fredag, december 23, 2005

SÅ!

Nu er jeg simpelthen så juleklar som jeg overhovedet kan være! Intet mindre. Eller... jo, lidt mindre, måske... Jeg mangler stadig at pakke nogle gaver ind, jeg har ikke så meget som bare overvejet at begynde at pakke til min tur til Jylland, og jeg er på ingen måde sikker på at jeg mentalt er rustet til at overleve tre dage i familiens skød - hvilket sikkert kan forklare hvorfor jeg er så besynderligt positivt stemt over for det alt sammen lige nu. På et eller andet tidspunkt inden for de næste 24 timer rammer det mig nok, hvad det egentlig er der skal foregå, og så skal det nok gå galt. Så jeg har brug for et par frivillige, som ikke vil have noget imod at modtage en lind strøm af sms'er fra mig over de næste dage. Indholdet af disse sms'er vil nok hovedsageligt kredse om min frustration / undren over diverse aspekter af julen og alle de traditioner der dertil hører (men nu påbyder det gode humør jeg befinder mig i lige nu, mig ganske vist også til at oplyse jer om, at der dog er en vis chance for at flere af sms'erne kan komme til at indeholde positive budskaber). Eller også kommer de til at handle om alt andet end jul, fordi jeg har fået rigeligt af den fra alle andre leder og kanter. Men altså... any volunteers?? Jeg er nødt til at have en eller anden form for kontakt med omverdenen...
Min far har meddelt at vi skal i kirke i morgen. Jeg har ikke sat fod i en kirke siden min lillesøster blev døbt, og det er vel snart ved at være fem år siden (lige bortset fra den der store kirke med det høje tårn i Sevilla... og den der anden lidt mindre kirke, som ligger på en kedelig gade og hvor der vist efter sigende ligger en eller anden berømt mand (Columbus??) begravet). Så vidt jeg husker, er gudstjenester ikke det mest ophidsende her i verden. Måske man skulle tage en bog med? Eller ville det være upassende?
Nå. Jeg må hellere se at finde ned til metroen. Første etape af juleriet starter i aften, med min mors side af familien i Helsinge. Wish me luck...
Glædelig jul.

3 kommentarer:

Onsdagsguru sagde ...

Går ud fra jeg ikke behøver tilmelde mig denne helt specielle sms-service for at få opdateringer? :-)

pingo sagde ...

Nope, no need. Du er selvskrevet, hvadend du vil det eller ej.

Mette sagde ...

well... jeg er vel for sent på den... hehe men ellers havde du været velkommen