I’m contemplating thinking about thinking.
Men nej, det går alligevel alt for tit op i hat og briller når jeg kaster mig ud i den slags. Altså at tænke med fuldt overlæg.
21. Det er jo det jeg er nu. 21 somre (men stadig kun 20 vintre). Twentysomething. Jeg ved ikke helt hvordan det er meningen at 21 skal føles, men jeg føler at jeg aldersmæssigt spænder over tyve år for tiden. Ikke på én gang, selvfølgelig, man kan vel ikke føle sig tyve forskellige aldre all at once – to måske, det går vel lige. Men jeg synes som sagt at jeg spænder over tyve år, alstå 21 +/-10 år, og det er altid spændende og vågne om morgenen og finde ud af hvor gammel jeg så er den pågældende dag. Jeg vågner tit og er 14-15 år gammel, hvilket er meget ubehageligt, men det holder som regel heller ikke særlig lang tid af gangen. Heldigvis. Jeg kunne ikke lide 14-15. De dage hvor jeg føler mig ti år ældre end jeg er, er lidt underlige. 14 år har jeg dog trods alt været engang, og jeg kan udmærket huske hvordan det var, men jeg kan jo af gode grunde ikke vide hvordan det er at være ældre end jeg er i netop dette sekund. Så måske er det slet ikke ældre som at jeg føler mig på de dage, det kan være jeg bare føler mig træt. Og misforstå mig nu ret, I mean absolutely no offence til de af jer som er ældre end mig (og det er langt de fleste af de af mine faste læsere som jeg kender til i hvert fald), min trætheds-/gammelhedsfølelse er noget à la en 'arh, er det her pis ikke snart overstået'-følelse, som har for vane at tage over når jeg synes at tilværelsen er en anelse for usikker, eller når min irritation over at bo omgivet af infantile, uinteressante mennesker når sit højeste, eller bare når jeg kommer til at give frustrationen over ikke at vide hvad jeg vil med min uddannelse lægge beslag på mine tanker. Det er vist ren og skær misundelse, jeg vil gerne være ældre, for hvis jeg nu bare var lidt ældre så ville jeg have mere styr på tingene og der ville være mere sikkerhed i mit liv. Og det er jo idioti. Jeg ved ikke hvorfor jeg tror det. For jeg er sgu trods alt bare 21, hvor meget styr er det lige det er påkrævet af mig at have?? Og sikkerheden? Jo, jeg ville helt sikkert ønske mig mere af det, men jeg har jo egentlig alt hvad jeg skal bruge. Jeg har tag over hovedet, jeg får mad hver dag, jeg har mine venner (og oven i købet verdens bedste af slagsen). What more could I possibly want? Eller... nej, det vil jeg slet kede jer med, for den sørgelige sandhed er, at jeg vil have så meget mere. Nu. Jeg ved ikke hvordan i al verden at jeg har fået bildt mig selv ind, at jo ældre jeg bliver, jo lettere bliver tingene. For det har jo ikke noget med alder at gøre vel? Det har jo kun noget med mig at gøre. Hvis jeg tog mig sammen, så kunne jeg jo om et år have den kontrol (af mangel på bedre ord), som jeg har en naiv idé om at 10/20/30 år ekstra automatisk ville give mig. Hvilket de jo så alligevel ikke ville, med mindre jeg selv gør noget ved det. Jeg får jo ikke noget automatisk. Kan I følge mig? For det kan jeg ikke rigtig selv længere. Lige nu befinder jeg mig i et 'gid jeg var ældre'-øjeblik, så jeg tror jeg skal lade være med at skrive mere om det her, det ville bare gå (endnu mere) galt. Hvis du ikke har forstået en skid af det, så er du velkommen til at stille spørgsmål. Så kunne det være at jeg også kunne få en lille smule overblik over det. Jeg tør dog ikke håbe på mirakler.
Men 21, for fanden! Det er halvdelen af 42, og det er jo meningen med livet. Eller... det har jeg jo sådan set selv påstået at det ikke er. Men anywho, er det ikke et meget godt tegn alligevel? 21. Og jeg skal ellers love for at det blev sparket ordentligt i gang! Quite possibly den bedste fødselsdag jeg nogensinde har haft. Den blev tilbragt på Roskilde i selskab med nogle af mine favoritmennesker, skide god musik, skide godt vejr, den bedste fødselsdagsgave jeg nogen sinde har fået (jeg fik den af Mafiaen), og en ganske respektabel mængde øl. Og den første vaffelis som jeg har fået i år overhovedet (Mette og jeg fik så også lige i samme ombæring konstateret, at isspiseri ikke er en disciplin hvori vi ville score toppoint for ynde (btw, er isspiseri ikke et meget underligt ord at se på??)). Og der var sushi. Supermarkedssushi ganske vist, men en helt ok en af slagsen. Og det var ca. her omkring at den der respektable mængde øl for alvor blev bragt på banen, så resten af dagen er i større eller mindre grad en anelse fuzzy around the edges. Men jeg husker Kanye West! Og jeg husker febrilsk irritation over ikke at kunne få fat i hverken Louise, Mette eller Manja før Kanye-koncerten. Men jeg havde da Sarah og Therese, som havde fået fingre i 10 drikkekuponer, som vi af en eller anden grund død og pine skulle fyre af allesammen med det samme, hvilket betød to store fadøl på meget kort tid. Lur mig om ikke det bidrog en anelse til the fuzzyness. Efter koncerten forsvandt Therese, men Sarah var der stadig. Og en væg fuld af gocards. Og Arne DJ! STORP! (Det er meget mulig at de fleste ord bliver federe af at få tilføjet et s, men ’stop’ bliver sgu kun federe når man smider et r ind i det). Mikael Steensen løj for mig om at have skrevet hjem til sin mor? Eller... hvad?? Nej, jeg ved det sgu ikke helt, bare glem det. En meget fuld Sebastian Dorset. Mere øl. Og der er et eller andet her, men både Sarahs og min hukommelse svigter. Der er forsvundet noget tid, og vi ved ikke helt hvor det blev af. Kunne det tænkes at der var sorte huller i Mediebyen?? Det næste jeg kan huske er en hæsblæsende tur på laddet af verdens mindste og mærkeligste køretøj (hey Sarah, hvor god dømmekraft var det lige at vi udviste dér?), som endte i P3’s HQ hvor der var endnu mere øl i små utætte krus. Og herfra er jeg meget usikker på hvordan resten af natten forløb, men jeg tror ikke at der skete meget andet end at vi efter noget tid forlod stedet og søgte til telts. Vi tabte vist Sarah på vejen. Eller også stak hun af. Og så vågnede jeg ellers bare nogle timer senere i et bagende varmt telt med meget ondsindede tømmermænd. Alt i alt en fin fødselsdag. Tak til jer der bidrog til den :o)
Jeg tror det er på tide at jeg sætter min ynkelighed på en prøve. Jeg kunne godt finde på at skrive et tude-brev til de mennesker der uddeler kollegieværelser, for jeg er sgu ved at være desperat. Men det er svært. Jeg kan virkelig ikke lide (bevidst) at fremstå som en selvmedlidende idiot, og jeg hader (bevidst) at få folk til at have ondt af mig. Men det er jo det jeg gerne vil have at indstillingsudvalgsmenneskerne får, så de giver mig et værelse. Men jeg kan nu stadig ikke lide det. Det er lissom med jobansøgninger og andet i den dur, hvor man skal forsøge at få sig selv til at fremstå som værende bedre og mere egnet end alle andre. Det er ubehageligt, det føles som at lyve. Men fuck it, det er vel bare noget der skal gøres. For jeg vil hjem til København, og det kan kun gå for langsomt. Åh nej... nu ynker jeg igen. Don’t worry – I’m not expecting your sympathy (but you all mean so much to me).
Der var et sgu et par timer eller fem i onsdags hvor jeg troede at jeg var Taylor Townsend. Men det viste sig så, at det var jeg bestemt ikke. Men jeg tror jeg ved hvordan det er at være hende. Pingo – social chair extraordinaire.Jeg kan jo ret godt lide det der musik, og jeg tror heldigvis at denneher sommer kommer til at indeholde en god mængde af det. Live-slagsen, altså. Der var Roskilde - masser af feeed musik. De koncerter der umiddelbart tæder mest frem i hukommelsen er Track 72 (ja, det foretrak jeg klart frem for en afdanket Axl som gøglede på samme tidspunkt), Kanye West (omend den korteste koncert jeg nogensinde har set - og jeg gik desværre glip af både Pato og Phoenix for at se ham), Sergent Garcia (for satan det var fedt!) og koncerten over dem alle: Kaizers Orchestra. Kaizers var grunden til at jeg tog til Roskilde i år, og for hulan da hvor de leverede! Det var stort. Og kort efter vi kom hjem fra Roskilde var der jo Robbie i Parken. Min første Robbie koncert ever. Og den kom lidt som et chok for mig, for lige pludselig var det nu! Billetterne blev købt for laaang tid siden, og der her hele tiden været en million ting der skulle overståes før det var tid til Robbie. Men så var han der pludselig, in all his bad-ass-ness. Den knægt kan fandme nogle tricks. Han er facinerende. Jeg har flere gange hør folk sige noget to the effect of at hans sange / hans tekster er overfladiske og intetsigende. Når jeg hører sådan noget bliver jeg til at begynde med vred, men det går hurtigt over, og så bliver jeg bare ked af det - på deres vegne vel at mærke. Det kan jeg meget nemt blive, når musik som jeg elsker og som rører mig meget dybt og som betyder så meget for mig, har absolut ingen effekt på andre mennesker. De går jo glip af noget fantastisk. Synes jeg. Men anyways, sommer og musik. I går var der så Jamie Cullum i Tivoli. Endnu en knægt der kan nogle tricks, og med en stemme der er tre gange større end ham selv. På søndag står den på Grøn Koncert i Valby. Ganske vist er der ikke nogle af de kunstnere der optræder som jeg stor fan af, men jeg skal i hvert fald se Nephew og gerne Magtens Korridorer, plus det var en fantastisk hyggelig dag sidste år, så det håber jeg det bliver igen i år. Sidste år havde vi ganske vist hele Mafiaen samlet, men det bliver desværre ikke tilfældet denne gang. De er allesammen flygtet til USA, eller også har de fået børn som skal passes på og alt sådan noget rod. Men det skal nok blive godt alligevel :o) Og d. 12. august har Sarah indvilget i (ikke fordi det tog nogen som helst overtalelse) at tage med ind og se Isles. Wanna come? Jeg kunne godt tænke mig at finde nogle flere koncerter at tage til i løbet af sommerferien. Jeg har været nødt til at investere i et månedskort igen (klippekort er sgu for dyrt i længden), så jeg vil gerne have så mange undskyldninger som muligt for at tage ind til byen det næste stykke tid. Og der findes kun få undskyldninger der er bedre end musik.
Men nej, det går alligevel alt for tit op i hat og briller når jeg kaster mig ud i den slags. Altså at tænke med fuldt overlæg.
21. Det er jo det jeg er nu. 21 somre (men stadig kun 20 vintre). Twentysomething. Jeg ved ikke helt hvordan det er meningen at 21 skal føles, men jeg føler at jeg aldersmæssigt spænder over tyve år for tiden. Ikke på én gang, selvfølgelig, man kan vel ikke føle sig tyve forskellige aldre all at once – to måske, det går vel lige. Men jeg synes som sagt at jeg spænder over tyve år, alstå 21 +/-10 år, og det er altid spændende og vågne om morgenen og finde ud af hvor gammel jeg så er den pågældende dag. Jeg vågner tit og er 14-15 år gammel, hvilket er meget ubehageligt, men det holder som regel heller ikke særlig lang tid af gangen. Heldigvis. Jeg kunne ikke lide 14-15. De dage hvor jeg føler mig ti år ældre end jeg er, er lidt underlige. 14 år har jeg dog trods alt været engang, og jeg kan udmærket huske hvordan det var, men jeg kan jo af gode grunde ikke vide hvordan det er at være ældre end jeg er i netop dette sekund. Så måske er det slet ikke ældre som at jeg føler mig på de dage, det kan være jeg bare føler mig træt. Og misforstå mig nu ret, I mean absolutely no offence til de af jer som er ældre end mig (og det er langt de fleste af de af mine faste læsere som jeg kender til i hvert fald), min trætheds-/gammelhedsfølelse er noget à la en 'arh, er det her pis ikke snart overstået'-følelse, som har for vane at tage over når jeg synes at tilværelsen er en anelse for usikker, eller når min irritation over at bo omgivet af infantile, uinteressante mennesker når sit højeste, eller bare når jeg kommer til at give frustrationen over ikke at vide hvad jeg vil med min uddannelse lægge beslag på mine tanker. Det er vist ren og skær misundelse, jeg vil gerne være ældre, for hvis jeg nu bare var lidt ældre så ville jeg have mere styr på tingene og der ville være mere sikkerhed i mit liv. Og det er jo idioti. Jeg ved ikke hvorfor jeg tror det. For jeg er sgu trods alt bare 21, hvor meget styr er det lige det er påkrævet af mig at have?? Og sikkerheden? Jo, jeg ville helt sikkert ønske mig mere af det, men jeg har jo egentlig alt hvad jeg skal bruge. Jeg har tag over hovedet, jeg får mad hver dag, jeg har mine venner (og oven i købet verdens bedste af slagsen). What more could I possibly want? Eller... nej, det vil jeg slet kede jer med, for den sørgelige sandhed er, at jeg vil have så meget mere. Nu. Jeg ved ikke hvordan i al verden at jeg har fået bildt mig selv ind, at jo ældre jeg bliver, jo lettere bliver tingene. For det har jo ikke noget med alder at gøre vel? Det har jo kun noget med mig at gøre. Hvis jeg tog mig sammen, så kunne jeg jo om et år have den kontrol (af mangel på bedre ord), som jeg har en naiv idé om at 10/20/30 år ekstra automatisk ville give mig. Hvilket de jo så alligevel ikke ville, med mindre jeg selv gør noget ved det. Jeg får jo ikke noget automatisk. Kan I følge mig? For det kan jeg ikke rigtig selv længere. Lige nu befinder jeg mig i et 'gid jeg var ældre'-øjeblik, så jeg tror jeg skal lade være med at skrive mere om det her, det ville bare gå (endnu mere) galt. Hvis du ikke har forstået en skid af det, så er du velkommen til at stille spørgsmål. Så kunne det være at jeg også kunne få en lille smule overblik over det. Jeg tør dog ikke håbe på mirakler.
Men 21, for fanden! Det er halvdelen af 42, og det er jo meningen med livet. Eller... det har jeg jo sådan set selv påstået at det ikke er. Men anywho, er det ikke et meget godt tegn alligevel? 21. Og jeg skal ellers love for at det blev sparket ordentligt i gang! Quite possibly den bedste fødselsdag jeg nogensinde har haft. Den blev tilbragt på Roskilde i selskab med nogle af mine favoritmennesker, skide god musik, skide godt vejr, den bedste fødselsdagsgave jeg nogen sinde har fået (jeg fik den af Mafiaen), og en ganske respektabel mængde øl. Og den første vaffelis som jeg har fået i år overhovedet (Mette og jeg fik så også lige i samme ombæring konstateret, at isspiseri ikke er en disciplin hvori vi ville score toppoint for ynde (btw, er isspiseri ikke et meget underligt ord at se på??)). Og der var sushi. Supermarkedssushi ganske vist, men en helt ok en af slagsen. Og det var ca. her omkring at den der respektable mængde øl for alvor blev bragt på banen, så resten af dagen er i større eller mindre grad en anelse fuzzy around the edges. Men jeg husker Kanye West! Og jeg husker febrilsk irritation over ikke at kunne få fat i hverken Louise, Mette eller Manja før Kanye-koncerten. Men jeg havde da Sarah og Therese, som havde fået fingre i 10 drikkekuponer, som vi af en eller anden grund død og pine skulle fyre af allesammen med det samme, hvilket betød to store fadøl på meget kort tid. Lur mig om ikke det bidrog en anelse til the fuzzyness. Efter koncerten forsvandt Therese, men Sarah var der stadig. Og en væg fuld af gocards. Og Arne DJ! STORP! (Det er meget mulig at de fleste ord bliver federe af at få tilføjet et s, men ’stop’ bliver sgu kun federe når man smider et r ind i det). Mikael Steensen løj for mig om at have skrevet hjem til sin mor? Eller... hvad?? Nej, jeg ved det sgu ikke helt, bare glem det. En meget fuld Sebastian Dorset. Mere øl. Og der er et eller andet her, men både Sarahs og min hukommelse svigter. Der er forsvundet noget tid, og vi ved ikke helt hvor det blev af. Kunne det tænkes at der var sorte huller i Mediebyen?? Det næste jeg kan huske er en hæsblæsende tur på laddet af verdens mindste og mærkeligste køretøj (hey Sarah, hvor god dømmekraft var det lige at vi udviste dér?), som endte i P3’s HQ hvor der var endnu mere øl i små utætte krus. Og herfra er jeg meget usikker på hvordan resten af natten forløb, men jeg tror ikke at der skete meget andet end at vi efter noget tid forlod stedet og søgte til telts. Vi tabte vist Sarah på vejen. Eller også stak hun af. Og så vågnede jeg ellers bare nogle timer senere i et bagende varmt telt med meget ondsindede tømmermænd. Alt i alt en fin fødselsdag. Tak til jer der bidrog til den :o)
Jeg tror det er på tide at jeg sætter min ynkelighed på en prøve. Jeg kunne godt finde på at skrive et tude-brev til de mennesker der uddeler kollegieværelser, for jeg er sgu ved at være desperat. Men det er svært. Jeg kan virkelig ikke lide (bevidst) at fremstå som en selvmedlidende idiot, og jeg hader (bevidst) at få folk til at have ondt af mig. Men det er jo det jeg gerne vil have at indstillingsudvalgsmenneskerne får, så de giver mig et værelse. Men jeg kan nu stadig ikke lide det. Det er lissom med jobansøgninger og andet i den dur, hvor man skal forsøge at få sig selv til at fremstå som værende bedre og mere egnet end alle andre. Det er ubehageligt, det føles som at lyve. Men fuck it, det er vel bare noget der skal gøres. For jeg vil hjem til København, og det kan kun gå for langsomt. Åh nej... nu ynker jeg igen. Don’t worry – I’m not expecting your sympathy (but you all mean so much to me).
Der var et sgu et par timer eller fem i onsdags hvor jeg troede at jeg var Taylor Townsend. Men det viste sig så, at det var jeg bestemt ikke. Men jeg tror jeg ved hvordan det er at være hende. Pingo – social chair extraordinaire.Jeg kan jo ret godt lide det der musik, og jeg tror heldigvis at denneher sommer kommer til at indeholde en god mængde af det. Live-slagsen, altså. Der var Roskilde - masser af feeed musik. De koncerter der umiddelbart tæder mest frem i hukommelsen er Track 72 (ja, det foretrak jeg klart frem for en afdanket Axl som gøglede på samme tidspunkt), Kanye West (omend den korteste koncert jeg nogensinde har set - og jeg gik desværre glip af både Pato og Phoenix for at se ham), Sergent Garcia (for satan det var fedt!) og koncerten over dem alle: Kaizers Orchestra. Kaizers var grunden til at jeg tog til Roskilde i år, og for hulan da hvor de leverede! Det var stort. Og kort efter vi kom hjem fra Roskilde var der jo Robbie i Parken. Min første Robbie koncert ever. Og den kom lidt som et chok for mig, for lige pludselig var det nu! Billetterne blev købt for laaang tid siden, og der her hele tiden været en million ting der skulle overståes før det var tid til Robbie. Men så var han der pludselig, in all his bad-ass-ness. Den knægt kan fandme nogle tricks. Han er facinerende. Jeg har flere gange hør folk sige noget to the effect of at hans sange / hans tekster er overfladiske og intetsigende. Når jeg hører sådan noget bliver jeg til at begynde med vred, men det går hurtigt over, og så bliver jeg bare ked af det - på deres vegne vel at mærke. Det kan jeg meget nemt blive, når musik som jeg elsker og som rører mig meget dybt og som betyder så meget for mig, har absolut ingen effekt på andre mennesker. De går jo glip af noget fantastisk. Synes jeg. Men anyways, sommer og musik. I går var der så Jamie Cullum i Tivoli. Endnu en knægt der kan nogle tricks, og med en stemme der er tre gange større end ham selv. På søndag står den på Grøn Koncert i Valby. Ganske vist er der ikke nogle af de kunstnere der optræder som jeg stor fan af, men jeg skal i hvert fald se Nephew og gerne Magtens Korridorer, plus det var en fantastisk hyggelig dag sidste år, så det håber jeg det bliver igen i år. Sidste år havde vi ganske vist hele Mafiaen samlet, men det bliver desværre ikke tilfældet denne gang. De er allesammen flygtet til USA, eller også har de fået børn som skal passes på og alt sådan noget rod. Men det skal nok blive godt alligevel :o) Og d. 12. august har Sarah indvilget i (ikke fordi det tog nogen som helst overtalelse) at tage med ind og se Isles. Wanna come? Jeg kunne godt tænke mig at finde nogle flere koncerter at tage til i løbet af sommerferien. Jeg har været nødt til at investere i et månedskort igen (klippekort er sgu for dyrt i længden), så jeg vil gerne have så mange undskyldninger som muligt for at tage ind til byen det næste stykke tid. Og der findes kun få undskyldninger der er bedre end musik.
1 kommentar:
Det manglede da bare (mht. at være med til at gøre din fødselsdag memorable) og jeg ville gerne med til koncerter resten af sommeren, jeg føler nærmest jeg har udviklet afhængighed. Men jeg skal jo til Spanien :o( Ville virkelig ønske jeg skulle have hele mafiaen med!!!
Send en kommentar