskellen? Hvorfor er det lige, at det ikke skulle virke lige så godt the other way around? Bare en lille ting jeg har undret mig lidt over... Kom frisk med et svar hvis du har et.

Og så har jeg desuden i dag været vidne til fødslen af ca. en milliard ølflasker. Det var smukt.

tirsdag, marts 21, 2006

Spørgsmål

#1 : Hvad er det lige der får folk der har et eller andet problem der hæmmer dem i hverdagen, til at synes, at det da er en helt vildt god idé at tage dem med på tv og delagtiggøre så mange fremmede mennesker som overhovedet muligt i det?? Jeg har virkelig, virkelig, virkelig svært ved at sætte mig ind i den logik, som åbenbart er den mest fremtrædende hos disse mennesker. Hvis jeg havde et så stort problem, at der skulle en egentlig livsstilsændring til for at løse det, så ville jeg sgu ikke være udpræget begejstret for at dette blev gjort for åben skærm, til skue for resten af Danmark. Især de der vi-er-vildt-dårlige-forældre-og-vores-børn-er-nogle-fucking-forkælede-møgunger-som-vi-har-givet-lov-til-at-bestemme-alt-i-vores-hjem programmer går over min forstand! Det er da vildt pinligt! Hvorfor har man lyst til at udstille sig selv og sine børn på den måde? Forældrene er jo nogle vildt ærgelige svagpissere, og børnene er nogle uudholdelige små terrorister - det er jo ikke fedt! Burde man ikke være lidt flov over at floppe så meget som forældre?? I don't get it! Men ok, hvis man så selv sidder indimellem og betvivler sine egne evner som forælder (altså, det gør jeg selvsagt ikke selv, men det hænder vel for andre som rent faktisk har børn), så kan man altid sætte sig til at se et af de her lorteprogrammer, og tænke "arh... så er jeg sgu nok ikke så dum til det her alligevel... min lille William har trods alt ikke skåret sofapuderne op med en zig-zag-saks."
Og alle programmerne med overvægtige mennesker der vil tabe sig? Det er der jo sådan set ikke noget pinligt i, men jeg forstår altså stadig ikke hvorfor det skal gøres på tv. Al mulig respekt til folk der vil gøre en indsats for at tabe sig, helt sikkert! Men så snart at man mener, at det at man er overvægtig og gerne vil på slankekur berettiger én til at optage alt for meget sendetid på tv, så er man altså bare pænt underlig (på en meget ufed måde) i mine øjne. For at citere Jonatan Spangs mor: "Der er forresten ikke særlig stor forskel på tab dig på tv og taber på tv"...
Og se-mig-jeg-er-hammer-klam-og-kan-ikke-finde-ud-af-at-gøre-rent-og-min-mor-klarer-stadig-mit-vasketøj-fordi-min-egen-vaskemaskine-er-gået-hjemmefra-i-protest-over-at-bo-så-ulækkert programmerne?? WHY?!?
Nå. Men jeg kan vel egentlig være ligeglad, jeg ser alligevel ikke lortet.

#2 : Hvor sejt ville det ikke være at være barn igen?? Min lillesøster Trine er lige fyldt 5 og min lillebror Frederik er er lige fyldt 9, og jeg er dybt misundelig! Og nej nej, jeg har ikke tænkt mig at sige, at det er fordi alting var meget mere simpelt dengang, for selvom man var barn, så bekymrede man sig jo herre meget! Det var bare nogle meget federe ting man bekymrede sig om! De ting der var vigtige for mig dengang, var sådan noget som hvem jeg mon skulle alliere mig med i kampen om de bedste hulebygningssteder / klatretræer / kælkebakker / løbehjul og whatnot. Man kunne jo tillade sig at være alle mulige forskellige former for dum, og alligevel være sikker på at opnå tilgivelse i bytte for et smil og en buket hjemmeplukkede blomster (læs: en håndfuld mælkebøtter, kunstfærdigt garneret med græs). Verden er jo helt vildt mærkelig når man er barn! Eller... i hvert fald mærkelig på en anden måde end den er nu. Jeg er ikke helt sikker på hvilken slags mærkelig jeg foretrækker, men jeg ville ønske at jeg havde muligheden for at veksle mellem dem begge to.

#3 : I har godt set reklamen for det der super frække Bravia LCD-fjernsyn fra Sony, ikke? Den med alle hoppeboldene. Hvad hedder den sang som de har brugt i reklamen, og hvem synger den? For den er da mægtigt herlig at høre på.

#4 : Hvad sker der lige for folk der rejser?! Det er da noget svineri! Jeg synes jeg kender alt for mange der lige har været ude og rejse / er ude og rejse / snart skal ud og rejse, og det er bare ikke godt nok, for jeg skal ikke ud og rejse! Sarah er lige kommet hjem fra Amsterdam, Maria er lige kommet hjem fra Korea (ok, dét var måske ikke rigtig ferie som sådan... btw, tillykke med medaljen, Maria!!! Skide flot!), min lillebror Alex rejser til Athen på fredag og jeg kender ca. en million mennesker der skal på skiferie i påsken. Men Janus er sgu den værste af dem alle. Han rejser til Thailand, og fandme om han ikke bliver der i over en måned! I fatter slet ikke hvor misundelig jeg er. Mine planer for påskeferien bestod umiddelbart af flytning, intensiv fysik-læsning og at skulle se så meget som muligt af de tidligere sæsoner af 24, men næh nej! De planer er blevet reduceret til flytning og fysik, for 24-dvd'erne skulle jeg have lånt af Janus, men nu forlader tossen jo landet og så gik dén del af mine påske-planer jo lissom i vasken. Det er jo bare ikke godt nok. Hmm.

#5 : Hvornår bliver det min tur til at vinde de 10.000 kr der man kan vinde hver uge i
Er Du Rigtig Klog?? Helt ærligt! Jeg svarer rigtigt hver gang, jeg synes sgu snart det er på tide at de lader mig vinde de penge. Kom frisk med en gevinst, tak!

lørdag, marts 18, 2006

"Velkommen til urin"

Til trods for at jeg vist ret så ofte har udbrudt noget à la "fuck, hvor jeg hader reklamer!", så kan jeg faktisk godt lide dem. Eller... jeg kan ret godt lide nogle af dem - næsten lige så meget som jeg bestemt ikke kan lide visse andre. Og selv dem som jeg ikke kan lide, dem er jeg egentlig også ret glad for, for så kan jeg brokke mig over hvor latterlige de er. Og hvis du ikke skulle have lagt mærke til det, så finder jeg en sær tilfredsstillelse i at brokke mig. Nogle gange er man så heldig at støde på en reklame som er tilpas underholdende / intelliget lavet, så man ligefrem får lyst til at købe produktet, men jeg har observeret en ubehagelig tendens: de fede reklamer er som regel for ting som jeg på ingen måde har råd til eller brug for.
En reklame som jeg synes er helt ok, er en for noget internet (TDC, tror jeg...) som kører for tiden - du ved, den der man får stress af, hvor en mand meget hurtigt fortæller om alle mulige ting han har gjort. Besteget Mount Everest, snakket menneskerettigheder med Dalai Lama, kørt fra Paris til *indsæt lokation som jeg pt. har glemt (kunne evt. være Dakar)* på *indsæt meget kort tidsrum som jeg også pt. har glemt*, og han kan forudsige vejret and so on and so forth... En af de ting han nævner er, at han har lært at lave tysk og kinesisk mad. Idet han siger tysk viser de meget kort et billede af noget mad med pølser, en ret man umiddelbart sagtens kan forbinde med tysk mad, men når han siger kinesisk, så er det et billede at en lillebitte hund der toner frem på skærmen... Dét synes jeg er sejt! Og alene derfor kan jeg godt lide den reklame.
Jeg kan også godt lide de nyeste McD reklamer, dem med de der tre fyre der sidder og snakker om alle mulige tilfældige hverdagsting. Endelig en McD reklame, som ikke forstørrer burgere og deres indhold op til groteske, uappetitlige størrelser, for mad i størrelse XXL - klamt. Det er det samme når tankstationer og 7Eleven laver kæmpestore skilte med billeder af wienerbrød og whatnot, det er altså bare forkert. Så stort skal mad ikke være! Det synes jeg i hvert fald ikke. Så derfor kan jeg godt lide de McD reklamer..."Man står sgu da ikke op kl. 2 om natten og sætter sine havemøbler frem..."
Og nogle produkter er bare så uheldigt og utaknemmeligt indrettede, at det er umuligt at lave humoristiske og / eller intelligente reklamer for dem. Bind og tamponer f.eks, dér kan det ikke lade sig gøre. Eller jo, jeg tror egentlig godt at jeg ville kunne udtænke nogle kreative idéer der kan bruges til at gøre reklamer for bind og tamponer lidt sjovere, men det ville så til gengæld også bevirke, at I fyre aldrig nogensinde ville kunne betragte jeres kærester / koner / kvindelige bekendte som mennesker igen... Og dét er vi trods alt ikke interesserede i, så vi må vel bare leve med kedelige og intetsigende reklamer på det område. Men på den anden side - præcis hvor spændende behøver reklamer for bind og tamponer egentlig at være? De findes vel egentlig bare for god ordens skyld, for det er jo ikke rigtig en ting man som hunkønsvæsen kan vælge ikke at købe. Og konkurrencen på det marked er vel begrænset. Jeg synes i hvert fald ikke at udvalget er overvældende stort. Så reklamerne for dét kan jo godt tillade sig at være virkelig ringe.
De første Tele2 reklamer med Small Bills var også helt fantastiske! Jeg elsker når man kan finde noget fornuftigt at bruge dværge til! Men de er desværre efterhånden gået hen og blevet lidt blah...

[emneskift]
Jeg prøvede noget nyt i går. Jeg fik kastet en dåseøl (en fuld en, vel at mærke) i hovedet, og det havde jeg som sagt ikke prøvet før. Hvis du havde spurgt mig før det skete, så ville jeg med stor overbevisning have påstået at det umuligt kunne være en behaglig oplevelse, og jeg kan nu bekræfte at jeg havde helt ret i min mistanke. Jeg kan ikke anbefale det.

Og så flytter jeg forresten. Ja, jeg ved godt at jeg gentagende gange har sagt at jeg på ingen måde kunne finde på at flytte til Lyngby, men øh... man har et standpunkt til man tager et nyt, ikke? Jeg har erkendt, at hvis jeg skal kunne følge bare nogenlunde med på studiet, og samtidige have overskud til at have en eller anden form for liv ved siden af, så er det ikke holdbart at jeg er nødt til at bruge så meget tid på transport. Jeg ved egentlig ikke hvor vild jeg er med at jeg skal flytte. Altså, ikke fordi jeg ikke vil flytte til Lyngby (eller Nærum er det faktisk), for det skal da nok blive godt, men jeg har bestemt heller ikke lyst til at flytte herfra. Det lyder måske en anelse dumt, men jeg er faktisk virkelig bange for at blive fuldstændig isoleret fra alt og alle herinde ved at flytte derop. Men det må jeg jo så bare gøre en indsats for ikke at blive. For det er jo sådan set ikke spor besværligt at komme til Kbh derfra, det er bare for meget når man skal gøre det hver dag. Det synes jeg i hvert fald. Men Kbh-mennesker, be warned! I slipper altså ikke for mig bare fordi jeg flytter. Tværtimod. Jeg har tænkt mig at genere jer endnu mere end jeg gør nu, bare for at sikre mig at I ikke glemmer alt om mig.

Ved du hvad jeg skal på torsdag? Til koncert med Kaizers Orchestra! Woohoo!!! De er fantastiske! Jeg har aldrig set dem live før, så jeg glæder mig som en sindssyg! Jeg er ganske vist nødt til at tage til Vordingborg for at se dem, but it'll be worth it, I know. Jeg har før krydset landegrænser for at tage til en koncert med et band jeg var vild efter at se, så det her bliver ingenting. Jeg er voldsomt dårlig til dansk geografi, så før vi bestilte billetterne vidste jeg ikke engang hvor Vordingborg lå - for alt hvad jeg vidste kunne det have ligget i Nordjylland. Så jeg blev bare positivt overrasket over at jeg ikke engang behøver at forlade Sjælland. Og så kan det være at jeg får en chance for endelig at finde ud af, hvad Vordingborg apotek skulle bruge 2000 tungespatler (af træ) til.

Og angående overskriften...? Noget af det allerbedste ved virkelig fulde mennesker er, at de virkelig tit siger nogle virkelig mærkelige og malplacerede ting...

tirsdag, marts 14, 2006

Jeg opfordrer til boykot af matematik. Gerne med tilbagevirkende kraft, det ville klart være at foretrække. Det er af største vigtighed, at der bliver skredet til handling overfor denne galskab, der så længe har forpestet livet for så mange. Kom nu... Dan fælles front, og sig NEJ TIL MATEMATIK.

Just say no.

søndag, marts 12, 2006

Undskyld, må jeg gerne bide lidt i dig?

The story of us
Det er efterhånden 4 år siden at Differantialligninger og jeg mødte hinanden første gang. Bemærk at jeg ikke bruger vendingen 'lærte hinanden at kende', for selvom vi var sammen ret længe - meget længere end man umiddelbart ville have forventet af to så ellers ukompitable størrelser som os - så tror jeg aldrig at vi nåede til det stadie, hvor vi ligefrem kendte hinanden. Og det var ikke på grund af mangel på vilje dertil, for interessen for hinanden, den var der skam! I hvert fald fra min side. Måske var vi for forskellige. Altså, forskellighed er en god ting i et forhold, ellers går det jo bare hen og bliver kedeligt meget hurtigt, men hvis man er for forskellige, så kan det være svært nogensinde at nå ud på den anden side af den der indledende, halvoverfladiske 'get to know each other' fase, hvis ikke forståelsen af den anden parts "type" ligger forholdsvis naturligt til én selv. Og jeg tror det var dér problemet lå for os, for selvom jeg virkelig gerne ville og selvom jeg kæmpede hårdt, så kom jeg aldrig ind på livet af Differantialligninger. Det var ikke fordi Differantialligninger var den lukkede type - du ved, en af de der tosser som ikke tør være åbne og sig selv og vise sit sande jeg, for jeg er sikker på, at Differantialligninger gerne ville læres at kende og gerne ville forstås af mig. Og jeg prøvede virkelig. Men det lykkedes aldrig. I hvert fald ikke i en udstrækning som jeg var tilfreds med. Altså, jeg vidste da hvad jeg skulle gøre for at opnå brugbare resultater med Differantialligninger, men jeg formåede aldrig til fulde at forstå hvorfor, og det pinte mig virkelig. Men jeg kunne rigtig godt lide Differantialligninger. Det ville måske oven i købet være forsvareligt at bruge ordet facination i denne sammenhæng. Men et forhold er ikke holdbart så længe at forståelsen for hinanden aldrig når særlig langt ind under overfladen, og efter noget tid begyndte jeg at blive mere og mere frustreret. Den indledende, oprigtige velvilje og interesse for Differantialligninger var lige så stille faded ud til ingenting. Jeg havde ikke længere energien til at fortsætte kampen for at få vores forhold til at fungere og til at blive dybere, og det var ikke kun mig der var utilfreds. Differantialligninger begyndte at være besværlig og på tværs og endnu mere uforstålig end nogensinde just for the sake of it. Der opstod hele tiden nye problemer som jeg prøvede at gribe an med de metoder som jeg allerede havde tillært mig, men nej, det er ikke sådan det fungerer. Hvert problem - sin løsningsmetode. Og det var simpelthen for komplekst, jeg havde ikke kræfterne til hele tiden at tilpasse mig efter Differantialligningers særheder - samme særheder som, vel at mærke, var hvad der havde fanget min interesse for Differantialligninger in the first place, og havde gjort starten af vores forhold sjovt og spændende og anderledes end noget jeg nogensinde havde oplevet før. Jeg ved ikke rigtig om man kan sige at jeg gav op, for ved at bruge den formulering, så ligger der lissom i det, at hvis jeg bare havde arbejdet lidt hårdere, så ville det have kunne blive til noget, og det er jeg sikker på ikke var en mulighed. I hvert fald ikke dengang.
Differantialligninger og jeg har overhovedet ikke set hinanden i snart 2 år, og det er altså lang tid. Man kan nå at udvikle og ændre sig meget på 2 år, og jeg ved i hvert fald, at jeg bestemt ikke er den samme person som jeg var for 2 år siden. Hvor vidt Differantialligninger heller ikke er det, dét finder jeg vel ud af over det næste stykke tid, for nu er Differantialligninger igen blevet en del af mit liv. Vi skal tilbringe utroligt meget tid sammen de næste tre ugers tid, og jeg er ret spændt på hvordan det kommer til at gå. Jeg bærer ikke nag til Differantialligninger bare fordi tingene gik i stykker for os dengang, for skylden for bruddet kan ikke placeres hos nogen af os - vi passede bare ikke sammen. Men hvem ved? Måske er tiden moden til at vi kan have held med at gøre et forsøg til. Jeg vil i hvert fald forsøge at få det bedste ud af det, og jeg håber at Differantialligninger er indstillet på det samme.

... og så gav de Louise spændetrøje på, og låste hende inde i et mørkt rum med polstrede vægge. The end.

Med andre ord: vi skal have noget selvstudie-projekt-halløj i matematik om differantialligninger de næste tre uger, og det er jeg ikke helt sikker på at jeg er så vild med. D. 31. er der oven i købet en eksamen, som sammen med det vi laver i løbet af de tre uger udgør 25% af min endelige karakter for det her matematikkursus. Men på den anden side, så er det her et emne som jeg rent faktisk har arbejdet med i gymnasiet, hvorimod alt vi ellers har haft om på det her kursus har været helt nyt for mig. Så måske bliver det ikke helt forfærdeligt. Kun lidt.

Jeg har fået et nyt klædeskab. Eller... i hvert fald et nyt sted til mit tøj. Det hedder gulvet. Jeg har lige tjekket, og ja - der ligger rent faktisk mere tøj på mit gulv end der gør i mit klædeskab. Jeg burde vist rydde lidt op. Men i stede vælger jeg, at sidde her og skrive om at jeg burde rydde op, for i den forbindelse kan jeg så også lige skrive lidt om forskellige andre ting. F.eks. kan jeg informere jer om, at denne weekend har været den første fuldstændigt DTU-fri weekend jeg har haft siden jeg begyndte på studiet, og absolutely no offence til DTU-folkene (for jeg har det da helt bestemt også sjovt sammen med jer!), men det har sgu været rart. Til gengæld er det lidt voldsomt for ens pengepung pludselig at komme tilbage til virkeligheden igen, efter at den har vænnet sig til de yderst SU-venlige priser som den bliver udsat for i diverse barer ude på DTU. Det beløb som jeg brugte på indgang og alkohol i fredags, ville have været nok til at 5 mennesker kunne drikke sig kongestive for derude. I tre weekender. Og så ville der stadig have været nok tilovers til at købe junkfood og cola for dagen efter. Har I set reklamen for den der Dyson støvsuger som bliver sendt på TV for tiden? Hvor en mand fortæller en fantastisk gribende historie om hvordan hans støvsuger en dag stoppede med at virke fordi filteret var stoppet til, og at han så var nødt til at prøve mange forskellige nye støvsugere før han fandt den rigtige... "Flere tusinde, faktisk" Arh... dét tror jeg så alligevel ikke helt på. Du har fandme ikke afprøvet flere tusinde støvsugere, bare for at finde frem til den bedste. Dén får du mig sgu ikke til at hoppe på. Nice try. Og i det usandsynlige tilfælde at du virkelig har afprøvet flere tusinde støvsugere, så vil jeg gerne vove at påstå, at du lider af en sygelig rengøringsmani, og jeg vil anbefale at du søger behandling for din neurotiske adfærd asap. Så alvorligt skal støvsugning altså ikke tages... Og hvorfor er tossen ikke bare gået ned i støvsugerforretningen (ja, de findes...), og sagt "Hey, støvsugersælgermand m/k! Jeg skal bruge en støvsuger der ikke taber sugeevne, og det kan kun gå for langsomt!"? For så ville der jo nok have været ret god chance for at han ville have fået anbefalet en Dyson, og så havde han ikke behøvet at afprøve flere tusinde støvsugere. EFTERLYSNING! Får vi ikke snart O.C. og The 4400 tilbage på skærmen?? Da sæsonerne sluttede i november/december sidste år, blev vi for begge seriers vedkommende lovet, at de ville vende tilbage i starten af det nye år. Hvor lang tid er det lige, at 'starten' strækker sig over?? Nu er en fjerdedel af 2006 næsten overstået, og denne komplette mangel på O.C. og 4400 huer mig ikke helt vildt.

Men det var slet ikke meningen at jeg skulle bruge tid på det her gøgl i dag, jeg skulle jo læse om førsteordensdifferantialligninger! Og rydde op! Og vaske tøj! Pis. Nå... Det må jeg vel heller gå i gang med nu, så... (Hehe, yeah right! That'll happen!)

NV!!!