Rock bottom

Jeg har længe ment, at min beslutning om at flytte til Nærum er den dårligste jeg nogensinde har taget, men det er den ikke længere. Den har nu antaget dimension af den mest lortede beslutning ever in the history of the whole fracking world!!! Hvorfor, spørger du? Fordi CIU lige har meddelt mig, at jeg ikke skal regne med at få tilbudt et sted i København at bo før om allertidligst et år. Et år! Jeg kan sgu da ikke vente et år! Jeg kan ikke bo i denne her lorteby på det her lortekollegie i et helt år mere! Jeg hader det her sted! Og ikke bare på den der ih-hvor-jeg-hader-først-at-opdage-at-der-ikke-er-noget-toiletpapir-efter-jeg-har-sat-mig-og-er-gået-i-gang-med-you-know måde - nej nej, jeg hader det her sted. Det lyder måske skørt, men det gør fysisk ondt på mig hver gang jeg er nødt til at tage tilbage til fucking Nærum efter et besøg i København. Jeg vil ikke være på besøg i København! Jeg vil være hjemme i København! Jeg vil hjem!!!

Hvis jeg nu ligger mig ned, mon jeg så også lige kan få CIU til at sparke til mig??

Den sørgelige sandhed

Jeg har måtte indse noget (for mig) lidt trist i dag: jeg var ret grim som baby.

Jeg er en af de tåber der holder fast på at alle babyer er pæne. Eller - der er i hvert fald kun meget få undtagelser. Men jeg var åbenbart selv en af dem. Håber ikke det er arveligt.

Too little too late

For tre uger siden var det én uge siden at mit linseabonnement udløb. Normalt plejer jeg at få et fint lille postkort fra min optiker et par uger før dette indtræffer, med en reminder om at jeg skal komme forbi til et tjek så abonnementet kan blive fornyet med den rette linsestyrke. Dette postkort dukkede aldrig op i denne omgang, så jeg tog selv initiativet til at opsøge optikeren, som da jeg konfronterede hende med den manglende indkaldelse blev helt forvirret, og fik rodet sig ud i adskellige teorier om hvordan det dog har kunne lade sig gøre at jeg ikke har hørt fra dem i tide, for det kunne virkelig ikke passe at de ikke havde sendt den til mig. Det var nu ikke noget jeg bragte på banen for at brokke mig, men blot for at få bekræftet at mit abonnement virkelig var udløbet, og der var heller ikke sket nogen større katastrofe ved at jeg ikke havde modtaget indkaldelsen - jeg havde jo tydeligvis selv klaret at finde ned til dem for at få sat en aftale i stand. Alt gik som det skulle. Jeg fik tjekket mine øjne mht. linser (ingen forværring i styrke - woohoo! Jeg er stadig kun halvblind!) og fik fornyet abonnementet. Jeg fik tjekket mine øjne mht. briller, fik forelsket mig i et grusomt dyrt Dior-stel og fik smidt 7000 kr for nye briller. Jeg er ret sikker på at jeg fremstod som en glad og tilfreds kunde, hvilket jeg virkelig også var, men alligevel bukkede og skrabede og undskyldte optikerdamen konstant for at jeg ikke havde modtaget det skide postkort! Virkelig unødvendigt og efterhånden lidt irriterende, for der var jo ikke noget hun kunne gøre ved det alligevel. Eller... gæt hvad der lå i min postkasse i dag? Postkort fra optikeren - "Nu er det tid til kontrol!" No shit, Sherlock?? Ja, dét havde jeg lissom selv regnet ud...

Min optiker er ikke den eneste der er langsom i optrækket. Her til aften modtog jeg et stykke papir, en invitation til en fest her på kollegiet, påtrykt overskriften Kære Nyindflytter... Say what?? Nåh ja ok, nu har jeg så også kun boet her i over et halvt år...

Der er en reklame på tv for tiden for et eller andet toiletrensningsprodukt, hvori der bliver pralet med at det opløser snavset for øjnene af dig. So what?? Big fucking deal! Det ville sgu da først være interessant, hvis det kun virkede når du kiggede væk. Genert toiletrens. Jeg har aldrig oplevet et rengøringsmiddel der lod sig påvirke af at have publikum på, så der er da ingen grund til at fremhæve det som en fantastisk egenskab, at dette produkt heller ikke gør...?

Uprofessionelt

Jeg kan lade mig irritere mig over underlige ting. De sidste par minutter har jeg f.eks. siddet og tænkt "IDIOT!" om den fyr der er vært på det program om industrielle triumfer i Europa på Discovery Channel, der tjener som baggrundsstøj lige i øjeblikket. Han snakkede om saltudvinding i en by i Frankrig, og i den forbindelse ytrede han sætningen "the salt appears in two forms: solid and liquid". Dér fangede han min interesse! For han befandt sig i nogle underjordiske grotter hvor jeg sådan set udmærket kunne forestille mig at der ville være fast salt, men for at støde på flydende salt ville han altså være nødt til at finde et hjørne i den der grotte hvor temperaturen nåede over 801 °C. Det syntes jeg lød lidt voldsomt, men det viste sig også at han løj helt vildt. Med flydende salt mente han nemlig saltvand. Det er altså to vidt forskellige ting, og jeg har været irriteret og skuffet lige siden. Tanken om en idyllisk fransk by med flydende salt strømmende få meter under jordens overflade tiltalte mig. Men det lorteprogram er heldigvis slut nu og er blevet afløst af Extreme Ingineering, så jeg er blevet lidt glad igen.

Jeg har opdaget et nyt ord i dag - mellemvægtsluder. Det stod i underteksterne på det afsnit af Gilmore Girls som jeg lige har set. Jeg vidste ikke at glædespiger blev inddelt i vægtklasser.

Er glasset halvt tomt eller halvt fyldt?

Dét er nok et af de allermest irrelevante spørgsmål ever. Der er ingen grund til at stille sig selv det spørgsmål overhovedet, for det er fuldstændigt ligegyldigt! Faktum er, at det pågældende glas indeholder det pågældende volumen af en eller anden substans (formodentlig en væske). Det er underordnet hvordan vi er nået frem til dette volumen. Halvdelen af glassets rumfang er optaget, og det er fuldkommen lige meget om vi har opnået dette ved at fylde det halvt op (det er det du vil kalde 'halvt fyldt' hvis du er emsig), eller om vi har fyldt det helt op for derefter at fjerne halvdelen af indholdet igen (jeps, 'halvt tomt'). Resultatet er det samme. Tilstandsfunktion. Uafhængig af processen med hvilken vi har opnået den. Så lad være med at gå og bryde jeres hjerner med det latterlige spørgsmål.

Der er egentlig også noget andet jeg gerne lige ville sige, men Hen har sagt at jeg højest må bruge 20 minutter på at blogge i denne omgang, og jeg har allerede brugt de 11 og jeg kan ikke nå emne #2 på den resterende tid, så det må blive en anden gang. Jeg vil smutte over i sofaen med en bog i stedet (skønlitteratur, ikke faglitteratur! Woohoo!!!)

Om'er

Jeg er ret sikker på at jeg ikke har haft nærkontakt med en passer siden jeg gik ud af gymnasiet. De cirkler jeg har haft brug for at frembringe siden da, har jeg valgt enten at computergenerere eller tegne i fri hånd, og det har sådan set virket fint nok. For få minutter siden var jeg på jagt efter en genstand i den af mine kommodeskuffer som er helliget ting der udmærker sig ved ikke forholdsvis naturligt at høre til noget andet sted på mit værelse, og der stødte jeg så på en passer. Som sagt er det ganske vist længe siden at jeg har haft med sådan en at gøre, men vi kan godt blive enige om at en passer ikke er noget man sådan bare glemmer hvordan fungerer, ikke? Det er ikke verdens mest komplicerede aggregat at betjene, og jeg vil faktisk også påstå at jeg har helt styr på hvordan det skal gøres. Og dog formåede jeg alligevel at stikke mig selv i øjet med den i løbet af de fem sekunder jeg havde den i hånden. Jeg ved ikke hvordan det kunne lade sig gøre. Hvis jeg var jer, så ville jeg for længst have opgivet mig.
Jeg har smidt passeren ud.

*suk*

Og BANG - så sidder man sgu pludselig der og ser helt voksen ud. Jeg havde egentlig ikke lagt mærke til det før Sarah gjorde os opmærksomme på det, men vi havde faktisk med fuldt overlæg valgt at tilbringe vores lørdag aften på meget afdæmpet, voksen vis. Stille og rolig middag hos fælles ven Thomas, tidligere beboer på Sarahs etage på Grønjordskollegiet og nu nybagt indehaver af lækker lille lejlighed. Bedst som vi havde fået sat os godt til rette ved spisebordet med lækker mad og god vin foran os, skar Sarah igennem med en stemme der var tæt på at sprænges af angst og alvor, og jeg skyndte mig at lægge bestikket fra mig for helt og holdent at kunne koncentrere mig om det hun havde at berette. Det var så her hun valgte at slå ud med armene og gøre opmærksom på voksenheden ved situationen. Og jeg kunne straks se det, hun havde jo helt ret. Det hele lignede mest af alt det skræksenarie som jeg forestiller mig at en parmiddag er. Panikken greb mig. Men kun meget kort, for jeg kom hurtigt i tanke om at ingen af os jo på nogen måde var et par, at det jo var Sarah og Thomas jeg var i selskab med og vi kan virkelig nå et meget lavt niveau af voksen- og modenhed hvis vi vil (ofte er det ikke engang et valg, det kan bare ikke undgås). En anden ting der fik aflivet panikken var, at Thomas sådan set var fuld allerede da vi dukkede op, og at han havde en udførlig vejledning til hvordan man finder ud af om en laks elsker én lige så højt som man elsker den (han har haft akvariefisk, så han ved den slags). Så det var altså ikke i går at jeg blev voksen alligevel, katastrofe afværget. Eller – jeg ved ikke rigtig om det er helt så slemt at blive voksen som jeg af og til forestiller mig, men jeg er bare ikke sikker på at jeg tør blive det alene. Og det er sådan set lidt skørt, for jeg har masser af eksempler på folk som er voksne og samtidig nogle af de mest coole mennesker jeg kender. Ej, nu ved ikke engang hvad det er jeg snakker om længere. Jeg vrøvler vist. Jeg er ikke bange for at blive voksen. Men jeg er sgu bange for parmiddage.

Jeg tror det er ved at være vante-tid. Jeg vil snarest indlede jagten på et nyt par, det kan godt tage sin tid at finde de perfekte vanter.

Så er det sgu uge 42! Efterårsferie, baby!!! Det har jeg virkelig set frem til med længsel! Ikke at det bliver skide afslappende, for jeg skal sidde med næsen i bøgerne (og læse) det meste af ferien, men jeg kan gøre det på min egen måde. En hel uge hvor jeg slipper for at udsætte min krop for stå-tidligt-op tyranniet, jeg kan gøre det hele i min egen rytme. Jeg kan rent faktisk starte min dag med et bad. Normalt bader jeg aldrig om morgenen – ikke fordi jeg (i modsætning til visse andre skævere eksistenser) ikke kan lide det, tværtimod synes jeg det er alt alt for godt. At bade har en meget afslappende effekt på mig, og det har jeg slet ikke tid til om morgenen hvis jeg skal have nogen som helst chance for at nå i skole til tiden. Jeg har slet ikke lyst til at tænke på hvor tidligt jeg ville være nødt til at stå op for at kunne nå at bade om morgenen, for ud over at mit tempo er helt i bund den første times tid efter jeg har været i bad, så tager badet i sig selv også usandsynligt lang tid (hurra for "gratis" varmt vand). Det der med at et bad kan være opkvikkende? Jeg kan ikke sætte mig ind i det. Jeg har aldrig oplevet det. Det er skam heller ikke (altid) decideret søvndyssende, bare – som sagt – afslappende. Da jeg boede i London havde jeg mit helt eget badekar og ubegrænsede mænger af varmt vand, så der var det meget normalt at jeg hver aften satte en time af til at bade. Jeg savner fandme mit badekar. Men bottom line – en hel uge hvor jeg kan tillade mig at starte dagen med at ligge mig ud under bruserens varme stråler og vågne ultra langsomt uden at blive forstyrret af stress-faktoren - nice. Og fordi jeg ikke er tvunget til at stå tidligt op, så er jeg selvsagt heller ikke nødt til at gå tidligt i seng for at være sikker på at nå at få de fem timers søvn jeg skal bruge for at kunne fungere, og jeg kan i stedet med god samvittighed lade min krop falde ind i den creature-of-the-night døgnrytme som altid har faldet mig meget mere naturligt end den der torturlignende en, som samfundet tvinger ned over hovedet på os. Kunne jeg helt selv bestemme, så blev min hverdag indrettet sådan at jeg sov i de tidlige morgentimer og starten af formiddagen, og dermed ikke behøvede at gå i seng før sidst på natten. But alas! Noget siger mig, at jeg ikke ville få voldsomt meget ud af at smide et forslag om ingen undervisning før kl. 13 i DTU’s suggestion box. Men hele næste uge kan jeg gøre præcis som jeg vil, og det har jeg tænkt mig at nyde i fulde drag. Lidt fornuftig er jeg selvfølgelig nødt til at være, jeg skal både på arbejde et par gange og jeg skal i dén grad have læst op på fysisk kemi og matematisk modellering (jeg forsøger mig med noget nyt: at bestå alle fagene på dette semester), men jeg ser alligevel rigtig meget frem til denne her ferie. Noget lidt foruroligende er dog, at den også markerer at jeg nu er næsten halvvejs igennem semesteret. Det er gået ret stærkt. Lige om lidt er der eksamener... Jeg føler at jeg burde stramme lidt op, der er et af mine fag hvor jeg kun har været til en tredjedel af undervisningen. Men så kan de sgu da også bare lade være med at lægge undervisningen en onsdag! Helt ærligt. Og der er faktisk kun ét fag hvor at jeg har været der hver gang. Det minder mig om - jeg tror jeg bør vaske mine sko, der er uhensigtsmæssigt meget kaliumchlorid på dem. Jeg kan være ret klodset i et laboratorie (ja, også i et laboratorie...) Det er ikke så smart hvis man skal være kemiingeniør, vel? Hm. Tænkte det sgu nok. Måske skulle jeg finde på noget andet så.

Jeg har forelsket mig i tre britiske tøser der kalder sig selv The Pipettes. De er tres tres cool. Loppen d. 25. oktober - be there. I know I will.

Videoen til Twisted Transistor er på MTV lige nu. Nice. Korn er sgu ingen ringe måde at slutte sin dag af på, så jeg vil takke af nu og søge til sengs.
Sov godt, børn.

Har stupiditeten ingen ende??

Jeg ville virkelig ønske at jeg havde tid til at skrive et ordentligt, full-length indlæg lige nu!